For noget tid siden proklamerede jeg, at jeg havde fundet Københavns bedste burgerrestaurant og nu kommer anmeldelsen så endelig (det har været nogle solrige, blogfri uger): Grillen på Nørrebro! Har været to gange på den relativt nye burgerrestaurant og kan ikke vente med at komme tilbage, for de fire burgere, der er blevet serveret indtil nu (2 til mig, 2 til medspiser) har været virkelig godt tilberedt og med masser af god smag. Vi har smagt på vegetarburger, kyllingeburger, almindelig burger og en mexi burger (eller hvad skal man kalde sådan en fætter med guaca, salsa og deslige?) og jeg har lyst til mere!
Grillens koncept er, at du vælger burger, fries og dyppelse, meget klassisk og velkendt for den type mad – desuden har Grillen et twist, som går ud på, at du kan fravælge brød helt og aldeles, eller fjerne overbollen. Jeg benytter mig selv af sidste mulighed, da jeg ikke kan spise Grillens generøse portioner op og hader at se mad gå til spilde. Uden overbolle kan jeg NÆSTEN spise op og det er rigtig fedt. Og de helt carb-forskrækkede kan fravælge brød i burgeren fuldstændigt.
Udover små 10 typer burgere (nogle lyder mere appetitlige end andre… hvorfor ville man fx bestille en Mac&Cheese burger?), står valget mellem de tre slags fries: curly, chili og grove. Jeg har smagt curly og grove og vil anbefale de grove. De curly bliver for spidse for mig og river mig lidt i ganen. Me no like. De grove synes jeg til gengæld var gode og så skal jeg huske at nævne Grillens ganske fine dyppelser, der så vidt jeg husker tæller tre varianter, nemlig aioli, estragonmayo og chilimayo. Alle tre smagte dejligt, men min favorit er estragonvarianten.
Til en enhedspris på 89 kr for hele baduljen, kunne jeg ikke ønske mig mere. Og så serverer Grillen gratis isvand! Dét er sgu i orden – helt som det burde være, men da det jo desværre sjældent sker i Kbh, må jeg jo lige give Grillen den ekstra cadeau de fortjener for noget, der burde være en selvfølge. (Note: Ved besøget idag, 16.maj, kostede vandet så en femmer. Jeg er forvirret..)
Hovedrolleindehaverne, burgerne, har som sagt været rigtig saftige, lækre og gode hele vejen igennem. Jeg har før oplevet at noget basalt, som at stege bøffen korrekt, har voldt problemer på andre burgersteder, men på Grillen synes jeg det lykkes – med alle slags bøffer. Min bror fik en vellykket vegetarburger, hvor bøffen var en portobello svamp, og jeg selv har forsøgt mig med kylling og okse. Begge dele var godt stegt, især roser for den saftige, saftige kylling, som jo altså mister al charme når den er tørstegt. Oksen bad jeg om at få medium og det var, hvad jeg fik. Thumbs up.
Jeg synes også Grillen har nogle søde tjenere, som i stressede perioder, har hovedet lidt under armen, men det hele lykkes jo til sidst. Det vigtigste for mig er at få mad, god mad, indenfor en timelig tidsramme og det får jeg, omend der nogle gange er nogle tjenere, hvis ansigtsudtryk er rimelig lost.
Min eneste anke – jeg synes lige det hele blev lige vel optimistisk og det går jo ikke 😉 – er indretningen, som er MEGET mørk. Der er virkelig, virkelig mørkt. Det er måske stilen og helt bevidst, men pænt synes jeg ikke der var.
Inspirationen er helt klart hentet fra over there, men de har vel også lys i USA? Anyhow, det ændrer ikke på, at Grillen totalt overbevisende har overtaget førstepladsen som min yndlings burgerrestaurant i Kbh. Den bedste burger – burger i sig selv, uden tilbehør- er stadig Madklubbens, men jeg gider sgu ikke tage på Madklubben for at få en burger uden fries – så vil jeg hellere på Grillen og have alt hvad der hører sig til: milkshake (lavet på is og ganske fin smag), fries, hele svineriet.
Hvad er dit yndlingsted i København til burgere?
PS. Har lige opdaget at Grillen har indført frokost tilbud, hvor burger, fries og dyppelse fås for sølle 69 kr. Hvor heldig har jeg lov at være. Tilbuddet gælder alle hverdage fra klokken 12 -16.
Skru op for lyset, jeg vil gerne se hvad jeg spiser, Grillen!