Pasta carbonara – Stop Spild af Mad style

carbonaJeg var carbonarajomfru indtil denne weekend, hvor jeg til min egen overraskelse lavede en vellykket pasta carbonara for første gang. Og en superfed bonus var, at jeg opdagede at carbonara er en rigtig god Stop Spild af Mad ret; du kan sagtens justere på mange af ingredienserne, og derfor er det oplagt restemad. Jeg kastede mig faktisk også kun ud i den, da jeg blev opmærksom på, at jeg kun manglede parmesan. Her kommer en opskrift baseret på mine rester, men nedenunder opskriften vil jeg komme med alternativer til mine råvarer.

Pasta Carbonara – til 2

Ingredienser:

Et løg

Et fed hvidløg

150 gram bacon

30-40 gram parmesan

En slat minimælk (vil tro det var cirka 1 dl)

4 æggeblommer, svarer til 2 bægere

200 gram pasta

Godt med friskkværnet peber

Et nip revet muskatnød

Sådan gør du:

1. Snit løg og hvidløg fint. Skær bacon ud i små stykker, hvis den ikke allerede er sådan.

2. Sæt pasta over.

3. Steg løg, hvidløg og bacon i lidt olivenolie og masser af frisk peber. Tag det af varmen, hvis det bliver færdigt, før pastaen (det gjorde det med mig).

4. Riv parmesan ret fint. Bland æggeblommer, mælk og parmesan og revet muskatnød i en skål.

5. Når pastaen er færdig, hældes vandet fra, og umiddelbart efter hældes ægge-oste massen direkte ned i gryden til den varme pasta. Rør rundt. Tilføj bacon-løg massen. Rør rundt indtil det hele har samlet sig og det ligner carbonara.

Så er der serveret! Kan det blive nemmere? Eller for den sags skyld hurtigere? Tror det ikke. I forhold til madspild lovede jeg at komme med alternative ingredienser til retten, så du slipper for at handle ind og istedet kan gå direkte i køkkenet 🙂 Nu brugte jeg æggeblommer, men der er mange der sværger til hele æg, og her kan du bytte om i forholdet 4 blommer til 2 æg. Jeg brugte mælk fordi det var det der var, og fordi jeg ofte ender med at have fløderester jeg ikke kan bruge – så i Stop Spild af Mads ånd forsøgte jeg at undgå det, ved at holde mig til mælk. Det smagte dejligt og ikke som en vandet lightudgave. Er du vegetar, kan du droppe baconen og lave retten med champignon – eller du kan selvfølgelig også som kødspiser tilføje svampene, hvis du er til det. En rest persille kan garnere retten flot, hvis du alligevel har det.

Det er bare sådan en hyggelig ret, især til at sidde med i sofaen en fredag aften og se film. Mmm, jeg elsker seriøst carbs – forstår ikke dem, der har bandlyst pasta. Jeg ville få en depression, hvis jeg ikke kunne få et kulhydrat-fiks i al fald hveranden dag 🙂

Restaurant-anmeldelse: Grillen, Kbh N

IMG_1744For noget tid siden proklamerede jeg, at jeg havde fundet Københavns bedste burgerrestaurant og nu kommer anmeldelsen så endelig (det har været nogle solrige, blogfri uger): Grillen på Nørrebro! Har været to gange på den relativt nye burgerrestaurant og kan ikke vente med at komme tilbage, for de fire burgere, der er blevet serveret indtil nu (2 til mig, 2 til medspiser) har været virkelig godt tilberedt og med masser af god smag. Vi har smagt på vegetarburger, kyllingeburger, almindelig burger og en mexi burger (eller hvad skal man kalde sådan en fætter med guaca, salsa og deslige?) og jeg har lyst til mere!

Grillens koncept er, at du vælger burger, fries og dyppelse, meget klassisk og velkendt for den type mad – desuden har Grillen et twist, som går ud på, at du kan fravælge brød helt og aldeles, eller fjerne overbollen. Jeg benytter mig selv af sidste mulighed, da jeg ikke kan spise Grillens generøse portioner op og hader at se mad gå til spilde. Uden overbolle kan jeg NÆSTEN spise op og det er rigtig fedt. Og de helt carb-forskrækkede kan fravælge brød i burgeren fuldstændigt.

Udover små 10 typer burgere (nogle lyder mere appetitlige end andre… hvorfor ville man fx bestille en Mac&Cheese burger?), står valget mellem de tre slags fries: curly, chili og grove. Jeg har smagt curly og grove og vil anbefale de grove. De curly bliver for spidse for mig og river mig lidt i ganen. Me no like. De grove synes jeg til gengæld var gode og så skal jeg huske at nævne Grillens ganske fine dyppelser, der så vidt jeg husker tæller tre varianter, nemlig aioli, estragonmayo og chilimayo. Alle tre smagte dejligt, men min favorit er estragonvarianten.

Til en enhedspris på 89 kr for hele baduljen, kunne jeg ikke ønske mig mere. Og så serverer Grillen gratis isvand! Dét er sgu i orden – helt som det burde være, men da det jo desværre sjældent sker i Kbh, må jeg jo lige give Grillen den ekstra cadeau de fortjener for noget, der burde være en selvfølge. (Note: Ved besøget idag, 16.maj, kostede vandet så en femmer. Jeg er forvirret..)

IMG_1742Hovedrolleindehaverne, burgerne, har som sagt været rigtig saftige, lækre og gode hele vejen igennem. Jeg har før oplevet at noget basalt, som at stege bøffen korrekt, har voldt problemer på andre burgersteder, men på Grillen synes jeg det lykkes – med alle slags bøffer. Min bror fik en vellykket vegetarburger, hvor bøffen var en portobello svamp, og jeg selv har forsøgt mig med kylling og okse. Begge dele var godt stegt, især roser for den saftige, saftige kylling, som jo altså mister al charme når den er tørstegt. Oksen bad jeg om at få medium og det var, hvad jeg fik. Thumbs up.

Jeg synes også Grillen har nogle søde tjenere, som i stressede perioder, har hovedet lidt under armen, men det hele lykkes jo til sidst. Det vigtigste for mig er at få mad, god mad, indenfor en timelig tidsramme og det får jeg, omend der nogle gange er nogle tjenere, hvis ansigtsudtryk er rimelig lost.

Min eneste anke – jeg synes lige det hele blev lige vel optimistisk og det går jo ikke 😉 – er indretningen, som er MEGET mørk. Der er virkelig, virkelig mørkt. Det er måske stilen og helt bevidst, men pænt synes jeg ikke der var.

grillen (5)

Inspirationen er helt klart hentet fra over there, men de har vel også lys i USA? Anyhow, det ændrer ikke på, at Grillen totalt overbevisende har overtaget førstepladsen som min yndlings burgerrestaurant i Kbh. Den bedste burger – burger i sig selv, uden tilbehør- er stadig Madklubbens, men jeg gider sgu ikke tage på Madklubben for at få en burger uden fries – så vil jeg hellere på Grillen og have alt hvad der hører sig til: milkshake (lavet på is og ganske fin smag), fries, hele svineriet.

Hvad er dit yndlingsted i København til burgere?

PS. Har lige opdaget at Grillen har indført frokost tilbud, hvor burger, fries og dyppelse fås for sølle 69 kr. Hvor heldig har jeg lov at være. Tilbuddet gælder alle hverdage fra klokken 12 -16.

IMG_1745Skru op for lyset, jeg vil gerne se hvad jeg spiser, Grillen!

Restaurant-anmeldelse: Wokshop, Frederiksberg

IMG_1573Jeg elsker at gå ud og spise en afslappet middag på en stille hverdagsaften. Restaurantbesøg behøver ikke være det helt vilde; lidt luksus indimellem er ikke at fornægte, men der er jo flest hverdagsaftener, så hvorfor ikke hygge lidt på dem? Derfor tog jeg på thai-spisestedet Wokshop i tirsdags. Jeg har spist på Wokshop måske 8 gange og er altid blevet glad og mæt til rimelige penge. Det blev jeg også denne gang. Jeg bestilte en gang oksekød med svampe og grønt til 129 kr og en gang kammuslinger (med asparges, broccoli, svampe og peberfrugt) til 155 kr. Dertil to forskellige asiatiske flaskeøl (4 slags flaskeøl, alle koster 35 kr), som en meget sød tjener hjalp med at vælge!

IMG_1574Wokshop har i mine øjne en effektiv ting kørende, hvor man kan komme ind fra gaden, få et bord og en afslappet og billig middag på under 2 timer. Jeg havde nok håbet på lidt mere plads til privat snak – men der var ret fyldt på denne tirsdag. Nuvel, det skal jo ikke ligge dem til last, at de har nok kunder. Jeg forstår det godt, da jeg synes deres bundniveau er rigtig højt. Det eneste jeg har at udsætte på dette besøg var risene, som plejer at være bedre kogt, men denne gang havde et par smattede, vandede mundfulde. Men hovedrollerne – okseretten og kammuslingerne- var lækre og servicen sød, opmærksom og effektiv.

IMG_1575

Risotto med grøn pesto aka Reste-risotto

risotto og Bertels 009Kender du det, at man er dødtræt på vej hjem fra gud-ved-hvad og man gider ikke handle..? Man vil stadig gerne have lækker mad. Hvad gør man så? Man (det er muligt at ‘man’ betyder jeg i denne sammenhæng) husker lynhurtigt hvad man har derhjemme, og indser at hey, de fleste rester man har kan bruges til risotto -der mangler kun lidt vin og noget lækker italiensk parmesan! Se, det er saftsusemig billigt, nemt, og bæredygtigt!

Derfor får I lige en supernem resterisotto-opskrift, som kan varieres i det uendelige, så lige præcis dit køleskab kan blive tomt og klar til en ny start 🙂

Risotto med forårsløg og grøn pesto

Ingredienser (til tre måltider for en enkelt person):

To små løg

Et lille glas tør hvidvin (brugte en sydafrikansk chardonnay fra Netto)

200 gram Arborio ris (jeg vejer aldrig, men sjusser mig frem)

En stor klat smør

Et bundt forårsløg

Et par liter boullion/fond

En teske hvidløgspasta – et produkt jeg købte i Ferrara, består kun af hvidløg, basilikum og olivenolie (kan helt fint udelades – jeg brugte det, fordi jeg jo ville tømme skabet og denne hvidløgspasta er blevet glemt lidt)

Grøn pesto – 1-4 teskeer alt efter smag (eller et spørgsmål om hvor meget du skal have brugt 😉 )

40-50 gram revet parmesan (jeg er doven og elsker den færdigrevne fra Zanetti. PS. Jeg haaader at rive ting. Hvis jeg havde en rivejerns-slave, så ville jeg konstant lave gulerodskage, men siden jeg selv skal rive gulerødderne til det, sker det ikke særlig ofte. Så måske er det meget godt alligevel)

risotto og Bertels 005

Sådan gør du: 

1. Hak løg og forårsløg ret fint. Smelt smørret i en stor gryde. Svits løggene et par minutter ved mellemhøj varme.

2. Hæld risene på til at opsuge det sidste fedtstof. Det skal ikke have mere end måske 30-60 sekunder. Hæld din vin på.

3. Skru lidt ned for varmen. Tilsæt lidt fond/boullion ad gangen og rør rundt næsten hele tiden. Tilsæt forårsløg. Når væsken er ved at være fordampet væk, hælder du bare ny boullion ved. Sådan fortsætter du indtil…

5. … risene efter en 30-40 minutter er bløde og risottoen næsten klar. Hvis du har hvidløgspasta tilsætter du bare dette cirka halvvejs.

Når du synes risottoen er næsten-klar, skruer du ned på lavt blus. (Nogle mener jo, at risottoris stadig skal være hårde indeni, når man serverer. Jeg synes det er væmmeligt og derfor er min risotto meget blødere end hvad “reglerne” foreskriver. Smag dig løbende frem til hvad du synes bedst om. Vil du have hårde ris, skal du vist stoppe efter cirka 20 minutter.)

6. Tilsæt pesto. Jeg brugte bare det rest jeg nu havde, som var omkring 3 teskeer. Smag dig frem. jeg tænker, at hvis du er igang med at udrydde rester, så har du vel ikke så vanvittig meget pesto at putte i alligevel..?

7. Sluk for varmen. Tilsæt din revne parmesan. Tilsæt evt friskkværnet peber. (Tilsæt IKKE salt, da pestoen er salt nok). Rør rundt.

8. Nyd din lune risotto med masser af ekstra parmesanost på 😛

risotto og Bertels 010Ikke en farvestrålende og smuk ret, men god, lækker og ostet 🙂

Det gode ved denne ret, udover selvfølgelig at det smager godt, er, at den er supereffektiv til at fjerne de der triste rester, man er strandet med. Da jeg var færdig havde jeg kun en næsten fyldt flaske hvidvin til overs og den var ret nem at afsætte blandt venner til Sommerbio under åben himmel 😉 Altså intet spild.

I denne ret kan du erstatte som du har lyst til fx: Forårsløg erstattes af porrer, hvidløgspasta af hvidløg, vesterhavsost kan gøre det ud for parmesan…

… sådan kan man blive ved. Så det er bare med at komme igang med din egen reste-risotto =)

Hyggelige klatkager – i bedste Stop Madspild stil!

BilledeNu hvor jeg ikke går på Suhrs mere, skal jeg selv lave morgenmad. Og havregrød HVER dag, er ikke über spændende. Derfor lavede jeg i ugens løb en morgenmad fra gamle dage: klatkager! Klatkager er kort sagt en grødrest, pisket med æg, mælk, eller hvad du nu lige har liggende og stegt på panden, som, ja, pandekager. De har maaange fordele, hvoraf de vigtigste er at de: smager godt, er billige, nemme at variere OG minimerer madspild! Hvorfor jeg ikke har kendt til denne ret før, vides ikke, men det er måske fordi jeg flyttede hjemmefra og lærte at lave mad under opsvinget – dengang var grød og/eller rester bare ikke særlig hipt 😉

BilledeHer er en opskrift på de klatkager jeg lavede – men husk på, at du sagtens kan variere dine klatkager efter humør og hvad du craver den pågældende morgen.

Ca 8 klatkager (kun til en – de mætter ikke i så lang tid):

Havregrødsrest, kold – jeg havde en rest på omkring 1 dl finvalsede havregryn

1 økologisk æg

1 teske (med top) sukker

1/2 teske kanel

1/3 teske salt (mindre for de saltforskrækkede)

Lille håndfuld rosiner (måske 12 stk)

NB: Du kan putte alt muligt i, så længe det er i den der hygge-morgenmad-pandekage-æbleskive familien. Fx mælk, hvis du har en slat, der bare skal bruges – jeg skulle vel egentlig også have haft mel i mine, da der så var blevet flere, men what the hell =)

Sådan gør du:

Tag din restegrød, put den i en røreskål, tilsæt de andre ingredienser, pånær rosiner. Pisk. Tilsæt rosiner og rør lidt rundt, så de fordeles.

Steg i smør på en varm pande. Jeg gav dem en del varme (7 ud af 9 på mit komfur), da de ellers ikke får en lækker gyldebrun overflade. Og jeg havde det også som om de ikke hang sammen, medmindre de fik godt med varme. Fx som det første forsøg, herunder til venstre. Den smattede ud og gik totalt i stykker.

Billede

Du kan spise dine klatkager med hvad du har lyst til, jeg spiste mine med rørsukker og hybenmarmelade og det var yum yum. Jeg tænker lidt, at næste gang jeg laver dem, vil jeg erstatte kanel og rosiner med mel og vanillesukker – så kan de nok spises med vanilleis. HAPS!

Og så en lille afsluttende bemærkning, som intet har at gøre med klatkager. Bloggen bliver til en rejse-madblog i nogle uger, da jeg skal spise mig vej gennem Europa snart. Jeg vil forsøge at opdatere fra alle landene, men måske bliver der lidt stille. Men er du syg i hovedet, hvor jeg glæder mig.

Nåja, et stort tillykke til Sabrina, som vandt konkurrencen om Maarbjergs lækre kogebog! Nu vil jeg ud og nyde vejret. Ses 🙂

 

Friske sommersalater – let og billigt

Billede

Den sidste tid har jeg haft vildt meget lyst til salat og frugt, så derfor får I lige et par opskrifter på lækker sommermad, som både er godt for pengepungen, kroppen og dyrene 😉 Før i tiden har jeg været temmelig must-have-meat-now-agtig, men under mit ophold på Suhrs er jeg blevet meget mere pro-vegetar og veganermad. Både fordi jeg har lært, hvor alsidig og god mad man kan lave uden kød (og tilmed uden æg, ost osv.), men også fordi det faktisk er vanvittigt billigt at leve vegetarisk. Jeg handlede ind for under 80 kroner og det har givet mig mad til over 5 måltider!

I tirsdags skulle veninden P og jeg spise hos mig og vi købte ind til to salater: en melon-myntesalat og en kartoffelsalat med avocado. Dem kan du se øverst. De blev rigtig gode, så her kommer lige opskrifterne:

Lun kartoffelsalat til 2 (plus rester):

En avocado

250 g nye kartofler

Tre forårsløg (brug det hele og undgå madspild)

Olivenolie, citronsaft, salt og peber

Kog kartoflerne i letsaltet vand. Lad dem køle lidt ned. Skær dem i mundrette stykker. Skær avocadoen i stykker. Bland det hele og smag til som du selv kan lide det – jeg bruger en del salt!

Melonsalat med mynte til 2 (ingen rester):

En hjertesalat

1/3 pakke Domyati feta ost

En halv galiamelon

Et bundt mynte (gerne økologisk)

Skyl hvad skylles skal. Skær det hele ud og anret – velbekomme =) Hvis man ville flotte sig, kunne man lave en lime-chili-dressing, men det glemte P og jeg at handle ind til i ulvetimen!

sommersalater 004
Dagene efter lavede jeg salater af de rester, der var fra indkøbene. Fetaen, en halv melon og en hjertesalat var til overs, sammen med kogte kartofler og tre forårsløg. Det resulterede i en ny melonsalat, omend den blev med tørret og ikke frisk mynte. (Det er selvfølgelig lækrere med frisk, men jeg havde også lidt taget sparehatten på, så jeg ville lige se, om jeg kunne leve af og udrydde alle mine rester, uden at købe nyt.)

Derudover lavede jeg en ny kartoffelsalat, og da der ikke var mere avocado, men rigeligt feta, blev det til en kartoffel-feta-salat. Den blev utroligt lækker!

sommersalater 006

Husk, at i denne variant skal du kun tilsmage med olivenolie, peber og – hvis du har lyst – citronsaft. Der skal IKKE salt i, da fetaen giver rigelig med saltsmag!

Nu er det søndag og jeg har kun kogte kartofler tilbage. Alt andet er spist, intet er smidt ud og det synes jeg sgu er meget godt gået =) Tror, jeg laver noget ægge-kartoffelkage af de sidste kartofler – så kan det ikke blive mere fuldendt stop-madspild agtigt 😉

Hav en dejlig søndag derude!

PS. For én til nem, frisk og frugtig sommersalat, så se her! 

Sushi, perleplader og mit første blog jubilæum

Billede

Denne søndag har budt på perleplader, fisk, flag og fejring. Umiddelbart er forbindelsen mellem perleflag og perlefisk måske ikke tydelig for dig, men jeg lover at forklare i dette ganske særlige jubilæumsindlæg!

Jeg har brugt søndagen med mine veninder, B og P, og vi har hygget med perleplader og sushi. Masser af sushi! Jeg elsker sushi og jeg vil gerne indrømme: jeg laver ikke særlig meget mad derhjemme for tiden. Mange tror, at når man går på Suhrs, så laver man bare den vilde, imponerende aftensmad i privaten også – men der er sket det modsatte for mig. Jeg tænker, at det nok er ligesom at pædagoger måske heller ikke gider passe børn i deres fritid? Under alle omstændigheder: jeg havde sørget for sushi fra min lokale sushi-pusher, Sushi One, som er godt og megabilligt. (Helt seriøst, tjek det ud, hvis du bor i Nordvest, deres priser er meget rimelige – og når der er et downtown tilbud, sparer du 70% i forhold til sushipriserne i indre by!)

Billede

Perlefisken hilser på sine familiemedlemmer.

Efter en dejlig dag med kreative udfoldelser og lækker sushi i overvældende mængder, tjekkede jeg tilstandende herinde og så at bloggen lige præcis havde rundet tusind views! Det har jeg ventet på i et par dage, da jeg gerne vil lave en jubilæumskonkurrence – og nu skete det så 🙂

Så i anledning af det pæne runde tal afholder jeg nu min første konkurrence! Præmierne er stadig hemmelige, men jeg lover, at det bliver madrelateret og lækkert!

For at være med i konkurrencen, skal du skrive et rim eller digt om mad og sende det til mig. Formen er fri, så alle kan være med – det er bare om at skrive fra madhjertet 🙂 Du kan nemt sende dit bidrag som en kommentar herinde. Konkurrencen løber en uges tid, hvorefter jeg hårdt, men retfærdigt vælger det bedste bidrag og dermed vinderen. Præmierne offentliggøres i løbet af ugen, men de er knaldhamrende gode 😉

Tak fordi I har kigget forbi og tak for en rigtig god første måned!

Billede

Café-anmeldelse: Plenum, Nørrebro

Café-anmeldelse: Plenum, Nørrebro

Ja ja – muligvis er brunch ikke hipt og in mere, men jeg ææælsker det stadig. Jeg elsker også Nørrebro, så derfor synes jeg, det er oplagt, at min første caféanmeldelse er om Nørrebrocafeen Plenums brunch!

Jeg har været på Plenum et utal af gange, for jeg boede engang tæt ved og det var bare det eneste sted, der altid havde noget appetitligt/åbent/plads. De kører sådan en hyggelig stil med citater på væggene og der er rigtig fine muligheder for at people-watche, hvis man sætter sig ved et af vinduerne, der vender ud mod altid-befolkede Sankt Hans Torv.

Jeg har altid syntes, at de med hensyn til maden havde et solidt niveau – jeg er i al fald aldrig gået derfra og tænkt “øv”. Denne formiddag blev jeg bestemt heller ikke skuffet. Jeg valgte ret hurtigt deres brunch, men for de, der synes at brunch kommer i for store mængder, kan jeg berolige jer med, at Plenum også har til den mindre sult: der var croissanter, youghurt og den slags småting man kunne hygge sig med. Det valgte min medbragte veninde, og I kan måske skimte hendes ydmyge, men lækre youghurt og frugt i baggrunden af billedet. Og ja, alt det andet er sådan set mit 🙂 Både mad og drikke.
Plenums brunch indeholder – som meget få bruncher jeg har fundet i København- både valgfri kaffe og juice og ingefærshot, og det synes jeg sgu er godt lavet til en pris på 125 kroner.

Jeg spiste faktisk hele min brunch. Kaffen var god, ingefærshottet gav et dejligt spark, som vækkede et b-menneske som jeg, og maden mættede dejligt. Plenum havde mange små tricks i ærmet. Fx er det forbandet rart, når man får frugt til sin brunch, som man kan smage er frisk – og ikke har ligget og døet en langsom død i et skummelt baglokale. Og så synes jeg også bare prisen er så meget mere fair end mange andre steder. Nu var jeg ikke giga fan af juicen, der var med brunchen, men jeg følte næsten den var “gratis” i og med at de 125 kroner inkluderer ALTING. (Generelt er jeg ikke fan af æblejuice, så jeg synes ikke, man skal fravælge Plenum på dén konto.)

Servicen var også ganske fin – jeg må indrømme, at jeg ser igennem dårlig service, hvis jeg får god mad, men det skal jo nævnes alligevel at tjenerne var søde og i godt humør denne weekend-formiddag. Jeg ventede selvfølgelig lidt på min brunch, men det er jo fint, når tiden går til at tjeneren skærer frugt og koger æg. Og det kunne jeg se ud i baglokalet/køkkenet at han gjorde 🙂

Min veninde har allerede foreslået en gentagelse – så vi kan vist kun konkludere, at Plenum gjorde alle maver tilfredse i denne her pissekolde marts måned!