Vietnamesisk kaffe med kondenseret mælk

IMG_1624I erkendelsen af, at P og jeg muligvis aldrig får udvekslet vores Vietnam-billeder og jeg derfor ikke kan lave et indlæg, der fuldt beskriver vores kulinariske rejse, har jeg besluttet at begynde småt, for I skal ikke snydes for det fantastiske køkken jeg smagte, duftede, så og oplevede i Vietnam denne vinter. Mange af de ting vi fik var fantastiske, men inkluderede også råvarer vi aldrig vil kunne få herhjemme, såsom mantis shrimp, så jeg lægger ud med et aldeles tilgængeligt tip, som alligevel totalt opsummerer Vietnams forhold til kaffe: vietnamesisk kaffe med kondenseret mælk.

Opskriften er såre simpel: Du tager simpelthen bare noget stærk kaffe, og hælder oveni et glas, hvori du har hældt et par gavmilde centimeter kondenseret mælk i bunden. Vil du have iskaffe, fylder du godt op med isterninger. Rør godt rundt, og nyd din autentiske vietnamesiske kaffe.

Vietnameserne drikker både kaffen kold og varm, men vi drak den oftest kold. Det var simpelthen for varmt til andet. Men jeg smagte også kaffen varm og det smagte også glimrende. Uanset hvor du får den, om det er på et hotel eller en ydmyg gadebod, er fremgangsmåden stort set altid ens: kaffen er brygget på et vietnamesisk kaffebryggersæt, som vist ovenover. (Som Praktikanten forøvrigt var lidt bitter over, at jeg ikke havde taget med hjem til København. Jeg tror bare, jeg tænkte, at han havde nok i sine 45 forskellige espressokander…) Kaffebønnerne (kværnet) ligger i metalbeholderen og der hældes vand over- herefter drypper kaffen ned i glasset under, hvor man har sin kondenserede mælk. Når kaffen ikke drypper mere, er den klar. Mængden af kondenseret mælk varierede men på fotoet ovenover er der liiiige lovlig meget kondenseret mælk i, men jeg kunne virkelig godt lide det. Prøver du at spare på sukker i kosten, bør du nok halvere mængden.

Næsten alle kaffebønner fra Vietnam er af arten Robusta, der godt nok har en mindre god smag, men til gengæld en høj koncentration af koffein – så der er da lidt til Jer, der primært bruger kaffe som rusmiddel 😉 Men smagen af robustabønnen kan også blive helt fin i forskellige kaffeblandinger, primært dem, der er egnet til espresso.

I Danmark er vietnamesisk kaffe uforståeligt nok ikke særlig udbredt, men hvis du gerne vil opleve lidt af Indokinas stemning, så er District Tonkin lige skudt op på Frederiksberg. Det er en superfed vietnamesisk café og butik, som tilmed er nomineret til Årets Café af IByen. Tjek den her.

Hvilke lande har du besøgt, som havde anderledes og lækre kaffetraditioner?

Og et lille PS. Vil du have bedre kaffe, kaffeanmeldelser og mere af en sand kaffeekspert, så besøg Francisca og hendes nye kaffeblog Coffeeporn lige her!

Middag med mere

BilledeJeg har haft den BEDSTE maduge ever! Det startede med mellemøstlig mas hos P, gik over i indisk madlavningskursus med frøken Mode Med Mere, så tilbage til P, som igen i år husede en ærkeamerikansk Thanksgiving-middag – og så igår sluttede verdens bedste uge af med tre retters middag hos Maria! Hun havde tilberedt en lækker menu med inspiration fra det asiatiske køkken, da hun jo har vietnamesiske rødder.BilledeTil forret fik vi den vietnamesiske sandwich Banh Mi, som jeg ikke lige fik fotograferet, men den var superlækker og et spændende indslag fra et køkken, jeg selv er ret dårlig udi (altså det vietnamesiske). Hovedretten var denne lækre lakseret med friske grøntsager, med lækkert bid i og store stykker saftig laks. Alt sammen med en smagfuld rød karry-sovs.

IMG_1528Til dessert fik vi saltkaramel-chokoladetærter og passionsfrugt-sorbet. Det var temmelig episk og ja, det er helt fair at blive misundelig 😉 Begge dele var overdrevet lækre, men man skal ikke spise for meget af tærten, da den er MEGET rich. Hvis du har mod på at lave den selv, så har Maria en god opskrift på sin blog.

IMG_1530Jeg er virkelig kommet på opgave, hvis jeg skal forsøge at matche Marias treretters – næste gang er det jo min tur til at være vært. Yikes!

Berlin – eksotisk mad i familiære omgivelser

Billede

Så er jeg hjemme efter mine 22 dages Interrail. Det var nok en kende optimistisk at jeg troede, jeg skulle blogge on the road 🙂 Der skete hele tiden noget og hvis der ikke gjorde, var jeg så smadret at jeg bare fladede ud. Det var selvfølgelig heller ikke en hjælp at jeg ikke har en tablet eller smartphone… 😉

Anyways – jeg begyndte i Berlin for snart 4 uger siden. Berlin er en skøn by at spise i, i al fald hvis du ikke har vildt mange penge. Desuden er de rigtig gode til alle former for etnisk/eksotisk mad og det er jeg stor fan af, så det er båre dæjlig 😉

Jeg fandt nu ikke noget exceptionelt – selv om jeg en eftermiddag stod i kø i 5 kvarter (jeg ved det, dybt godnat) for at smage Mustafas gemysekebab!! Ja, den smager godt, men ikke SÅ godt. Helt klart en nice kebab til kun ca 30 kroner, men er der noget mad, man vil STÅ OP i kø for i over en time? Jeg ved seriøst ikke, hvad jeg havde gang i 😀Billede

5 kvarters ventetid for denne fætter. Har du smagt Mustafas kebab? Syntes du, den ventetiden værd?

En anden dag havnede jeg på “District Mot”, som vel var en kloning mellem en vietnamesisk restaurant og Joe & The Juice – forstået på den måde at der kun arbejdede unge, “lækre” fyre med aaaalt for meget selvtillid. Det var synd, for det ødelagde en ellers fin aftensmad.

Retten øverst var en rød karry suppe med kylling og søde kartofler – den smagte fantastisk, sød og lidt stærk og med en kraftig smag. Kyllingen var perfekt mør. Dertil drak jeg en lille kande af den lækreste stærk-søde ingefær te. District Mot ligger i Prenzlauer Berg, og selve stedet har en ret hyggelig indretning. Billedet her yder det ikke retfærdighed.

Billede

Men jeg vil nu aldrig komme igen. Der er SÅ mange spisesteder i Berlin, i særdeleshed i Prenzlauerberg, så når District Mot kan have en så rude betjening så bliver det uden mig som stamkunde. Fyrene, der serverer, virker meget trætte af en, og når de så giver mig en regning med en rød-tegnet understregning under “prices do not include VAT” for ligesom at guilte mig til at give drikkepenge, ja så får de gudhjælpemig da slet ingen. Måltidet – uden guilt tips – kostede cirka 10 euro.

Nej, så steg serviceniveauet en smule (eller et par hundrede kilometer) da jeg tog på Bib Gourmand restaurant i Warszawa et par dage senere. Her er en teaser:

BilledeJeg vender tilbage om et par dage med detaljer om et af Warszawas allerbedste spisesteder. Stay tuned 🙂