Restaurant-anmeldelse: Wokshop, Frederiksberg

IMG_1573Jeg elsker at gå ud og spise en afslappet middag på en stille hverdagsaften. Restaurantbesøg behøver ikke være det helt vilde; lidt luksus indimellem er ikke at fornægte, men der er jo flest hverdagsaftener, så hvorfor ikke hygge lidt på dem? Derfor tog jeg på thai-spisestedet Wokshop i tirsdags. Jeg har spist på Wokshop måske 8 gange og er altid blevet glad og mæt til rimelige penge. Det blev jeg også denne gang. Jeg bestilte en gang oksekød med svampe og grønt til 129 kr og en gang kammuslinger (med asparges, broccoli, svampe og peberfrugt) til 155 kr. Dertil to forskellige asiatiske flaskeøl (4 slags flaskeøl, alle koster 35 kr), som en meget sød tjener hjalp med at vælge!

IMG_1574Wokshop har i mine øjne en effektiv ting kørende, hvor man kan komme ind fra gaden, få et bord og en afslappet og billig middag på under 2 timer. Jeg havde nok håbet på lidt mere plads til privat snak – men der var ret fyldt på denne tirsdag. Nuvel, det skal jo ikke ligge dem til last, at de har nok kunder. Jeg forstår det godt, da jeg synes deres bundniveau er rigtig højt. Det eneste jeg har at udsætte på dette besøg var risene, som plejer at være bedre kogt, men denne gang havde et par smattede, vandede mundfulde. Men hovedrollerne – okseretten og kammuslingerne- var lækre og servicen sød, opmærksom og effektiv.

IMG_1575

Restaurant-anmeldelse: Scarpetta, København N

BilledeI weekenden var jeg på  Scarpetta for måske 8. gang. Jeg har et eller andet med den cofoco-restaurant. Synes, den præsterer lidt over de andre. Der er så hyggeligt og selv om det ikke er gourmet cuisine, så synes jeg det er rigtig fornuftigt til prisen. Og så elsker-elsker-elsker jeg det italienske køkken, som jo er det Scarpetta sigter efter!

Til dem der ikke kender stedet, er konceptet, at man sammensætter sin egen menu ud fra kortets mange mindre retter, som koster mellem 59 og 99 kr. Hvis man ikke orker valgmulighederne, kan man også tage en fastsat menu med 5 retter og så bliver man rigtig, rigtig mæt – til gengæld sparer man penge, da de 5 retter fås for 250 kr, mens en enkelt, selvvalgt menu af 3 retter koster cirka det samme. Og vi danskere elsker jo at spare 😉

Mig og min medspiser, foodieveninden M, havde nu ikke lyst til 5 retter, så vi valgte præcis det vi ville, omend vi “kun” fik 3 retter for lidt under 250 kr hver. Til at begynde med fik vi begge pasta med tomat og kammusling, som du kan se øverst – den var rigtig lækker og kammuslingen havde fået præcis nok og var hverken smattet eller gummiagtig. Pastaen var til den lidt hårde side, men fair nok, autentisk italiensk pasta skal vist have det der al dente bid 🙂

Billede

Til anden ret havde M bestilt denne fine minipizza, som jo dybest set var en margarita – men til forskel fra en fedtet pizzaria-pizza, var denne lavet af reelle råvarer. (Forresten kortets billigste ret og den eneste til 59 kr)

Imens nød jeg denne gulerodsravioli med kanin og salvie:

Billede
En afsindigt lækker ret, måske bare lidt lille. Gulerødderne var søde og delikate, salvien var fyldt med smag og kaninen saftig og helt perfekt. Til dem, der ikke har fået kanin, kan man sige det smager lidt af… kylling. I know, total kliche, men jeg ved ikke hvad det ellers kan sammenlignes med.

Min tredie ret var en pizza, men M ville hellere have dessert som afslutning, så hun nød en tiramisu (til 69 kroner. Jeg forstår ikke cofocos dessertpriser!), mens jeg nød min sidste ret, pizza med masser af god ost, kartoffel og rosmarin.

scarpetta & aperol 006

Pizzaen var godt saltet og det ELSKER JEG. For nogle vil det dog være for voldsomt, men for mig var det mums med mums på 🙂 Til maden havde jeg drukket vand (ad libitum til 20 kr) og M fik et glas ripasso; og jeg er nødt til at kommentere på at vi har nogle afsindige vin-priser i Danmark. I Italien koster et almindeligt glas vin på restauranter sjældent over 50 kr – hos Scarpetta tager de 90 kroner for et glas og det er uden en smagsprøve! Nærigt… Heldigvis kunne M godt lide sin rødvin.

Efter maden nuppede jeg en dessert i form af en cappuccino, som smagte godt igennem af kaffe. Jeg cyklede hjem både glad og mæt – og knap 300 kr fattigere. Jeg tror nu ikke man ville være mæt efter tre retter, hvis man ikke gik til brødkurven med stor entusiasme. Men det gjorde M og jeg, så vi fik nok mad 😉 Ej, de har virkelig lækkert brød hos Scarpetta, så det er synd, de ikke er så gode til at fylde brødkurven op.  Bortset fra det, synes jeg, der var god service, som sædvanligt. Tjenerne er smilende, selv om de har travlt og man får et indtryk af, at de hygger sig.

Scarpetta har alle mulighederne for at gå fra rigtig fint til supergodt. Jeg vil foreslå bedre vin-service, gratis/billigere vand og mere obs på brødkurvene – just a suggestion 🙂

Anmeldelse: Restaurant Clou, Kbh K

Billede

I onsdags var jeg endelig på Clou, efter at have fantaseret lææænge om et besøg i den lille, fine restaurant! Clou er et sted, som mange er ved at få øjnene op for. De er bl.a. nomineret til “årets bedste ret” i AOKs kåring (kategori “land”). Derudover er de meget passionerede omkring vin – den spiller en mindst ligeså stor rolle som maden. Den slags ville ikke have rørt mig pre-Suhrs, men efter en fantastisk vinsmagning hos Clou i maj, følte jeg mig overbevist om, at de nok skulle kunne finde noget vino, som passede til min mad og som jeg ikke ville rynke på næsen ad. 

Og jeg må sige at vores tjener overgik forventningerne. Jeg valgte ret hurtigt tre retter (som jeg naturligvis vender tilbage til), men pga. min manglende vin-viden, måtte jeg jo spørge om hjælp, velvidende at tjenere ofte råder mig til en vin, jeg så ender med at give væk, når den alligevel ikke falder i min smag. Men på Clou er det anderledes. Tjeneren var tydeligvis interesseret i at finde noget vin jeg kunne lide og efter lidt snak og smagsprøver på to vine (store smagsprøver!), valgte jeg en Riesling til 75 kr til at starte med. Den gik, fik jeg at vide, faktisk fint an til både min forret og hovedret, og så følte jeg mig ikke så dum, som jeg ellers altid gør med hensyn til vin.

Til forret fik både min veninde K og jeg det samme: ravioli med gedeost, dild og balsamico, som afbildet øverst. Der var også nogle flere ting, men jeg har glemt hvad det var – jeg kan mest huske, at det smagte fantastisk og så kostede den faktisk kun 100 kr, hvilket forekommer mig billigt for sådan et lille kunstværk. Dernæst fik K sin hovedret, som var kammusling og asparges: Billede

Jeg smagte ikke på retten men K’s smagsløg er tusind gange bedre end mine, og hun sagde det smagte glimrende, så det bør du stole mere på, end hvad du ellers læser herinde 😉 Selv fik jeg en ret, jeg simpelthen har været småbesat af: saltet torsk og søpindsvin-bisque! For hvordan i hulen får man noget lækkert ud af søpindsvin? Tanken har fascineret mig længe og jeg synes bare, det er pissesejt at lave gourmetmad ud af et stikkende havdyr.

Billede

Sådan tog torsken og søpindsvinet -altså i flydende, orange form- sig ud og retten smagte HIMMELSK. Den saltede torsk havde fået en anderledes, fastere konsistens af saltningen, som gjorde at den, i mine øjne, var lækrere, da jeg ellers normalt synes torsk er en lidt kedelig, smattet spise. Tilbehøret med citron, små løg og søpindsvin-bisquen var så delikat, at det er virkelig sølle at prøve at gengive med ord. Tag derind og smag det, mens du kan! 

Den Riesling som jeg valgt til, med kyndig vejledning og gavmilde smagsprøver som sagt, passede rigtig fint til begge retter. Da jeg var færdig, kom tjeneren pludselig over og åbnede en dessertvin (Philipp Kuhn, Rieslaner, 2012) og hældte et glas op til os begge, fordi han lige syntes vi skulle prøve og se om det var noget til den forestående dessert – det var underforstået, at det var på husets regning. K syntes den var for sød, men jeg ELSKEDE den og fik dermed to glas utroligt god vin smidt lige i nakken. Det kalder jeg sgu service. Og så kom vores desserter ind – K havde bestilt rabarber og lakrids; jeg selv havde valgt chokolade, mint og malt.

Billede

K kunne godt lide sin dessert, men jeg kan ikke lide lakrids, så derfor syntes jeg sjovt nok ikke så godt om den. Jeg smagte også på yoghurt-isen, som var fin men… alt i alt var desserten ikke sød nok til min smag. Men for K var det perfekt, da hun ikke kræver sukker i samme grad som jeg. Og derfor var det jo super, at min dessert smagte lækkert, gennemtrængende og sødt af chokolade!

Billede

Min dessert var, som man kan se, en variation over chokolade og konsistenser. Der var chokolade-malt-is øverst, tyk tyk chokoladecreme under, chokoladekegler og jeg kunne blive ved. Den friske mint var genial til chokoladen og den smagte virkelig igennem. En perfekt afslutning på en aften med raffineret mad og et tårnhøjt serviceniveau, hvor jeg fik, ikke en, men TO vine jeg kunne lide. Det er altså en cadeau til tjeneren, at han kunne please mine barnlige vinpræferencer. Til rødvinselskere kan jeg fortælle, at K fik hjælp til at finde en rødvin, hun syntes rigtig godt om (den var på 15%!), så også det er der styr på 😉

Jeg synes ikke rigtig, der kan siges noget dårligt om aftenen på Clou. For cirka 500 kr får du tre retter (dog uden kød, men fisk/vegetarisk), lækker vin og kyndig vejledning – og så har jeg slet ikke nævnt det uhyre lækre brød og smør de har derinde. K og jeg fortærede smør i størrelsesordenen “knyttet næve”. Det er altså bare godt. Glemte desværre at fotografere det, da jeg havde for travlt med at støvsuge brødkurven 😉 

Konclousionen er: jeg skal tilbage på Clou!

Billede

Et til foto af min dessert, bare fordi.

Billede

Jeg døber dig Vin.