Farvel Suhrs: Top 10 over madoplevelser på højskolen

maarbjerg konkurrence 001I fredags var der afslutningsfest på Suhrs og det har taget mig nogle dage at forstå at opholdet på madhøjskolen er ovre. Allerede nu er et nyt kursus igang og min skole er fyldt med falske kursister… Og derfor fik jeg en øjeblikkelig trang til at lave en top 9 over de fedeste ting, jeg tager med mig fra opholdet på Suhrs Madakademiet.

Min sentimentale Suhrs top 9:

1. Mikkel Maarbjerg, Markus Grigo, Sashiko Kuramoto… vi har haft besøg af helt fantastiske kokkelærere på skolen. Det har betydet, at vi både har besøgt andre landes madkulturer, men også at vi har fået et indblik i gæstelærernes tilgang til mad og arbejdsgangen i et køkken. Det har været superfedt – og sjovt at se, hvordan nogle elever blev småbange for Markus’ måde at være på, mens jeg selv elskede hans lidt kæft-trit-og-retning-agtige måde at undervise på. Dejligt tysk 😉

april, mad 013En af kagekreationerne, som Grigo lærte os at lave.

2. At udbene kylling. Ahh, Frankensteins kylling. At sprætte en fugl op, tage indvolde og knogler ud af en den og derefter fylde den med mad, sy den sammen igen, ovnstege den og så spise den – det må være en af de mest ydmygende måder at blive spist på. Da udbeningen fandt sted, var jeg freaked out og syntes det var overvældende. Men bagefter var det fandme sjovt at tænke tilbage på 🙂

Jeg har desværre ingen billeder, da jeg var albuedyb i død fugl under hele sceancen, men det er nok ret godt, da min fugl blev maltrakteret på det groveste. What can I say, jeg er ikke god til at sy.

Her er dog et link til de skønne Price brødre og deres udbenede kylling – det er faktisk en okay forklaring de har strikket sammen! Og hey, du skal ikke blive ked, hvis du synes det går helt ad helvede til. Jeg brugte nok en halv time på at udbene min kylling. Hastværk er lastværk, så tag dig god tid.

3. At opdage madvarer, jeg ikke kendte eller ikke kunne lide før. Jeg har aldrig kunnet lide oliven. Hvert år har jeg smagt en oliven, kun for at konstatere, at jeg syntes, de var klamme og smagte ad sure tæer. Det ændrede sig fra en måned til en anden. Pludselig på studieturen i Italien fik jeg en oliven, der smagte fint. Jeg prøvede derefter alle oliven jeg kunne finde og jeg kunne lide dem alle! Lidt samme oplevelse har jeg haft med vin – vin og mig har et anspændt forhold, men efter at virkelig have arbejdet på at kunne lide det, bl.a. hos Clou, er der faktisk meget dessertvin jeg kan lide (fx Kabir), en del hvidvin, en smule rose og… nåja, stadig ikke rødvin overhovedet 😉

Så er der ting jeg ikke vidste fandtes. Kålrabi fx. Jeg vidste ikke hvad det var, men på Suhrs smagte jeg det, og det smager fantastisk!

4. Ferrara – jeg elsker italiensk madkultur og spiste som en konge på studieturen, specielt i byen Ferrara. Byen er ydermere Slow Food by, et koncept der handler om, at mad fortjener god tid, særligt når man nyder den – mad skal ikke sluges i bilen på vej til arbejde.

I byen fandt jeg bl.a. denne utroligt gode Bib Gourmand restaurant. Derudover opdagede jeg den fantastiske drik Aperol Spritz, som kom til Danmark bare få uger efter jeg kom hjem fra Italien. Klart et tegn på, at jeg skal fortsætte min Aperol-obsession.

Tjek forøvrigt lige madbladet Gastros miniguide til Aperol-drinks her!

aperol 007All you need is love Aperol.

5. Stop spild af mad. Fuck, man kan spare mange penge og skåne miljøet og redde verden 😉 , hvis man lige tænker sig om og bruger den der lidt rynkede peberfrugt eller sit tørre rugbrød. Det er da også blevet til et par sparetips herinde, fx billigere pesto eller lækkert hjemmelavet ymerdrys.

6. Chokoladekage med blå ost. (I’ll just let that one sink in.)

På skolen havde jeg et fag der hed “Kemien i maden”. En af de sidste gange, skulle vi lave mad-forsøg. Der var en elev, der lavede chokoladefondant med blå ost i. Jeps. Kage med blå ost. Det smagte F-A-N-T-A-S-T-I-S-K. Jeg er lige pt i udviklingsfasen med selv at fremstille dette vidunder og vender tilbage med opskriften så snart den sidder i skabet!

7. At lære at lave sovser! Jeg har aldrig kunnet lave sovs, i den der brune, gængse forstand. Men på Suhrs lykkedes det mig faktisk at lave ikke en, men to velsmagende sovser. Det lyder som en lille bitte ting, men fuck jeg var stolt.

8. Desserthimlen. Vi har fået utrolig meget lækker dessert på skolen, og det har næsten været ligeså sjovt at lave det, som at spise det. Særligt de ting, som jeg skulle lave for første gang og som lykkedes, er noget jeg er glad for. Fx mørdej, fragilite eller macarons. Der er nu stadig ting jeg ikke rigtig forstår. Husblas fx. Jeg har altid lidt haft en angst for husblas, og naturligvis – den ene gang på skolen jeg skal lave en dessert med husblas, bliver den totalt fejlslagen. Men hey, så var der så meget andet dessert man kunne fråde 😉

smushi dessertNuttet dessert fra smushi-temadagen.

9. Mindre kød, mere økologi. Jeg har virkelig fået et nyt syn på den måde vi spiser i Danmark. Det bliver nok en anelse for langhåret til en top 9, men long story short: jeg spiser en del mindre kød nu end før Suhrs, og jeg savner det faktisk ikke. Derudover er der skruet op for økologien – og det behøver ikke være særlig dyrt. Hvis man køber mindre kød, så udligner budgettet sig sgu nok alligevel.

Hmm… Det føles altså lidt fattigt at opsummere hele sit liv i flere uger til et blogindlæg, men det var i al fald et forsøg =) Hvis du sidder derude og er i tvivl om Suhrs er det rette for dig, er du velkommen til at skrive – så skal jeg forsøge at besvare spørgsmål og hjælpe så godt jeg kan.

Mit italienske is-eventyr

Billede

Ta-daaa! Ingen Italienstur uden is! I troede da ikke, I slap for en mundvands-fremprovokerende-og-måske-irriterende-appetitlig udlægning af alle de is jeg fortærede, mens jeg levede la dolce vita i Italien..? Well, no such luck 😉

Jeg elsker is. Jeg E.L.S.K.E.R. is. Den eneste slags jeg ikke kan lide, er den med rosiner i – det er en forvirrende blanding af tekstur, temperatur og … bare føj. Alle andre is er velkomne og mødes med standardhilsnen: Get in my belly! Derfor havde jeg hede drømme om alt det frisklavede, lækre is jeg skulle spise i Ferrara. Jeg havde en ambitiøs plan om at spise is mindst en gang dagligt, ikke besøge samme gelateria mere end en gang, og altid tage nye smagsvarianter, for således at nå pensum rundt. Det ville have resulteret i at jeg havde smagt ti slags is. Men pga vores pakkede program og at jeg også skulle levne plads til “rigtig mad”, endte jeg med sølle tre besøg ved tre forskellige ispushere og nåede derfor ikke min kvote på ti forskellige smagsvarianter. Til gengæld tog jeg tre smage ved sidste besøg, hvor jeg godt kunne se, jeg havde svigtet mig selv, men jeg synes samtidig jeg ville give op med manér. Så hermed kommer min is-guide til Ferrara (og sikkert Italien, da der fandtes et par gode kæder blandt isstederne):

1. L’era Glaciale

Første is fandt vej til min mave fra et lille sted med gode åbningstider – således fik jeg stillet mit fix klokken 23.30..! Stedet hedder L’era Glaciale (frit oversat: ‘Istiden’). Jeg fik en kugle med klassisk chokolade og en med NUTELLA-IS! Chokoladeisen var desværre ordinær, lækker, bevares, men hvornår er chokoladeis ikke det? Jeg tvivler nu også på, at noget kunne have konkurreret med Nutellaisen. O.M.G. Geniales. Hvad skal jeg gøre for at få det indført herhjemme? Alt i alt et tilfredsstillende besøg, særligt til de blot 15 kroner, der er standardprisen for to kugler is i Italien.

2. Bella Mia

Min anden is kom fra Bella Mia – en franchise, som ligger mange steder i Italien. Derfor kan jeg få Bella Mia is igen allerede i juli, når jeg skal til Rom – yay!! Nå, det var det med at fokusere 🙂 Min anden italienske is fik jeg på en skoldhed, vindstille dag: altså en perfekt is-dag! Jeg valgte Nocciola, nødde-is, og Bacio, nødde-choko-is. Nogle ville kalde den sidste en slags Nutella-is og det kan jeg da også godt leve med 😉 Jeg fik også lov at smage nogle af de andre varianter, så jeg kunne bestemme mig. Synes faktisk, pigen i forretningen var vildt flink og servicemindet. Og isen var der ikke en finger at sætte på. Det er den på fotoet øverst. Kan du se, hvor cremet den er? Begge smage var fantastiske og fyldt af smag – og fordi de smagte af så meget, var det faktisk rigeligt med to kugler. Jeg kunne smage de gode råvarer og der var masser af hele hasselnødder i bacio-isen. YUM!

Bella Mia som kæde er måske lidt…. piget? Ved ikke om et gelateria overhovedet kan være butch per definition, men det er som om Bella Mia har valgt at satse lidt mere bevidst på det kvindelige klientel. Der er i al fald pænt og lillat, hehe.

Billede

It’s a marathon, not a sprint. Isspisning på mit niveau er ikke for sarte sjæle.

3. Grom

Min sidste aften i Ferrara måtte jeg erkende, at jeg ikke ville nå mine ti italienske is-smage. Men jeg kunne nå op på syv! Og det skulle ske på gelateriaet Grom, som jeg havde passeret tidligere på dagen, hvor der var en overvældende kø. Det var der ikke klokken 22, og jeg bestilte mine tre smage: chokolade extra noir, creme de Grom og på toppen pompelmo rosa, altså pink grapefrugt. Og nårh ja, så fik jeg tilbudt flødeskum, og hvilken idiot siger nej til det 😉

Som I kan se, var denne is lidt grotesk i størrelsen. Jeg var nødt til at få min ven til at holde isen, for at jeg kunne tage et billede, fordi jeg ikke turde tage chancen med isen i en hånd og kameraet i den anden. Men neejj, hvor jeg nød den is! Grapefrugt-isen var sådan et hit, at min veninde, efter at smage min is, løb ind i butikken og købte noget til sig selv. Men min favorit var Creme de Grom, deres egen unikke is-smag. De beskriver den som “egg cream with biscuits and Teyuna chocolate chips”. Jeg kunne ikke smage deciderede chokoladestykker i isen, men det gjorde mig ikke noget, for den smagte virkelig lækkert. Der var til gengæld relativt store kiksestykker i og de var af en god crunchy kvalitet, måske en Digestive-agtig opskrift?

Grom virker som feinschmeckerens issted. Priserne er lidt højere, indretningen mere strømlinet og så har de nogle smagsvarianter jeg aldrig, aldrig har set før. Pigerne bag disken var rigtig søde til at lade mig smage, og det var et held, for så kunne jeg fravælge en is jeg smagte, som mindede om daggammel risengrød 😀

Jeg kan ikke vælge en favoritis eller et favoritgelateria – men jeg kan sige, at jeg glæder mig endnu mere til at komme tilbage til Italien, nu hvor jeg har oplevet forårets fantastiske iseventyr! Indtil da klarer mig med min Københavnske favorit, Is A Bella 😛 God is-appetit derude!

Se mere om de italienske  issteder her:

http://www.bellamiagelateria.it/en/

http://www.grom.it/eng/index.php

http://www.tripadvisor.dk/Restaurant_Review-g187897-d3645193-Reviews-Gelateria_Yogurteria_L_Era_Glaciale-Livorno_Province_of_Livorno_Tuscany.html

NB: Jeg har ikke kunnet finde en hjemmeside for L’era Glaciale, men I kan tjekke anmeldelserne fra andre byer, deres standard er nok ret jævn landet over.

 

Anmeldelse: Restaurant Ca’ d’Frara, Ferrara, Italien

Billede

Så er jeg hjemme og udhvilet efter ti dages studietur i Italien. Turen bød på masser af fantastisk mad – bl.a. to besøg på Ca’ d’Frara, en restaurant, der er nævnt i Michelinguiden for tredie år i streg! Ja ja, det er ikke helt på niveau med at få en af de vigtige stjerner, men omtale i Michelinguiden er nok til mig – og bestemt også mere tilgængeligt for min pengepung 😉

Mit første besøg på Ca’ d’Frara, i byen Slow Food-Ferrara, var et tilfælde. Vi var en del fra skolen, der havde spottet stedet, og en dag gik en af mine frokostplaner i vasken og jeg tog en tjep beslutning om at tage på Ca’ d’Frara. Og sikken god beslutning! Jeg fik kun en ret og et glas vin, men det var mere end rigeligt til at slå Ca’ d’Fraras kvalitet fast. Stedet havde kun et menukort på italiensk – som de fleste steder i Ferrara – og det gjorde det lidt tricky at vælge. Men hey, jeg har aldrig rigtig fået noget ulækkert mad i Italien, så jeg endte med cannelloni med verdure, altså grøntsager. Så følte jeg mig sikker på, at det ikke ville blive for freaky. Og det var det bestemt heller ikke. Retten kom ind og var så smuk, at jeg næsten ikke havde lyst til at spise den – det er den på fotoet øverst. Jeg synes lidt den ligner det italienske flag med de grønne, hvide og røde farver, og jeg ved ikke om det er tilsigtet, men smukt er det i al fald. Udover den elegante anretning, duftede mine cannelloni afsindigt godt og forventningens glæde voksede i mig. Man kunne nemt være blevet skuffet, men cannellonierne var så pissehamrende afsindigt lækre, at jeg bare nød hver en lille bid, som jeg prøvede at trække i langdrag, så jeg kunne strække oplevelsen 🙂 Cannelloniernes grøntsagsfyld var lækkert og blødt, uden at være udkogt og smasket og den sovs, der lå ovenpå var fyldig og cremet, måske noget fløde-oste-værk? Jeg har svært ved at pinpointe de præcise ingredienser, men det er jo egentlig også ligegyldigt: det var sindssygt godt!

Til min ret fik jeg et glas af husets hvidvin og i forhold til at jeg ikke er så glad for vin, synes jeg faktisk den var lækker, den var ikke for tung – jeg kan ikke have tunge vine. Den duftede forresten helt vanvittigt godt af frugt. Og så kostede den kun 4,5 euro. Hvad sker der for, at man umuligt kan få et godt glas vin til maden herhjemme uden at slippe det tredobbelte beløb?

Nå, alt i alt, var det en fantastisk frokost og jeg snakkede så meget om den bagefter, at tre af mine venner fra skolen ville med derhen næste dag. Der sørgede jeg for at have lidt mere appetit, så jeg kunne smage to retter på den fine restaurant.

Billede

På mit andet besøg besluttede jeg at tage en ferrarask specialitet til min primi og disse gnocchi til secondi. Jeg glemte at tage et billede af primien og det er lidt synd for wow, den var grotesk. Vi var tre der fik den, og en der fik “mine” cannelloni fra dagen før. Og jeg skulle måske bare have gentaget cannelloni-succeen for vores specialitet var sgu… speciel. Det var kort sagt kød, macaroni, svampe og trøffel indbagt i dej, som seriøst smagte af sandkage. Det er ret sjovt at sige, man har spist pasta og kød indbagt i sandkage 🙂 Men det er altså ikke en særlig god idé i praksis (er det en god ide på papiret? Jeg ved det ikke, vi forstod ikke menuen :D)

Til hovedretten havde min veninde og jeg besluttet, at vi ville tage en ret hver og bytte på halvvejen så vi fik smagt lidt mere. Jeg begyndte som sagt med gnocchi, som var lækre og smagte af tomat og skaldyr – men jeg blev først virkelig begejstret, da vi byttede ret og jeg fik denne pastaret:

Billede

I grunden en utrolig simpel ret, hvor der var meget få “rigtige” ingredienser, måske kun tomat, musling, pesto, blæksprutte, og pasta. Men nøørj, hvor smagte den af meget. Den havde et pift af peber, men slet ikke på den måde, hvor man tænker “uf, det er stærkt”, men bare sådan at retten virkede frisk og let. Muslingerne var lækre og pastaen kogt til perfektion.

Mine medspisere var også glade for deres retter – særligt var der en secondi, der bestod af fritteret alt. Friteret blæksprutte, friterede grøntsager – det eneste der ikke var fritteret var dyppelsen, som var en hjemmelavet mayo af en art. Der er nu noget helt særligt over madvarer, der lige har fået en tur i ønskebrønden 😉
Suhrs Italien 033Til maden fik vi denne rubinrød lambrusco – lambrusco er en egnsspecialitet og intet som det klamme sprøjt vi får herhjemme (undskylder det rystede billede, jeg ved ikke hvad der er sket der). Vi havde også – baseret på min frokosterfaring – fortæret en god del olivenolie; brødet var bare en ydmyg og tør olie-transportør. Det virker måske absurd at nævne en restaurant for olivenolien, men den var bare virkelig lækker. Jeg tror også sætningen, “jeg vil helst bare gerne drikke den fra flasken” faldt.

Ca’ d’Frara lavede nogle fodfejl i forhold til en fortravlet tjener og regningbesvær, men hvis man holder fokus på mad og vin, så ville jeg bestemt gerne besøge stedet igen. Det skal bemærkes at man snildt kan få både lækker mad (to retter) og vin for under 200 kroner per mand, og hvor i al verden kan man få det herhjemme, på et sted som Michelin har nævnt? Hvis du kender et sted så sig det lige videre 😉