Anmeldelse: Café Rawsum, Kbh Ø

IMG_1338Jeg er generelt ikke tilhænger af mærkelige foodtrends, som jeg synes rawfood er, men jeg prøver at have et åbent sind, for synes ikke jeg kan have en holdning til noget, jeg ikke har givet en ærlig chance. Derfor spiste jeg for nyligt frokost på Rawsum, en cafe og takeaway cafe på Østerbro. Og jeg må sige at min frokost var utrolig farverig, inspirerende, frisk, sprød og smagfuld! Jeg var virkelig positivt overrasket, specielt fordi mit første møde med rawfood var på Simple Raw og det smagte ganske forfærdeligt og af ingenting. Men da det sted havde fået 5 stjerner i Politiken tænkte jeg jo “ok, de har fået vildt gode karakterer, så det må være et godt billede af rå mad” – men nej, eftersom der er mange niveauer fra den smagløse mad hos Simple Raw og til den supersprøde frokost hos Rawsum. Bizart bedømt af Politiken – måske blev de forblændet af alle de kendisser der er spottet på Simple Raw.

Hvis du faktisk spiser rawfood for smag og sundhed, så vælg dog for faen bare Rawsum – måske er det ikke lige så fyldt med kendisser, men maden er billigere og ti milliarder gange bedre!

IMG_1340Jeg fik en lækker ‘lasagne’ og to slags salater til. Salat er jo ikke specielt mærkeligt i rawfood sammenhæng, men lasagnen var jeg spændt på. Men den var løst godt, med noget cashewnøddecreme som bechamelsovs og squash tror jeg istedet for pastaplader. Overraskende smagfuld og det mættede dejligt og ret længe. Ja, altså hele retten, ikke kun lasagnen 😉 Jeg har virkelig intet at sige dårligt om stedet. Betjeningen var sød og virkelig opmærksom. Man venter lidt på maden, da det laves fra bunden i baglokalet. Så tro ikke at du ka’ få en lynhurtig frokost her, medmindre du ‘nøjes’ med salater fra montren. Jeg er ikke sikker men mener at min mad beløb sig på omkring 80 kr og det synes jeg er fair nok. Det var jo et stort og lækkert måltid trods alt.

IMG_1342Lokalet er lille og du kan kun sidde ved en slags disk og kigge op på den stille vej som Rawsum bor på. Stille, roligt, måske en aaanelse kedeligt… Men igen, man kommer jo for maden, såh… Stedet havde overraskende mange stamkunder, og det giver da mig et indtryk af, at jeg ikke bare var heldig, men at Rawsum helt generelt er awesome 😉
Lille praktisk ting: Adressen er Rosenvængets Allé, i den ende der vender op mod Trianglen. Og der er ikke sent åbent, så stedet er klart til frokost eller meget tidlig aftensmad.

Café-anmeldelse: Krummen & Kagen, København Ø

Billede

Igår startede jeg dagen med en morgenmad på de københavnske børnefamiliernes yndlingssted (næstefter Laundromat selvfølgelig): Østerbro-cafeen Krummen & Kagen, hvor fokus er på hjemmebag af alle slags. Jeg ved ikke, hvorfor det er blevet sådan, men det er virkelig blevet en café, hvor man skal være mindst lidt skruk for at gide hænge ud.

Nuvel, det var hvor N og jeg ville have morgenmad – ikke mindst fordi jeg længe har cravet deres oreo-kage efter at have set den i deres lokkende vindue! Jeg har været der nogle gange før, hvor jeg syntes standarden af morgenmaden og deres kaffe har været rigtig fin, så jeg tøvede ikke denne morgen med at bestille en weekendtallerken til 85 kr, efterfulgt af oreo-kage til dessert 😛 Dem med en mindre sult kan sagtens nøjes med en kanelsnegl til 18 kroner og en gang kaffe (cappuccino og latte er med dobbeltshot og koster 30 kr). Du har masser af valgmuligheder hos Krummen & Kagen.

k&k 006For 85 kroner får man: valgfri kaffe, appelsinjuice, hjemmelavet knækbrød, youghurt med musli og bær, og en bolle med ost, smør og marmelade. Valgmulighederne synes jeg er en charme ved Krummen & Kagen. Du kan vælge hvilken slags bolle du vil have – jeg gik med en grov variant, N med en græskarbolle og jeg var yderst tilfreds med mit valg. Min kaffe blev en latte med dobbelt shot og N fik en chai. Den chai Krummen & Kagen serverer er desværre ikke det jeg forbinder med ægte chai, som jo er en kanelkrydret te. Det de fleste sælger, også Krummen & Kagen, er noget sødt sukkerstads – du har sikkert set det, det hedder David Rio og sælges i kæmpe bøtter..? Jeg synes, den slags falsk chai er ækelt, så jeg var yderst tilfreds med min dejlig varme kaffe 🙂

Morgenmadstallerken var alt i alt god, omend lidt svingende. Fx var det hjemmelavede knækbrød intet hit, mens deres youghurt med musli var en succes, som jeg næsten havde lyst til at bestille en ekstra af. Jeg tror næsten, de må blande deres musli selv, for den var virkelig, virkelig god. Knækbrøddet derimod… uf… Jeg synes ikke rigtig, at det smagte af noget, bare tørt, så jo måske smagte det lidt af pap? N var heller ikke begejstret, da hun ikke synes det var crunchy som knækbrød skal være. Så ud med knækbrødet og ind med noget andet og så har Krummen & Kagen en seriøs god morgenkomplet!

k&k 009

Nå, nu var det jo sådan, at nogen, host host, fik en hjemmelavet kanelsnegl med sin morgenmad og andre ikke gjorde. Og så var det jo at man tog revanche bagefter med denne OREOKAGE til 27 kr. Åh, længe har jeg sukket efter og drømt om dette stykke bagværk – og selvfølgelig kunne den ikke heelt leve op til forventningerne. Ej, det er en rigtig god chokoladekage, men så meget hen ad Oreo, som jeg ønskede og håbede på, var den ikke. Men bestemt en lækker og klæg chokoladekage, der tilfredsstillede chokotrangen. Frostingen var også lækker, og det var nok den der skulle forestille at være det hvide fra oreokiksene, men… ja, som sagt er smagen ikke helt så oreo’et.

Nu synes jeg, det lyder som om jeg ikke kan lide Krummen & Kagen. Det er slet ikke tilfældet. Det er et dejligt sted med hyggeligt bagværk og smilende og dejlig betjening. Og så kan man jo pt. sidde ude (hvis man tør i denne “sommer”) og nyde sin kage – og livet, der passerer på Nordre Frihavnsgade 🙂

k&k 011

Når det bliver for koldt at sidde ude, som det også gjorde for N og jeg, kan du rykke ind i Krummen & Kagens hyggelige, stue-agtige lokale.

k&k 010

Jeg må med skam meddele, at jeg ikke kunne spise op. Heldigvis hjalp N mig med de sidste to bidder.

Anmeldelse: Restaurant No 1, Kbh Ø

Første ret bestod af stenbidderrogn, et smilende æg, sprødt kyllingeskind og brøndkarse
Første ret bestod af stenbidderrogn, et smilende æg, sprødt kyllingeskind og brøndkarse

Igår havde jeg en af de bedste spise-ude-oplevelser i laaang tid. Jeg var på No 1 i Århusgade, som vel er en slags upgraded version af Madklubben eller Cofoco: altså god mad til rimelige priser. Tingen med No 1, skulle det vise sig, var bare, at det var VIRKELIG godt. Stilen er en slags dansk-fransk mad (eksperter er velkomne til at fnyse ad denne muligvis forkerte slutning ;)) med fokus på de gode råvarer og ikke så mange finurligheder. Du kan se, hvad jeg mener her.
Min veninde N og jeg har længe snakket om at tage derhen, men det tog os nogle måneder at sætte dato på – næste besøg vil jeg ikke vente så længe med! Fra vi fik vores bord, til vi glade og mætte gik to en halv time senere, var servicen tårnhøj og jeg følte mig velkommen og veltilpas. Jeg havde forestillet mig, jeg bare skulle have et par retter, men da stedet har en ret fristende tastingmenu, endte vi begge på den. Den består af fire retter valgt af køkkenet til en fast pris på 345 kroner. Det var svært at modstå, efter jeg regnede ud at retternes a la carte pris var tæt på 600 kr i alt. Hvem elsker ikke et godt tilbud – jeg gør i al fald!

(OPDATERING, november 2013: Desværre er menuen nu væk. Tilbage er en 6-retters til 500 kr og en 3-retters til 425 kr!? Øv øv øv. Ikke særlig budgetvenligt mere. Jeg er glad for jeg nåede at besøge No 1 før de skruede prisen op!)

Inden første ret ankom, fik vi en brødkurv med tre slags fremragende brød og saltet smør. Der er ikke en hurtigere vej til nemme point hos mig, end godt brød og smør – og der blev fyldt godt op af de opmærksomme tjenere, som snart spottede breadmonster 1 og 2 i fuld gang!
Derudover var der en snack bestående af hjemmelavet flæskesvær og mayo. Jeg spiser aldrig købeflæskesvær, men når jeg er ude at spise, prøver jeg at være mere åben. Jeg synes stadig ikke om flæskesvær, men No 1’s mayo var fremragende og sværen var så min mayo-transportør 😉
Tastingmenuens første ret var stenbidderrogn og æg, og det var en rigtig lækker ret, som var sommerlig og frisk. Desuden var den jo forbandet pæn. Smagsmæssigt kunne jeg dog ikke se hvad kyllingeskindet bidrog med, men pyt.

Pighvar med porre og mynte
Pighvar med porre og mynte

Herefter fik N og jeg vores fisk – en fin pighvar, omend lidt lille. Men smagen passede perfekt til porrerne, dem kunne jeg snildt have fortæret en bunke af!

Lam med forskellige slags løg og kartoffelmos
Lam med forskellige slags løg og kartoffelmos

Allerede nu var N og jeg temmelig imponerede over niveauet og jeg sad lidt og ventede på en fejl eller noget, der smagte kedeligt. Det kom bare aldrig. Efter pighvaren fik vi den obligatoriske kød-ret. Det bestod af lam med mange slags løg og kartoffelmos står under hovedretterne, hvis man spiser a la carte, mens de to første retter betegnes forretter. Anyhow, jeg var vildt begejstret for retten. Jeg er normalt ikke fan af lam, men No 1 havde fået noget rigtig fint ud af det. Og så fik jeg endelig smagt ramsløg, som der har været så meget snak om, men som jeg stadig ikke havde smagt – det smager jo superlækkert (hvis man, som jeg, elsker alt der smager hen ad hvidløg), så tak til No 1 for det input 😉

Rabarberis og rabarberkompot med youghurt-chiffon
Rabarberis og rabarberkompot med youghurt-sifon

Nu har jeg allerede været lidt inde på det tårnhøje serviceniveau No 1 lagde for dagen – det vil jeg gerne uddybe. Tastingmenuen er jo en fastlagt menu, men N og jeg ville så gerne prøve den såkaldte “Snickers 2006” dessert, som ikke var en del af menuen. Men det var naturligvis intet problem at få byttet den ene rabarber ud med en Snickers 😉 Det var dejligt, for så kunne vi, som de sukkergrise vi er, smage lidt forskelligt. Og begge desserter var rigtig gode! Snickers-desserten var ligesom en nedbrudt Snickers, altså havde desserten forskellige elementer i sig, fx chokolade, peanuts osv. Der var en enkelt komponent, som jeg nu syntes var for salt, men det er virkelig petitesser, i en ellers fantastisk menu. Rabarberdesserten ramte også plet, den var let og syrligsød i smagen – og et godt tip hvis du bestiller den: bland elementerne, når du spiser den. De smagte bedst blandet sammen 🙂

Del-for-del hjemmegjort Snickers
Del-for-del hjemmegjort Snickers

Selv om jeg ved desserten var ret mæt, var det ingen sag at spise op. Det hele var simpelthen så yummy! Vi havde ikke lyst til at gå og bestilte derfor lidt kaffe. Jeg forventede ikke det store, bare helt almindelig snart-hjem-og-sove-kaffe, så jeg blev vildt imponeret da kaffen kom ind sammen med et lille bræt med hjemmelavede godter! Det var den perfekte afslutning på en så hyggelig og appetitlig aften. Regningen endte på sølle 375 kroner per mand, da ingen af os havde lyst til alkohol og kaffegodterne var gratis. Det er sjældent, synes jeg, at der nusses så godt om én, når man spiser på restauranter med fair priser. Long story short: jeg må tilbage igen!

Og så et lille PS. Jeg tager til Italien med Madakademiet for at smovse pasta, pizza og gelato – og så glæder jeg mig til at fortælle Jer om det, når jeg kommer hjem om ti dage! Hav det dejligt derude.

Fra venstre fik vi macarons med saltkaramel, hjemmelavet skumfidus og hjemmelavet fudge. Vores favorit var macaronen.
Fra venstre fik vi macarons med saltkaramel, hjemmelavet skumfidus og hjemmelavet fudge. Vores favorit var macaronen.