Tuc Pecan Pie – En nem, autentisk sydstatstærte

BilledeI fredags fik jeg en gæst, som har en meget sød tand, ligesom mig. Det gav mig en herlig undskyldning for at bage – yay! Derfor gik jeg i gemmerne og fandt en tærteopskrift fra dengang jeg tog et cajun madlavningskursus. Cajun betyder mad fra de amerikanske sydstater og deres køkken har en masse spændende retter. Fx denne her Ritz Pecan Pie – en tærte med pecannødder og den amerikanske kiks Ritz (eller under danske himmelstrøg med TUC kiks). Den har en ret skøn karamelagtig smag og så antydningen af det salte. Mums!

Det er ikke nemt at skaffe Ritz kiks herhjemme, men de kan nemt erstattes med TUC kiks. Denne opskrift er altså modificeret efter at jeg nu ikke har adgang til alle de særlige cajun madvarer, jeg havde på det kursus dengang 🙂 Men kagen er lækker og supernem uanset hvad, så det er bare om at komme igang!

Ingredienser – cirkamål, de kan justeres efter smag:

80 gram pecannødder

55 gram TUC kiks / Ritz, smuldret til ret små krummer

2,5 æggehvider (dvs. to bægere af de pasteurisede hvider man kan få)

2 dl sukker

1 teske flydende vanilleekstrakt

NB: Bruger du Ritz kiks, tilføj da en lille teske salt til dejen, da TUC er mere salte end Ritz

Tilbehør: Kan spises alene eller med flødeskum eller vanilleis

IMG_1486 Sådan gør du:

1. Knus dine kiks til ret små krummer, som man forhåbentlig kan se på billedet ovenfor.

2. Hak dine pecannødder groft. De opskrifter jeg fandt, bruger dem hele, men jeg vil fortrække grofthakkede fremover. Bland kiks og nødder.

3. Pisk dine æggehvider meget stive. Husk at skål og piskere skal være pinligt rene, da hviderne ellers måske ikke kan stivne.

4. Fold sukker og kikse-nøddeblanding ned i hviderne. Tilsæt vanilleekstraktet. Bland ingredienserne, men ikke sådan at du pisker i vildskab. Det skal bare lige vendes rundt.

5. Smør en tærteform og hæld dejen i. Bag i en halv time ved 175 grader. (Hold øje! Min var på vej til at få for meget, trods der kun var gået 30 minutter – kagen skal være gyldenbrun og lidt mørkebrun går også an, men ikke mere end det)

6. Skal der flødeskum til? Lad kagen køle lidt, mens du laver flødeskum af 2,5 dl piskefløde. Det burde være rigeligt 🙂

IMG_1487Sådan ser kagen ud på vej ind. Det er ikke en pæn kage! 

IMG_1505Mmm, det er altså bare en hyggelig tærte. Den er nem og ret anderledes, så den er især god, hvis du gerne vil give dine gæster en lidt ny oplevelse. Og så bliver den næsten bare bedre af at stå, så du kan godt lave den i god tid 🙂 Teksturen er jeg ret vild med, den er sådan lidt chewy. Netop derfor er det også lækkert med en kontrast i tilbehøret – i form af fløjsblød is eller flødeskum.

Hyggedag med Cravings mini cupcakes

IMG_1467

Det har seriøst været en episk weekend, madmæssigt. Som om der ikke var nok at smovse i ossobuco og Summerbird fredag, så holdt jeg tøsehygge med et væld af nuttede minimuffins lørdag! (Og senere var jeg til Suhrs middag på Bryggen med fantastisk Beouf Stroganoff og chokoladefondant, men det er en heeeel anden historie). Jeg har jo en “lille” forkærlighed for all things sweet og er ret begejstret for cupcake stedet Cravings på Guldbergsgade. Så da jeg så en downtown deal med 16 minimuffins fordelt på 4 smagsvarianter, måtte jeg slå til. Vi var 4 piger om kagerne og det var passende – omend P, der havde været til brunch, synes der var rigeligt, mens jeg selv synes de var liiige til den mindste side..! Det kommer nok an på, hvor slikken man er 😉

Vi gik temmelig skematisk til værks og spiste hver smag for sig, så vi rigtig kunne bedømme i detaljer 😀 Og kagerne var generelt virkelig lækre – specielt Cravings frosting har en helt fantastisk silkeblød konsistens, som smelter i munden. Der var lidt forskellige favoritter ud af de fire varianter, som var: red velvet, choko/hindbær, gulerodskage og blåbær/hvid choko.

IMG_1465Her kan I se en yndig blåbærmuffin med hvid chokolade frosting. Den var populær, selv om vi godt kunne blive enige om, at man ikke kan skovle megen af den søde frosting indenbords, så her er den lille størrelse perfekt. Der er blåbær i kagen, som I måske kan skimte og det gav et dejligt syrligt pift. Jeg tror muligvis denne kage var min yndlings, måske gulerodskagen (i forgrunden på øverste billede), eller måske uafgjort 😉 Min veninde A var hooked på blåbær/hvid choko og udnævnte den som sin vinder.

Gulerodskagen var populær hele vejen rundt, men ikke specielt nyskabende. Jeg kunne som sagt VIRKELIG godt lide den, men jeg kan også bare virkelig godt lide en god gulerodskage… De andre tre tøser virkede hverken begejstrede eller skuffede. Vi hoppede videre til choko-cupcake med hindbærfrosting og den kage delte vandene!

IMG_1468Bedårende ser den jo ud, men udseende er som bekendt ikke alt, og jeg synes den var for søøøøøøød, alt for sød. Det sjove er faktisk at frostingen, som jeg netop fandt sød, synes B rigtig godt om: “den giver et syrligt pift”… hmm, ja, smag og behag er virkelig individuelt, kan vi konkludere 😉 Hindbærkagen var i al fald B’s favorit.

IMG_1470Den sidste kage var klassikeren Red Velvet, som dybest set bare er en kakaokage proppet med faretruende mængder rød farve – givetvis opfundet før spelt-øko-raw-helvedet brød løs 😉 Den er toppet med en fantastisk frosting som, i al fald når jeg laver den, består af flødeost, smør og flormelis. Cravings var lykkedes rigtig fint med deres Red Velvet, men igen, den spredte hverken forargelse eller begejstring og går måske hurtigt lidt i glemmebogen. Jeg kan lave noget lignende selv, så jah, blæst væk var jeg ikke – men gad godt vide, hvordan Cravings altid får deres frostings SÅ FORBANDET FLØJSBLØD 🙂 Det er superlækkert.

IMG_1463Jeg synes (som sædvanlig) Cravings cupcakes er kvalitet og håndværk på et højt plan – det værste jeg har at sige er, at jeg synes deres ministørrelser er lige minimale nok 😉

Dessert-marathon på Suhrs med Markus Grigo

Billede

Undskyld ventetiden, først og fremmest! Det har været en vildt spændende uge – har glædet mig til at fortælle om den, men har først nu haft tid til at fikse min computer. Det er jo svært at blogge uden strøm 😉 Nu hvor jeg er på igen, er jeg glad for at kunne vise jer billederne fra sidste uge på Suhrs Madakademi – en uge der stod i dessertens tegn! Vi lavede kage og dessert i tre dejlige dage, anført af gæstelærer og dessertekspert Markus Grigo. Sidst på finaledagen blev alle kagerne fortæret af hundrede heldige gæster, som havde fået billet til et dessertorgie de forhåbentlig sent vil glemme 🙂 Det var tre fantastiske dage, og jeg elsker elsker elsker jo det søde køkken, så temaet var virkelig up my alley!

Billede

En kort gennemgang af hvad vi lavede: På det øverste billede er det en kokoskage med appelsincreme og jordbær på. Lige ovenover er det en chocolate mud cake. Nedenunder ses de smukkeste små vandbakkelser, også kaldet eclairs, fyldt med kagecreme og solbærmarmelade.Billede Jeg synes virkelig, de var gode – og pæne, ikke mindst, og det skal man ikke undervurdere. Det betyder jo faktisk meget, at den mad vi spiser, ser appetitlig ud. Derudover lavede vi chokolademousse med passionsfrugtssirup (jeg tror snart, jeg laver et sirupindlæg, for hjemmelavet sirup er nemt og lækkert!), hindbærmousse, karamelkurve med ananaskompot, kanelæblekage, lakridskage med estragon-lime-creme… og panne cotta med jordbærcoulis – her er den:Billede

Det var super lærerigt at have sådan en dessert-lover som Markus inde på skolen og jeg skal helt sikkert eksperimentere videre derhjemme med nogle af opskrifterne! En egentlig favorit er svær at vælge, for der var bare så meget godt. Men chokolademousse har altid stået mit hjerte nært og det har de tre dage bestemt ikke pillet ved 😉

Nåh, jeg skal til pandekage-fødselsdag (mit favorit-pandekage-tilbehør? NUTELLA!), så må hellere løbe. Jeg synes vi skal lukke med lidt fine billeder fra kagedagene 🙂

Billede

Masser af lime skulle der i lime-estragoncremen, der kom ovenpå en lakridskagebund.

Billede

Jeg kogte passionsfrugtsirup og skulle løbende smage til. Sikket hårdt arbejde 😉

Billede

Den færdige lakridskage, delikat pyntet med chokolade og ananaskirsebær.

Mine yndlingscookies – med chokolade, farin og havsalt

Så er påsken slut… Jeg håber, I har nydt den ligeså meget som mig? Jeg har godt nok slet ikke “påsket” med gækkebreve og påskeæg, men mere bare nydt at have fri – ikke mindst fordi dagene har været fyldt med lækker mad, fest og søde venner! Alligevel er jeg ret glad for at ferien er slut for så kan jeg komme videre med mit madlavnings-højskoleophold og jeg er rigtig tændt på at lære mere! Elsker simpelthen at lære nye retter, men det er også godt at have nogle ting i baghovedet, som man ved, man allerede mestrer: og sådan en favorit fra “gamle dage” ville jeg lige dele med jer her til aften 🙂

Min bagefortid fornægter sig ikke – I får nemlig min bedste opskrift på chokoladecookies! De er så forbandet lækre 😉

Billede

Kvadratisk, praktisk, god 🙂

Der er en grund til deres måske ukonventionelle form; den får I nederst.

Indkøbsliste (ca 18 cookies):

130 gram mel

En stor teske bagepulver

En halv teske groft salt

140 gram smør

125 gram brun farin

Et æg

En teske vanilleekstrakt (kan undlades)

100 gram hakket 70% chokolade

110 gram sukker

Flagesalt

Nu er du klar til at lave disse himmelske treats!

1. Hak chokoladen og stil den væk. Rør mel sammen med bagepulver i en skål. Tilsæt groft salt.

2. I en anden skål pisker du smør, sukker og brun farin sammen. Det skal være let og luftigt.

3. Tilsæt vanille, hvis du har valgt at bruge det. Ellers tilsætter du bare ægget til smør-sukker-massen. Pisk.

4. Tilsæt melblandingen lidt ad gangen – rør løbende sammen så dejen bliver fin og lind. Smag evt på dejen – hvis den ikke smager godt på nuværende tidspunkt, er der noget heeelt galt.

5. Vend den hakkede chokolade i.

6. Dæk en bradepande med bagepapir. Lav kugler af dejen – golfboldstørrelse er perfekt. Placer dem på papiret. Nu til det lille pift, som gør disse cookies SÅ AFSINDIGT LÆKRE! Det salte. Jeg bruger lækker flagesalt fra Maldon og knuser det lidt mellem fingrene. Der skal et lille drys på hver golfbold. NB: Gå ikke amok. Det ER superlækkert med det salte og det søde sammen, men det er bedre, at der er lidt for lidt salt end for meget, så hvis du er i tvivl om der skal mere på en kage, så ville jeg sige “stop” 😉

7. Nu er du klar til at bage! Jeg kan kun køre 9 kugler ad gangen i min ovn, da jeg kun har plads til en bageplade. Det ser ud som om, der er god plads på pladen, men det er der ikke, kagerne splatter nemlig totalt ud når de får varme! Hvis du har plads i din ovn, burde der ikke være et problem i at køre to plader på en gang, men det har jeg ikke selv erfaring med.

8. Bag i et kvarters tid ved 175 grader. Mange ovne har totalt forskellig bagetid, så hold øje med dine kager! Mine er dejlig halvbagte, som jeg foretrækker, efter et kvarter, men hvis jeg ville have dem supersprøde, skulle de have lidt mere. Men hey, er der noget bedre end sådan en mushy-stadig-lidt-dejet-smeltet-chokolade-cookie!?

9. Det er jo her de kloge siger, at kager skal afkøle på en rist. Det gør mine kager langt fra altid og jeg kan seriøst ikke se problemet – jeg synes de bliver fine, uanset hvad de afkøler på!

10. Bed til at du har dej til overs (jeg har altid en del tilbage, fordi min ovn jo er så bette). Pak det klar til at komme i fryseren. Denne dej er den bedste snack at hive ud af fryseren! Jeg gemmer altid med intentionen om at bage resten, men ender altid med at spise restdejen med en ske direkte ud af fryseposen, som en slags is.

Jeg havde jo lovet en forklaring på mine kagers alternative udseende: Det der sker, hvis man vil have perfekt cirkulære cookies er (i min ovn i al fald), at hvis dejen får nok plads at flyde ud på, bliver dejen også tyndere og så bliver kagerne helt gennembagt. Det er jeg ikke så vild med, for jeg elsker når cookies har et lidt dejagtigt centrum – og det får jeg ved at sætte mine dejkugler så tæt ved hinanden, at kagerne ikke kan flyde helt ud, men bliver bremset af hinanden 🙂 Og det går altså som en leg lige at brække ens nybagte cookies fra hinanden, så man ikke skal spise en hel sammenhængende kæmpecookie, hæhæ.

God appetit!