Restaurant-anmeldelse: Restaurant Cofoco, Kbh V

Billede

Denne anmeldelse indeholder en metalsplint i min mad og en “gratis kop kaffe” som kompensation. Og med det på plads, kan vi starte fra begyndelsen.

Min dygtige veninde P er lige blevet kandidat – yay! – og havde inviteret mig til middag for at fejre det. Vi valgte at fejre på Restaurant Cofoco – nok mest fordi jeg har været der en gang før og bagefter havde ævlet løs om stedet i meget rosende vendinger.

Til dem, der ikke kender stedet, går det ud på at man vælger så mange små retter, som man føler for. Det var svært at vælge, men vi endte med:

1. Stenbiderrogn med kartofler og cremet rygeost, som er retten på øverste billede.

2. Håndskåret tatar af okseindelår (den tog vi begge, så vi fik fire retter hver).

3. Kyllingenuggets af Gråsten haner, sennepsmayo og grove fritter.

4. Svinebryst, solbær og rødbede – kunstfærdigt arrangeret, som man kan se på billedet her.

Billede

5. Oksebov med kartoffelmos, trøffel og chips (ja, du læser og ser rigtigt).

Billede

6. Banankage med chokolade-toffee creme og banan-olivenolie-is.

7. Passionsorbet med hvidt chokoladeskum og lakrids.

Billede

Det var en fortræffelig aften – og maden var rigtig fin overordnet set, men desværre blev alt det fine overskygget af en helt bestemt og virkelig bizar hændelse – en metalsplint i min tatar, som jeg fik i munden og nær havde slugt. Jeg havde begejstret spist næsten hele min tatar, som jeg synes var en lækker og frisk start, da det er en kold og ikke krydret ret – den er vel nærmest let, hvis man kan sige det om en ret, der indeholder oksekød..? Men da sidste bid tygges, mærker jeg noget hårdt – og ud spytter jeg et ubestemmeligt stykke metal!

Det var ret ubehageligt og tjeneren spurgte køkkenet, hvad det var, men ingen kunne svare på, hvor metallet kom fra. Tjeneren virkede ikke særlig oprørt da hun undskyldte. Jeg godtog dog undskyldningen, mest fordi jeg ikke ville ødelægge min venindes aften og måske fordi jeg var lidt (meget) paf?!

Resten af retterne ankom da også uden fremmedlegemer, så jeg nød resten af min mad, omend jeg var lidt forsigtig med at tygge! Mine højdepunkter var tataren (pre-metal) og mine nuggets: sprøde og saftige, præcis som lækker kylling skal være! Min veninde syntes stenbiderrognene med rygeostcremen var lækker – og det måtte jeg tage hendes ord for, da jeg selv hader rygeost. Min ragout var også god, men jeg havde lidt svært ved at smage den trøffel retten skulle indeholde. Og chipsene irriterede mig lidt.

Ved desserten var jeg ved at nå bristepunktet og jeg indså hurtigt, at jeg ikke kunne komme igennem. Jeg synes ikke, jeg kan give en fair bedømmelse af desserterne, for jeg var SÅ MÆT på daværende tidspunkt! Men begge to blev spist op, med hjælp fra P, så det tager vi som et gedigent kvalitetsstempel! Men olivenolie-banan-is er ikke noget jeg vil gentage. Det er sjovt nok at prøve, men lad os leave it at that. Men lige så freaky, som jeg synes den is var, ligeså delikat synes jeg passionsfrugtisen var; i det hele taget var den dessert rigtig lækker.

Restauranten selv anbefaler tre til fem retter – men som en pige med en sund appetit vil jeg dog mene, at det er tæt på umuligt at spise mere end fire retter derinde. Jeg var der i januar og blev dejlig mæt af tre retter, som jeg ikke engang kunne spise op. Denne gang fik jeg som sagt fire retter og ikke nok med at jeg levnede, jeg var ved at eksplodere i et par timer efter besøget!

Hvis Cofoco ikke havde lavet metal-brøleren, ville jeg naturligvis ikke tøve med at komme igen, men efter at have klaget for over en uge siden og ikke have fået andet svar, end at blive sendt videre blandt ansatte i kæden, må jeg nok sige at min tålmodighed er sluppet op. Pisseærgerligt Cofoco.

Anmeldelse: Restaurant Spuntino, Kbh V

spunt3

Var forbi Spuntino for et par uger siden, for at teste deres nye koncept: en masse småretter, mere i stil med Vespa og Scarpetta, fremfor det ‘gamle’ som var, så vidt jeg husker, tre retter for en små 300 kr. Jeg er dog lidt i tvivl om hvorvidt man stadig kører italiensk mad, for synes mere det var en kloning af dansk, fransk, sådan lidt café-bistro mad..? Nuvel, mad skulle der indtages og man kan vælge mellem a la carte af de mange småretter, eller vælge den lette løsning som er at the staff vælger 10 ting til 275 kr per næse. Jeg vil gøre det kort, da jeg er vildt træt (det er også derfor der ikke sker så meget herinde pt): jeg synes, det fungerede tilfredsstillende. Dyrt kan man i al fald ikke kalde det, maden var helt igennem okay, og serveringen er opmærksom og venlig.

spunt

Går man a la carte vejen, og vælger ti retter, bliver besøget dyrere end jeg vil vurdere at det er værd, måske en plovmand per snude. Af mine ti retter var aftenens højdepunkt – bortset fra deres guddommelige brød og flødeskumssmør som alle får 😉 – krabbesalaten på hvidt brød. Det er den der er i forgrunden på billedet ovenfor.

Der var andre dejlige forretter på vejen – fersk, lækker laksetatar; bløde, søde rødbeder; jomfruhummer og andet godt – mod hovedretten, som var aftenens lavpunkt. Retten var svinekød i en slags rulle – jeg er generelt ikke glad for svin, og denne udskæring var heller ikke mig… meget fed og klassisk grålig (igen, min optik med svin, andre synes sikkert det er fint).  Tilbehør af tomater som var ok, men ikke mere. Dertil en bønnesovs jeg ikke brød mig om. Jeg spiste ikke op, men ok, det var næstsidste serveringen og var relativt mæt.

spunt4

Jeg tog ikke et foto af svinet, da det var, for mig, grimt og gråt. Her er tomaterne, som kom til. Jeg havde forresten drukket prosecco til min mad og jeg var positivt overrasket over hvor berusende dejlig den var, let og frisk og  boblende – 40 kr for et glas.

spunt is

Dagens planlagte dessert var is med brombær – brombær kan jeg ikke fordrage, så jeg fik lov at få noget andet, men desværre ikke at vælge helt selv (det eneste af kortets ti desserter jeg virkelig brændte for var chokolade og kastanjer i kombination). Min dessert var derfor vanilleis med nøddekrokant og amaretto, og selvom jeg værdsatte at jeg måtte slippe for brombær, så syntes jeg heller ikke min dessert var så vellykket. Den var dårligt tilsmagt så der var for meget amaretto og det overdøvede desserten i en sprutagtig tåge.

Nu ser det lidt ud som om at medspiser P og jeg havde en dårlig aften, men det er faktisk ikke tilfældet. Maden op til hovedretsserveringen var glimrende og lokalerne rare. Vinen var helt fin og tjenerne var rigtig søde til at fylde op med brød, i modsætning til hvordan det er på Scarpetta (til min store fortrydelse) så det skal Spuntino have stor ros for! Ville jeg gøre det igen? Njahh, ikke i den mørke tid, hvor der skal noget seriøs mad-motivation til, for at jeg har lyst til at cykle helt til Vesterbro. Men til foråret, der ses Spuntino og jeg nok igen.

Verdens Bedste Burger

Billede

Hej derude. Ved ikke hvorfor, men jeg er lidt ugidelig for tiden, så der sker ikke så meget herinde. Til gengæld har jeg opdaget, hvor man kan få Verdens Bedste Burger, og jeg føler det er min borgerpligt at fortælle jer det 😉 For en uges tid siden var jeg på Madklubben Vesterbro med nogle venner. Jeg har hørt meget godt om stedet og var ret spændt på om de kunne leve op til deres ry.

Svaret bliver et rungende JA – mest af alt for min hovedret, som vil overgå i historien som VBB, verdens bedste burger.

Nu er dette ikke en anmeldelse i sin gængse forstand, for glemte at tage nok billeder og alt det der anmeldelses-hejs 😉 Men derfor kan jeg jo godt bare lige sige at den hovedret, altså burgeren, er permanent at finde på Madklubbens menukort, så selvom menuen skifter med årstiderne og den menu, som jeg valgte fra, ikke er der mere – så er Burgeren der stadig! Og gudsketak og lov for det! Den smager simpelthen af meget mere end burgere ellers gør. Bollen er blød, uden at være vammel MacD sød/klistret, grøntsagerne friske, osten var blød og rund, kødet saftigt – og så tror jeg, at burgerens ekstreme velsmag kommer fra Madklubbens dressinger/relish/kald det hvad du vil. Det var den helt rette blanding af stærk og sød, mmm 😛 Billedet yder virkelig ikke burgeren retfærdighed.

Du må bare stole på mig, når jeg siger, at den burger er to die for. Først var jeg lidt skuffet over manglen af fritter, som er erstattet af chips, for jeg glædede mig til kæmpe pomfritter, men jah, det ændrer jo ikke på en ekstremt vellykket burger. Og det på en travl aften, hvor der var run på, men vi alligevel fik rigtig god service!

For en god ordens skyld skal jeg lige sige at min forret, Madklubbens hotdog, var fin, men ikke nær så mindblowing som hovedretten – men igen, to retter for 150 kroner, der er grænser for, hvad man kan forvente. Udover den gode service (som er ink gratis vand og lækkert brød), synes jeg stedet er hyggeligt indrettet, og selv om der var mange gæster ødelagde det slet ikke min oplevelse. Synes vi havde vores eget space trods alt. Jeg smagte ikke rigtigt på mine venners retter, men de var meget tilfredse og der gik lidt hypestemning omkring en risotto.

Billede

Min forret, en hotdog med chipolatapølse og karse.

Jeg ville bestemt ikke tøve med at besøge Madklubben Vesterbro igen – selvom min største drøm egentlig bare ville være at de åbnede en burgerstand, hvor jeg kunne få Verdens Bedste Burger for en 75 kroner – så ville jeg være lykkelig 😀

Opdatering: Jeg har desværre hørt fra andre at Madklubbens niveau er enormt svingende. Jeg var åbenbart ret heldig med min oplevelse, for hende her fik for en uges tid siden desværre en helt kold burger og sloppy service. Øv!

Anmeldelse: Restaurant Cofoco, Kbh V

Billede

Min anden tur på Restaurant Cofoco blev en meget blandet fornøjelse med – heldigvis – flest opture, men også en enkelt bizar nedtur. Men for at begynde ved begyndelsen:

Min dygtige veninde P er lige blevet kandidat – yay! – og havde inviteret mig til middag for at fejre det. Vi valgte at fejre på Restaurant Cofoco – nok mest fordi jeg har været der en gang før og bagefter havde ævlet løs om stedet i meget rosende vendinger.

Til dem, der ikke kender stedet, går det ud på at man vælger så mange små retter, som man føler for. Det var svært at vælge, men vi endte med:

1. Stenbiderrogn med kartofler og cremet rygeost, som er retten på øverste billede.

2. Håndskåret tatar af okseindelår (den tog vi begge, så vi fik fire retter hver).

3. Kyllingenuggets af Gråsten haner, sennepsmayo og grove fritter.

4. Svinebryst, solbær og rødbede – kunstfærdigt arrangeret, som man kan se på billedet her.

Billede

5. Oksebov med kartoffelmos, trøffel og chips (ja, du læser og ser rigtigt).

Billede

6. Banankage med chokolade-toffee creme og banan-olivenolie-is.

7. Passionsorbet med hvidt chokoladeskum og lakrids.

Billede

Det var en fortræffelig aften – og maden var rigtig fin overordnet set, men desværre blev alt det fine overskygget af en helt bestemt og virkelig bizar hændelse: en metalsplint i min tatar, som jeg fik i munden og nær havde slugt. Jeg havde begejstret spist næsten hele min tatar, som jeg synes var en lækker og frisk start, da det er en kold og ikke krydret ret; den er vel nærmest let, hvis man kan sige det om en ret, der indeholder oksekød..? Men da sidste bid tygges, mærker jeg noget hårdt – og ud spytter jeg et ubestemmeligt stykke metal!

Det var ret ubehageligt og tjeneren spurgte køkkenet, hvad det var, men ingen kunne svare på, hvor metallet kom fra. Tjeneren virkede ikke særlig oprørt da hun undskyldte. Jeg godtog dog undskyldningen, mest fordi jeg ikke ville ødelægge min venindes aften og måske fordi jeg var lidt (meget) paf?!

Resten af retterne ankom da også uden fremmedlegemer, så jeg nød resten af min mad, omend jeg var lidt forsigtig med at tygge! Mine højdepunkter var tataren (pre-metal) og mine nuggets: sprøde og saftige, præcis som lækker kylling skal være! Min veninde syntes stenbiderrognene med rygeostcremen var lækker – og det måtte jeg tage hendes ord for, da jeg selv hader rygeost. Min ragout var også god, men jeg havde lidt svært ved at smage den trøffel retten skulle indeholde. Og chipsene irriterede mig lidt.

Ved desserten var jeg ved at nå bristepunktet og jeg indså hurtigt, at jeg ikke kunne komme igennem. Jeg synes ikke, jeg kan give en fair bedømmelse af desserterne, for jeg var SÅ MÆT på daværende tidspunkt! Men begge to blev spist op, med hjælp fra P, så det tager vi som et gedigent kvalitetsstempel! Men olivenolie-banan-is er ikke noget jeg vil gentage. Det er sjovt nok at prøve, men lad os leave it at that. Men lige så freaky, som jeg synes den is var, ligeså delikat synes jeg passionsfrugtisen var; i det hele taget var passionsfrugtdesserten rigtig lækker.

Restauranten selv anbefaler tre til fem retter – men som en pige med en sund appetit vil jeg dog mene, at det er tæt på umuligt at spise mere end fire retter derinde. Jeg var der i januar og blev dejlig mæt af tre retter, som jeg ikke engang kunne spise op. Denne gang fik jeg som sagt fire retter og ikke nok med at jeg levnede, jeg var ved at eksplodere i et par timer efter besøget!

Hvis Cofoco ikke havde lavet metal-brøleren, ville jeg naturligvis ikke tøve med at komme igen, men efter at have klaget for over en uge siden og ikke have fået andet svar, end at blive sendt videre blandt ansatte i kæden, må jeg nok sige at min tålmodighed er sluppet op. Pisseærgerligt Cofoco.

OPDATERING: Jeg har nu hørt tilbage fra Cofoco, som har spurgt deres slagter hvor metallet kom fra. Der er stadig ingen der ved det, men jeg synes det var fint at de forsøgte. Derudover fik jeg en undskyldning, som virkede oprigtig, så jeg er alt i alt ikke så sur mere 😉