Hyggedag med Cravings mini cupcakes

IMG_1467

Det har seriøst været en episk weekend, madmæssigt. Som om der ikke var nok at smovse i ossobuco og Summerbird fredag, så holdt jeg tøsehygge med et væld af nuttede minimuffins lørdag! (Og senere var jeg til Suhrs middag på Bryggen med fantastisk Beouf Stroganoff og chokoladefondant, men det er en heeeel anden historie). Jeg har jo en “lille” forkærlighed for all things sweet og er ret begejstret for cupcake stedet Cravings på Guldbergsgade. Så da jeg så en downtown deal med 16 minimuffins fordelt på 4 smagsvarianter, måtte jeg slå til. Vi var 4 piger om kagerne og det var passende – omend P, der havde været til brunch, synes der var rigeligt, mens jeg selv synes de var liiige til den mindste side..! Det kommer nok an på, hvor slikken man er 😉

Vi gik temmelig skematisk til værks og spiste hver smag for sig, så vi rigtig kunne bedømme i detaljer 😀 Og kagerne var generelt virkelig lækre – specielt Cravings frosting har en helt fantastisk silkeblød konsistens, som smelter i munden. Der var lidt forskellige favoritter ud af de fire varianter, som var: red velvet, choko/hindbær, gulerodskage og blåbær/hvid choko.

IMG_1465Her kan I se en yndig blåbærmuffin med hvid chokolade frosting. Den var populær, selv om vi godt kunne blive enige om, at man ikke kan skovle megen af den søde frosting indenbords, så her er den lille størrelse perfekt. Der er blåbær i kagen, som I måske kan skimte og det gav et dejligt syrligt pift. Jeg tror muligvis denne kage var min yndlings, måske gulerodskagen (i forgrunden på øverste billede), eller måske uafgjort 😉 Min veninde A var hooked på blåbær/hvid choko og udnævnte den som sin vinder.

Gulerodskagen var populær hele vejen rundt, men ikke specielt nyskabende. Jeg kunne som sagt VIRKELIG godt lide den, men jeg kan også bare virkelig godt lide en god gulerodskage… De andre tre tøser virkede hverken begejstrede eller skuffede. Vi hoppede videre til choko-cupcake med hindbærfrosting og den kage delte vandene!

IMG_1468Bedårende ser den jo ud, men udseende er som bekendt ikke alt, og jeg synes den var for søøøøøøød, alt for sød. Det sjove er faktisk at frostingen, som jeg netop fandt sød, synes B rigtig godt om: “den giver et syrligt pift”… hmm, ja, smag og behag er virkelig individuelt, kan vi konkludere 😉 Hindbærkagen var i al fald B’s favorit.

IMG_1470Den sidste kage var klassikeren Red Velvet, som dybest set bare er en kakaokage proppet med faretruende mængder rød farve – givetvis opfundet før spelt-øko-raw-helvedet brød løs 😉 Den er toppet med en fantastisk frosting som, i al fald når jeg laver den, består af flødeost, smør og flormelis. Cravings var lykkedes rigtig fint med deres Red Velvet, men igen, den spredte hverken forargelse eller begejstring og går måske hurtigt lidt i glemmebogen. Jeg kan lave noget lignende selv, så jah, blæst væk var jeg ikke – men gad godt vide, hvordan Cravings altid får deres frostings SÅ FORBANDET FLØJSBLØD 🙂 Det er superlækkert.

IMG_1463Jeg synes (som sædvanlig) Cravings cupcakes er kvalitet og håndværk på et højt plan – det værste jeg har at sige er, at jeg synes deres ministørrelser er lige minimale nok 😉

Café-anmeldelse: Cravings, København N

Billede

Den anden dag havde veninden P glemt at spise frokost, så hvad var mere oplagt, end at vi tog på kopkage-cafeen Cravings og kom lidt omkring på menukortet 😉 Det blev en skøn dag med kaffe og fire forskellige cupcakes til deling. Først en lille gennemgang af de forskellige kager og derefter af stedet generelt – de har nemlig undergået en fysisk forvandling for nyligt og der er blevet endnu hyggeligere end før! Vi smaskede os igennem:

1. Månedens cupcake – Skildpadde

2. Nutella

3. Rabarber – Hvid choko – Lakrids

4. Jordbær Cheesecake

Dertil fik P en cortado og jeg fik en cappuccino – synet af vores “frokost” var overvældende, lidt dekadent og totalt selvforkælelse:

Billede

Det er lidt svært for mig at vælge en favorit, for efter 2-3 cupcakes ER man bare ikke ligeså lækkersulten, så bedømmelsen tror jeg altid vil falde ud til de første kagers favør. None the less har jeg lidt kommentarer til kagerne.

Vores klare favorit var jordbær-cheesecake, som er kagen med kiksesmulder og et hjerte på toppen. Den var en helt perfekt blanding af sød kage og lidt friskt fra jordbærerne. Frostingen var rund, mild og ja, henad ostekage og en frosting jeg ikke før har fået på en regulær kopkage. Godt tænkt og endnu bedre udført. Superdejlig cupcake! Der var tydelige stykker frugt i og den virkede frisklavet, ligesom alle vores cupcakes.

Vi var nu også ret begejstrede for rabarber-møder-hvid-choko-sagen, omend P påstod der var “for meget hvid chokolade i frostingen”. Arh, hvad? Den må man vist længere ud på landet med 😉 Ej, det er selvfølgelig en smagssag. Jeg var mest bekymret for om lakridsen ville overtage, da jeg ikke er lakridsfan og synes dette lands besættelse med lakrids snart bør dø – men lakridsen smagte kun diskret igennem og det var jo rart for mig 🙂 Også en fin kage med lækker, syrlig rabarber i og altså en topping fyldt med hvid chokolade, som så ikke var for sarte sjæle!

Nå, videre til de to sidste kager: Jeg havde plaget lidt om at få min Nutella cupcake, da jeg har en ting med Nutella, men jeg synes desværre kagen var liiidt for sød. Der var intet modspil til alt det søde og jeg må med skam indrømme, at jeg ikke kunne spise min halvdel op. Det gode var, at der var et blødende Nutellahjerte i midten af kagen! Men da jeg havde spist det, var min fascination af kagen ovre. Med lidt modspil, måske fra espresso, kunne kopkagen dog blive rigtig fin.

Månedens kopkage med Toms Skildpadde var meget sød 🙂 Dejligt med lidt nytænkning og superflot cupcake, som jeg synes så rigtig indbydende ud. Smagen var fin – jeg vil indrømme, at jeg ikke kan bedømme helt ordenligt, da jeg på dette tidspunkt var hopped up on sugar and caffeine! Men jeg synes, det var en gedigen kage med lækker choko-frosting og rigtig skildpadde i. Inde i kagen løb karamelsovsen fra skilpadderne ned igennem og gjorde kagen svampet og fugtig og det var faktisk et fint touch.

Billede

Her kan du se lidt af Cravings nye look. Som sagt har de undergået en lille forvandling og stedet har plads til flere nu – men P og jeg var alene denne skønne lørdag. Det var virkelig en god oplevelse, ikke mindst på grund af dejlig kaffe og kage, men også på grund af de dejlige lokaler og god, opmærksom betjening.

Og hey… så er Cravings stadig bare en milliard gange mere velsmagende, opfindsomt og charmerende end The Evil Empire That Is Agnes Cupcakes. Og med de ord vil jeg hoppe i seng =) Jeg skal nemlig være frisk imorgen, for der skal jeg på fin restaurant. More on that later. Sov godt!