Lime og basilikumis – let og lækkert!

BilledeNu hvor sommeren er vendt tilbage for en kort stund, tænkte jeg, at jeg ville dele en af mine bedste isopskrifter med jer. Jeg elsker jo basilikum, så min glæde var stor, da jeg for en syv års tid siden opdagede at man kan putte den i is! Opskriften er en forenkling af en arla-opskrift (oh skræk oh ve) – men jeg synes bare, deres er alt for kompliceret. Dette her er meget nemmere og stjernerne, basilikum og lime, får lov at skinne! Det er nok lidt en voksen-is, da den ikke er så sød som fx vanilleis. Lime-basilikum-isen har en dejlig frisk og let frugtig smag, som er rigtig fin her mens det stadig er lidt lunt i vejret. God fornøjelse!

Ingredienser:

½ liter kaffefløde 9%

100 g flormelis

4 pasteuriserede æggeblommer

2 dl friske basilikumblade (mindre kan også gøre det)

En halv spiseske (eller lidt til) fintrevet øko citronskal

En stor spiseske friskpresset citronsaft

En stor spiseske friskpresset limesaft

Sådan gør du:

1. Bring fløde og flormelis i kog i en gryde. Kog blandingen ved svag varme og under omrøring i ca. 1 min. Tag herefter gryden af varmen.

2. Pisk æggeblommerne sammen i en skål. Hæld halvdelen af den varme flormelis-fløde ned til æggeblommerne og pisk imens. Hæld nu denne blanding tilbage i gryden, hvor du jo stadig har halvdelen af fløden.

3. Varm hele blandingen ved svag varme og under omrøring i cirka 30 sekunder eller til den bliver en anelse tykkere. Det skal ikke koge. Lad væsken køle af. Den behøver ikke være iskoldt, men det skal afkøles mere end bare to minutter.

diverse 015 4. Hæld basilikum, citronskal, citron- og limesaft i en blender og blend ti sekunders tid. Tilsæt isen (eller væsken, om man vil) og blend sammen med resten i ti sekunder til.

diverse 017Sådan ser blandingen ud i blenderen inden den kommer i form og fryser.

5. Kom blandingen i en metalform, fx en klassisk sandkageform. Dæk formen med alufolie og stil i fryseren. Rør i den hver anden time. Efter cirka 12 timer burde der være dejlig is. Alternativt kan du køre den på ismaskine. Så går det selvfølgelig hurtigere 🙂

diverse 018Der er et par småting, der kan gå galt. Fx kunne der ikke skaffes kaffefløde nok, sidst denne dessert skulle laves, så vi blandede vand og piskefløde. Det gjorde, at væsken blev mere fed og det var sværere/langsommere at fryse. Heldigvis bliver det jo aldrig katastrofalt, og efter nok tid er isen frosset og smager stadig dejligt 😛

Dessert-marathon på Suhrs med Markus Grigo

Billede

Undskyld ventetiden, først og fremmest! Det har været en vildt spændende uge – har glædet mig til at fortælle om den, men har først nu haft tid til at fikse min computer. Det er jo svært at blogge uden strøm 😉 Nu hvor jeg er på igen, er jeg glad for at kunne vise jer billederne fra sidste uge på Suhrs Madakademi – en uge der stod i dessertens tegn! Vi lavede kage og dessert i tre dejlige dage, anført af gæstelærer og dessertekspert Markus Grigo. Sidst på finaledagen blev alle kagerne fortæret af hundrede heldige gæster, som havde fået billet til et dessertorgie de forhåbentlig sent vil glemme 🙂 Det var tre fantastiske dage, og jeg elsker elsker elsker jo det søde køkken, så temaet var virkelig up my alley!

Billede

En kort gennemgang af hvad vi lavede: På det øverste billede er det en kokoskage med appelsincreme og jordbær på. Lige ovenover er det en chocolate mud cake. Nedenunder ses de smukkeste små vandbakkelser, også kaldet eclairs, fyldt med kagecreme og solbærmarmelade.Billede Jeg synes virkelig, de var gode – og pæne, ikke mindst, og det skal man ikke undervurdere. Det betyder jo faktisk meget, at den mad vi spiser, ser appetitlig ud. Derudover lavede vi chokolademousse med passionsfrugtssirup (jeg tror snart, jeg laver et sirupindlæg, for hjemmelavet sirup er nemt og lækkert!), hindbærmousse, karamelkurve med ananaskompot, kanelæblekage, lakridskage med estragon-lime-creme… og panne cotta med jordbærcoulis – her er den:Billede

Det var super lærerigt at have sådan en dessert-lover som Markus inde på skolen og jeg skal helt sikkert eksperimentere videre derhjemme med nogle af opskrifterne! En egentlig favorit er svær at vælge, for der var bare så meget godt. Men chokolademousse har altid stået mit hjerte nært og det har de tre dage bestemt ikke pillet ved 😉

Nåh, jeg skal til pandekage-fødselsdag (mit favorit-pandekage-tilbehør? NUTELLA!), så må hellere løbe. Jeg synes vi skal lukke med lidt fine billeder fra kagedagene 🙂

Billede

Masser af lime skulle der i lime-estragoncremen, der kom ovenpå en lakridskagebund.

Billede

Jeg kogte passionsfrugtsirup og skulle løbende smage til. Sikket hårdt arbejde 😉

Billede

Den færdige lakridskage, delikat pyntet med chokolade og ananaskirsebær.