Frilandskød er billigere end du tror!

Frilandskød er billigere end du tror! Imorgen skal jeg have fredagslasagne, og i den forbindelse hentede jeg noget frilandsokse hos Guldbergslagteren på Nørrebro. Jeg var chokeret over hvor billigt det er. Vi snakker jo ikke øko, men FRILAND! Der hvor de søde muh-køer går rundt og chiller hele deres liv; og altså dermed en del bedre end øko forhold. Hvad tror I, jeg skulle slippe for 350 gram friskhakket kød? 43 kroner. Sølle 43 kroner. Hvis du køber 400 gram almindeligt oksekød i brugsen eller hvor du nu er, så svinder det så meget, at der nok reelt er mindre end 350 gram, og du har sikkert betalt cirka det samme. Dyrene? De har haft det en hel del dårligere end frilands-dyr har. Jeg går ikke og skaber mig når jeg er ude eller gæst, og fortæller ikke folk hvordan de skal handle ind – men med så favorable priser på frilandskød, vil jeg alligevel lige lave en bette opfordring til at man overvejer sine kød- og handelsvaner. God forlænget weekend til alle!

Veganerforret: Stegt squash med cashewnødde-creme

diverse 026For nogle uger siden havde jeg besøg af Maria, som skulle teste, om jeg havde lært noget på Suhrs 😉 Derfor ville jeg lave tre retter, som var lækre og præsentable, men ikke så avancerede, at jeg skulle stå hele aftenen i køkkenet! Menuen blev en vegansk forret, som bestod af stegte squashruller med cashewnødde-creme. Den havde vi lavet på skolen på en temadag med vegansk mad og det var supergodt. Hovedretten blev tunbøffer med tomatsalat og ærtepuré. Desserten blev hjemmelavet cookiedough-is 😛

diverse 025Det gode ved menuen var, at selvom det tog lang tid (og et uheld med en stavblender, resulterede i at der blev katapulteret nødder rundt i køkkenet), så kunne rigtig meget laves før gæstens ankomst. Isen lavede jeg dagen før, mens resten blev lavet lige inden M ankom. Tomatsalaten og ærtepureen kom på køl og det eneste jeg skulle lave, mens vi faktisk sad til bords, var tunbøfferne og det var jo bare små to minutter i køkkenet.

Her kommer lige opskrifterne på den veganske forret og på hovedrettens ærtepuré – så er der lidt inspiration til dem, der vil prøve kræfter med noget nyt til middagen, fremfor at lave en klassiske steg eller bøffer. Der er også rig mulighed for at eksperimentere med tilsmagning, så man får den smag, man selv synes bedst om – min cashewcreme blev fx ret chunky, mens den på Suhrs var meget fin.

Squash med cashewnøddecreme (4 ruller og lidt rester):

En økosquash

90 gram cashewnødder – USALTEDE

Citronsaft

Hvidløg

Sådan gør du:

Læg nødderne i blød i en skål med rigeligt vand.

Efter en times tid kan du hælde vandet fra, men behold et par deciliter. Det skal du nemlig bruge til at lave nødderne om til nøddecreme.

Det er her jeg kraftigt vil fraråde stavblender og tilråde en ‘lukket’ almindelig blender. Måske var jeg bare uheldig, men små stykker nødder overalt er bare ikke fedt, lige før man får gæster. Blend nødderne med en smule vand. Tilsæt lidt mere af nøddevandet, hvis du ikke synes det bliver cremet nok.

Smag til med salt, peber, citronsaft og pres et fed hvidløg i. Bland godt. Hvis du ikke kan lide hvidløg, undlader du naturligvis bare dette.

Tag et mandolinjern og lav flotte skiver af squashen. Eller hvis du er fattig ligesom mig, så tag en skarp kniv. Det bliver helt sikkert grimmere end med et mandolinjern, men som du kan se, kan man få nogle skiver ud af det som kan bruges. Og du skal jo bare bruge 4 vellykkede skiver.

Put olie på en stegepande (eller bedre endnu, en grillpande) og varm godt op. Steg dine skiver nogle få minutter. Jeg tror mine fik to minutter på hver side. Måske lidt mindre. Husk, du kan altid give dem mere, men du kan sjovt nok ikke samle en smadderkogt squash. Så husk, de må endelig ikke blive for bløde.

Lad dem afkøle lidt og smør så hver skive med nøddecreme, akkurat som du ville gøre med smøreost på brød. Rul sammen og anret som du har lyst til. De holder formen fint og kan derfor godt anrettes inden gæsterne ankommer.

Ærtepuré (rigeligt til 2 personer):

200-250 gram frosne ærter

En lille dl øko A38/ymer/creme fraiche

Lidt ærtevand fra kogning af ærter, hvis man synes pureen er for tyk

Citronsaft

Sådan gør du:

Sæt vand over og salt det. Når det koger, hælder du dine frosne ærter i. Når det kommer op og koge igen skruer du ned for blusset. Tag af efter få minutter. Jeg plejer bare at smage mig frem. De må ikke få for meget, så bliver de smattede.

Hæld det meste af vandet fra, men lad lidt tilbage. Hæld dit syrnede mælkeprodukt i. Blend – enten i en blender eller med stavblender i gryden. Smag til med citronsaft, og evt salt og peber.

Du kan sagtens lave dette lidt i forvejen og endda anrette det, så længe du ikke har det stående fremme i dit køkken i 25 graders varme i halve og hele timer – men dens slags temperaturer er det vist ovre med 😉 Citronsaften gør at farven forbliver flot og grøn.

diverse 027

Hvis du vil have mere vegansk inspiration, så tjek det her. Kristoffer er vegansk kok og en af Suhrs dejlige undervisere.

Anmeldelse: Soupanatural, Kbh N

BilledeEfteråret er vist desværre ved at bide sig fast, men det gode ved det faktum er: SUPPE! Stærk, varm, god suppe, som varmer helt ind i sjælen. Og det gør ligesom efterårets komme lidt mere spiseligt (… get it?) for mig 😀

Igår fik jeg frokost på Soupanatural på Guldbergsgade, hvor jeg i en periode kom rigtig meget. Er aldrig blevet skuffet og det blev jeg heller ikke igår, hvor jeg fik en kraftig chicken gumbo. Gumbo er en slags suppe, der stammer fra USAs sydstater. Jeg har faktisk lavet den selv engang, da jeg tog et cajun kogekursus på aftenskole. Tingen er bare, at det er en smule besværligt, specielt når man er single, på grund af de mange råvarer man skal bruge – det kan være svært at få kål på de mange rester bagefter. Så set i lyset af det, var jeg extra glad for gumbo-gensynet, for det er en skøn suppe, som er totalt undervurderet her i landet. Den mørke farve kommer fra suppens base, som er en roux, altså en mel- og fedtstofblanding, der nuancerer suppens smag og gør suppen ret mørk.

Selv om vi geografisk er langt fra cajunkøkkenet, synes jeg, Soupanaturals bud på gumbo var autentisk og vellykket! Den var rygende varm og med masser af lækkert fyld. Kylling og gulerod, og jeg havde sagt ja tak til frisk persille på toppen. Soupanatural vægter økologi højt og derfor havde jeg ikke kvabbabelser over at få en suppe med kød, for kyllingen i suppen var øko. Mums! Kyllingen gjorde mig også mæt på en rigtig rar måde; jeg forstår faktisk ikke, at nogen kan spise en stor portion suppe hos Soupanatural, hvor man også får to generøse skiver brød gratis med til sin mad. Derudover kommer diverse tilvalg, som fx cremefraiche, alt sammen til en femmer. Min lille model uden tilvalg kostede 61 kroner, hvilket var meget rimeligt, for jeg var glad og mæt i nogle timer – omend jeg synes, deres priser er steget kraftigt i forhold til hvor de var for to år siden. Der var det nemt at få en lille suppe til under en halvtreller, mens det næsten er umuligt nu.

Det gør nu ikke så meget – jeg vil stadig altid gerne spise på Soupanatural, for kvaliteten er bare altid i orden og smagen er i højsædet. Og så er betjeningen skidesød og personlig; min servitrice igår fx forbarmede sig over mig, da jeg manglede en krone til betaling. Så hvis du trænger til noget at lune dig på, så afsted afsted afsted mod Soupanaturals suppe-hule!

diverse 036