Lam med Mikkel Maarbjerg

Billede

Vi har lige haft to fantastisk lærerige dage med stjernekokken Mikkel Maarbjerg, som kom ud og besøgte os på Madakademiet. Der stod økologisk lam på menuen – vi begyndte simpelthen med et helt lam på 25 kg, som blev parteret af Mikkel lige for næsen af mig (man sidder vel på første række som den duks man er ;)). Dernæst blev stykkerne delt ud i grupperne og vi fik kyndig vejledning til hvad vi fx kunne lave med vores specifikke udskæring. På det øverste billede kan du se, hvor mange forskellige retter der kom ud af vores lam. I min gruppe lavede vi en marokkansk inspireret ret hvor lammet fik selskab af hjemmelavet ras-el-hanout, majroer og haricots verts. Dertil serverede vi chapati og couscous med mandler.

Mikkel var en superfed lærer med masser af gode ideer – og hey, hvem lytter ikke til en person, der har to Michelinstjerner 😉

Billede

Og hvis du nu tænker, “iihh, hvorfor kan jeg ikke få ham Mikkel hjem til mig og lave mad”, så kan jeg kun sige: det kan du da også! I bog-form altså. Mikkel har nemlig været så flink at donere hans nyeste kogebog, “MiddagMiddag”, som er skrevet med long-time makker Nikolaj Kirk. Bogen er supernem at gå til, pædagogisk og enkel – og så har den bare nogle hamrende lækre retter med alt fra skaldyr og fjerkræ og vegetarretter og… 😉

Billede

Bogen er naturligvis signeret 🙂 Nå men, alt du skal gøre, for at hapse denne lækre kogebog til dig selv er at skrive, hvilken ret du nyder allermest om sommeren. Vinderen bliver den, hvis forslag er mest sommerligt, lækkert og bæredygtigt 🙂 Du kan deltage indtil den 11. juli. Glæder mig til at se jeres forslag, som forhåbentlig vil få maven til at knurre! Lykke til!

Billede

En af bogens mange lækre retter – jeg synes denne lyder frisk og sommerlig.

Risteriet – min kaffe-pusher i Indre By

Billede

Indrømmet: jeg har svært ved at forlade Nørrebro, når jeg skal på café. Men når jeg havner i city og har kaffeabstinenser søger jeg oftest mod Risteriet i Studiestræde. Risteriet er både en café og et mikroristeri (den havde I ikke set komme, vel 😉 ) – for at være heeelt korrekt har Risteriet flere cafeer, men når jeg skriver Risteriet, mener jeg den i Studiestræde 🙂

Jeg er kommet der i nogle år og det vil jeg nok blive ved med. Der er ikke så meget pis hos Risteriet. Det er bare kaffe, god kaffe, og masser af den. Ja ja, selvfølgelig kan du få en croissant, men du skal ikke regne med, at Risteriet pludselig brancher out og begynder at servere brunch og den slags café-travere. Fokus er på kaffen – og selv om jeg faktisk ikke selv ved enormt meget om kaffe, kan jeg godt lide, når folk nørder og ved noget om noget, gør sig umage og går op i deres ting.

Billede

Da jeg kom forbi Risteriet idag, nød jeg min kaffe udendørs ved deres små borde på grund af det dejlige vejr, men som regel sidder jeg indenfor. Der er så småt og hyggeligt. Risteriets indretning er virkelig fed og retroagtig, og det er jeg ret begejstret for.

Og hvis du ikke har smagt Risteriets kaffe, så har du den oplagte chance nu: Risteriet sponsorerer nemlig to poser økologiske kvali-bønner til min tusind-views-yay-konkurrence 🙂 Der er tale om to poser med økologiske, ecuadorianske bønner. Du kan læse mere om dem her.
That’s right, peeps, der er simpelthen gratis kvalitetskaffe lige ned i lommeforet, hvis du skynder dig til tasterne og skriver et digt eller rim om mad til mig herinde 🙂
Konkurrencens vinder kåres på søndag!

Hav en dejlig aften derude…

BilledeAargh, søde kopper. Kan. Godt. Styre. Købetrangen.

Sushi, perleplader og mit første blog jubilæum

Billede

Denne søndag har budt på perleplader, fisk, flag og fejring. Umiddelbart er forbindelsen mellem perleflag og perlefisk måske ikke tydelig for dig, men jeg lover at forklare i dette ganske særlige jubilæumsindlæg!

Jeg har brugt søndagen med mine veninder, B og P, og vi har hygget med perleplader og sushi. Masser af sushi! Jeg elsker sushi og jeg vil gerne indrømme: jeg laver ikke særlig meget mad derhjemme for tiden. Mange tror, at når man går på Suhrs, så laver man bare den vilde, imponerende aftensmad i privaten også – men der er sket det modsatte for mig. Jeg tænker, at det nok er ligesom at pædagoger måske heller ikke gider passe børn i deres fritid? Under alle omstændigheder: jeg havde sørget for sushi fra min lokale sushi-pusher, Sushi One, som er godt og megabilligt. (Helt seriøst, tjek det ud, hvis du bor i Nordvest, deres priser er meget rimelige – og når der er et downtown tilbud, sparer du 70% i forhold til sushipriserne i indre by!)

Billede

Perlefisken hilser på sine familiemedlemmer.

Efter en dejlig dag med kreative udfoldelser og lækker sushi i overvældende mængder, tjekkede jeg tilstandende herinde og så at bloggen lige præcis havde rundet tusind views! Det har jeg ventet på i et par dage, da jeg gerne vil lave en jubilæumskonkurrence – og nu skete det så 🙂

Så i anledning af det pæne runde tal afholder jeg nu min første konkurrence! Præmierne er stadig hemmelige, men jeg lover, at det bliver madrelateret og lækkert!

For at være med i konkurrencen, skal du skrive et rim eller digt om mad og sende det til mig. Formen er fri, så alle kan være med – det er bare om at skrive fra madhjertet 🙂 Du kan nemt sende dit bidrag som en kommentar herinde. Konkurrencen løber en uges tid, hvorefter jeg hårdt, men retfærdigt vælger det bedste bidrag og dermed vinderen. Præmierne offentliggøres i løbet af ugen, men de er knaldhamrende gode 😉

Tak fordi I har kigget forbi og tak for en rigtig god første måned!

Billede