Sri Lanka, Sri lækkert!

Billede

Nu ser det endelig ud til at verdens længste vinter slipper – og jeg tror ikke, jeg var kommet igennem de mange forbistrede frostnætter, hvis jeg ikke havde varmet mig ved minderne om hot mad og hot vejr på Sri Lanka, som jeg besøgte i 2012. Der er så mange gode ting at sige om den smukke ø, men den mest relevante for denne blog, er – surprise – deres fantastiske madkultur! Madkulturen på mine feriedestinationer betyder så meget for mig og jeg tager gerne mad med i mine overvejelser, når jeg skal vælge feriested. Og  Sri Lanka overraskede utroligt positivt!

Hvorfor er det så fantastisk, det srilankanske køkken? Det er jo mega svært at forklare blot med ord og lidt billeder; duftene mangler, larmen, stemningen – men det skal ikke stoppe mig fra at gøre forsøget 😉 Sri Lanka har en særlig respekt for mad, som jeg sommetider savner herhjemme. I supermarkederne har vi vænnet os til at se en masse emballage og færdigretter, men det er totalt ukendt i det srilankanske køkken. Billede

Grønthandler i den sydlige badeby Unawatuna

De bruger masser af lækre råvarer, særligt grøntsager og så er de bestemt ikke bange for at krydre maden – indrømmet, lige præcis deres spicyness kan godt tage overhånd for min sarte mave 😉 Men jeg synes, det er så lækkert, at man pludselig tygger et helt hvidløg i sin mad på en restaurant – så ved man sgu da, at de bruger rigtige grøntsager og krydderier og ikke bare pulver 🙂

De krydderier jeg stødte oftest på var chili, ingefær og hvidløg. Men jeg fandt også en dag en rulle af kanel i min middag – og der er helt sikkert flere bunker af krydderier jeg slet ikke kunne genkende eller navngive i deres smagfulde retter.

Sri Lanka har nogle forskellige nationalretter og de har haft så mange kolonimagter, der har været inde og styre dem gennem tiderne, at deres mad har en stor og skøn diversitet. For overskuelighedens skyld vil jeg nu holde mig til mine personlige favoritter: “Roti” og “Rice & Curry”. Roti er en slags madpandekage, som man både kan fylde med “rigtig” mad og med søde sager – min rejsemakker og jeg fik en del Roti med banan, når vi ikke kunne klare mere chili og trængte til et måltid uden medfølgende hedetur 🙂 Rotien minder lidt om en chapati, men er tykkere og mere bastant, den har f.eks. ikke de der lidt tynde kanter og den knækker ikke bare sådan.

Rice & Curry er et utroligt bredt begreb på Sri Lanka, men består kort sagt af ris med en masse småretter til. Vi mødte et utal af variationer og der er nok en forskellig Rice & Curry for hver restaurant du besøger. Den på fotoet øverst, var superlækker, omend en af retterne simpelthen var umulig at indtage, da den var så A-F-S-I-N-D-I-G-T stærk! Fælles for R&C er, at du ofte vil møde en kødret, en linseret og derudover spisestedets egne varianter – man ender for det meste op med 5-6 retter. De er gode til at lave minimum et par retter, der er milde og altså spiselige for alle os sarte vesterlændinge.

Det er nu langt fra altid, at du overhovedet får kød i din mad på Sri Lanka. Landet har religionsfrihed og det er f.eks. ikke en regel at man kører rent muslimsk “intet svin” eller hinduistisk “ingen ko” – men der er bare rigtig mange srilankanere, der er vegetarer, så derfor er de drøngode til at lave vegetarmad! Det er en længere afregning om kulturen at gå i detaljerne om deres vegetariske køkken, så jeg vil nøjes med at sige: det er fandenfløjtemig lækkert!

Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer til Sri Lanka igen, men når jeg kommer tilbage, skal jeg mæske mig i Roti, Rice & Curry og ikke mindst have det cooking course jeg – som en idiot – valgte fra sidste gang. Sri Lanka, I’ll be back!

Dessert-marathon på Suhrs med Markus Grigo

Billede

Undskyld ventetiden, først og fremmest! Det har været en vildt spændende uge – har glædet mig til at fortælle om den, men har først nu haft tid til at fikse min computer. Det er jo svært at blogge uden strøm 😉 Nu hvor jeg er på igen, er jeg glad for at kunne vise jer billederne fra sidste uge på Suhrs Madakademi – en uge der stod i dessertens tegn! Vi lavede kage og dessert i tre dejlige dage, anført af gæstelærer og dessertekspert Markus Grigo. Sidst på finaledagen blev alle kagerne fortæret af hundrede heldige gæster, som havde fået billet til et dessertorgie de forhåbentlig sent vil glemme 🙂 Det var tre fantastiske dage, og jeg elsker elsker elsker jo det søde køkken, så temaet var virkelig up my alley!

Billede

En kort gennemgang af hvad vi lavede: På det øverste billede er det en kokoskage med appelsincreme og jordbær på. Lige ovenover er det en chocolate mud cake. Nedenunder ses de smukkeste små vandbakkelser, også kaldet eclairs, fyldt med kagecreme og solbærmarmelade.Billede Jeg synes virkelig, de var gode – og pæne, ikke mindst, og det skal man ikke undervurdere. Det betyder jo faktisk meget, at den mad vi spiser, ser appetitlig ud. Derudover lavede vi chokolademousse med passionsfrugtssirup (jeg tror snart, jeg laver et sirupindlæg, for hjemmelavet sirup er nemt og lækkert!), hindbærmousse, karamelkurve med ananaskompot, kanelæblekage, lakridskage med estragon-lime-creme… og panne cotta med jordbærcoulis – her er den:Billede

Det var super lærerigt at have sådan en dessert-lover som Markus inde på skolen og jeg skal helt sikkert eksperimentere videre derhjemme med nogle af opskrifterne! En egentlig favorit er svær at vælge, for der var bare så meget godt. Men chokolademousse har altid stået mit hjerte nært og det har de tre dage bestemt ikke pillet ved 😉

Nåh, jeg skal til pandekage-fødselsdag (mit favorit-pandekage-tilbehør? NUTELLA!), så må hellere løbe. Jeg synes vi skal lukke med lidt fine billeder fra kagedagene 🙂

Billede

Masser af lime skulle der i lime-estragoncremen, der kom ovenpå en lakridskagebund.

Billede

Jeg kogte passionsfrugtsirup og skulle løbende smage til. Sikket hårdt arbejde 😉

Billede

Den færdige lakridskage, delikat pyntet med chokolade og ananaskirsebær.

Anmeldelse: Restaurant Cofoco, Kbh V

Billede

Min anden tur på Restaurant Cofoco blev en meget blandet fornøjelse med – heldigvis – flest opture, men også en enkelt bizar nedtur. Men for at begynde ved begyndelsen:

Min dygtige veninde P er lige blevet kandidat – yay! – og havde inviteret mig til middag for at fejre det. Vi valgte at fejre på Restaurant Cofoco – nok mest fordi jeg har været der en gang før og bagefter havde ævlet løs om stedet i meget rosende vendinger.

Til dem, der ikke kender stedet, går det ud på at man vælger så mange små retter, som man føler for. Det var svært at vælge, men vi endte med:

1. Stenbiderrogn med kartofler og cremet rygeost, som er retten på øverste billede.

2. Håndskåret tatar af okseindelår (den tog vi begge, så vi fik fire retter hver).

3. Kyllingenuggets af Gråsten haner, sennepsmayo og grove fritter.

4. Svinebryst, solbær og rødbede – kunstfærdigt arrangeret, som man kan se på billedet her.

Billede

5. Oksebov med kartoffelmos, trøffel og chips (ja, du læser og ser rigtigt).

Billede

6. Banankage med chokolade-toffee creme og banan-olivenolie-is.

7. Passionsorbet med hvidt chokoladeskum og lakrids.

Billede

Det var en fortræffelig aften – og maden var rigtig fin overordnet set, men desværre blev alt det fine overskygget af en helt bestemt og virkelig bizar hændelse: en metalsplint i min tatar, som jeg fik i munden og nær havde slugt. Jeg havde begejstret spist næsten hele min tatar, som jeg synes var en lækker og frisk start, da det er en kold og ikke krydret ret; den er vel nærmest let, hvis man kan sige det om en ret, der indeholder oksekød..? Men da sidste bid tygges, mærker jeg noget hårdt – og ud spytter jeg et ubestemmeligt stykke metal!

Det var ret ubehageligt og tjeneren spurgte køkkenet, hvad det var, men ingen kunne svare på, hvor metallet kom fra. Tjeneren virkede ikke særlig oprørt da hun undskyldte. Jeg godtog dog undskyldningen, mest fordi jeg ikke ville ødelægge min venindes aften og måske fordi jeg var lidt (meget) paf?!

Resten af retterne ankom da også uden fremmedlegemer, så jeg nød resten af min mad, omend jeg var lidt forsigtig med at tygge! Mine højdepunkter var tataren (pre-metal) og mine nuggets: sprøde og saftige, præcis som lækker kylling skal være! Min veninde syntes stenbiderrognene med rygeostcremen var lækker – og det måtte jeg tage hendes ord for, da jeg selv hader rygeost. Min ragout var også god, men jeg havde lidt svært ved at smage den trøffel retten skulle indeholde. Og chipsene irriterede mig lidt.

Ved desserten var jeg ved at nå bristepunktet og jeg indså hurtigt, at jeg ikke kunne komme igennem. Jeg synes ikke, jeg kan give en fair bedømmelse af desserterne, for jeg var SÅ MÆT på daværende tidspunkt! Men begge to blev spist op, med hjælp fra P, så det tager vi som et gedigent kvalitetsstempel! Men olivenolie-banan-is er ikke noget jeg vil gentage. Det er sjovt nok at prøve, men lad os leave it at that. Men lige så freaky, som jeg synes den is var, ligeså delikat synes jeg passionsfrugtisen var; i det hele taget var passionsfrugtdesserten rigtig lækker.

Restauranten selv anbefaler tre til fem retter – men som en pige med en sund appetit vil jeg dog mene, at det er tæt på umuligt at spise mere end fire retter derinde. Jeg var der i januar og blev dejlig mæt af tre retter, som jeg ikke engang kunne spise op. Denne gang fik jeg som sagt fire retter og ikke nok med at jeg levnede, jeg var ved at eksplodere i et par timer efter besøget!

Hvis Cofoco ikke havde lavet metal-brøleren, ville jeg naturligvis ikke tøve med at komme igen, men efter at have klaget for over en uge siden og ikke have fået andet svar, end at blive sendt videre blandt ansatte i kæden, må jeg nok sige at min tålmodighed er sluppet op. Pisseærgerligt Cofoco.

OPDATERING: Jeg har nu hørt tilbage fra Cofoco, som har spurgt deres slagter hvor metallet kom fra. Der er stadig ingen der ved det, men jeg synes det var fint at de forsøgte. Derudover fik jeg en undskyldning, som virkede oprigtig, så jeg er alt i alt ikke så sur mere 😉

Mine yndlingscookies – med chokolade, farin og havsalt

Så er påsken slut… Jeg håber, I har nydt den ligeså meget som mig? Jeg har godt nok slet ikke “påsket” med gækkebreve og påskeæg, men mere bare nydt at have fri – ikke mindst fordi dagene har været fyldt med lækker mad, fest og søde venner! Alligevel er jeg ret glad for at ferien er slut for så kan jeg komme videre med mit madlavnings-højskoleophold og jeg er rigtig tændt på at lære mere! Elsker simpelthen at lære nye retter, men det er også godt at have nogle ting i baghovedet, som man ved, man allerede mestrer: og sådan en favorit fra “gamle dage” ville jeg lige dele med jer her til aften 🙂

Min bagefortid fornægter sig ikke – I får nemlig min bedste opskrift på chokoladecookies! De er så forbandet lækre 😉

Billede

Kvadratisk, praktisk, god 🙂

Der er en grund til deres måske ukonventionelle form; den får I nederst.

Indkøbsliste (ca 18 cookies):

130 gram mel

En stor teske bagepulver

En halv teske groft salt

140 gram smør

125 gram brun farin

Et æg

En teske vanilleekstrakt (kan undlades)

100 gram hakket 70% chokolade

110 gram sukker

Flagesalt

Nu er du klar til at lave disse himmelske treats!

1. Hak chokoladen og stil den væk. Rør mel sammen med bagepulver i en skål. Tilsæt groft salt.

2. I en anden skål pisker du smør, sukker og brun farin sammen. Det skal være let og luftigt.

3. Tilsæt vanille, hvis du har valgt at bruge det. Ellers tilsætter du bare ægget til smør-sukker-massen. Pisk.

4. Tilsæt melblandingen lidt ad gangen – rør løbende sammen så dejen bliver fin og lind. Smag evt på dejen – hvis den ikke smager godt på nuværende tidspunkt, er der noget heeelt galt.

5. Vend den hakkede chokolade i.

6. Dæk en bradepande med bagepapir. Lav kugler af dejen – golfboldstørrelse er perfekt. Placer dem på papiret. Nu til det lille pift, som gør disse cookies SÅ AFSINDIGT LÆKRE! Det salte. Jeg bruger lækker flagesalt fra Maldon og knuser det lidt mellem fingrene. Der skal et lille drys på hver golfbold. NB: Gå ikke amok. Det ER superlækkert med det salte og det søde sammen, men det er bedre, at der er lidt for lidt salt end for meget, så hvis du er i tvivl om der skal mere på en kage, så ville jeg sige “stop” 😉

7. Nu er du klar til at bage! Jeg kan kun køre 9 kugler ad gangen i min ovn, da jeg kun har plads til en bageplade. Det ser ud som om, der er god plads på pladen, men det er der ikke, kagerne splatter nemlig totalt ud når de får varme! Hvis du har plads i din ovn, burde der ikke være et problem i at køre to plader på en gang, men det har jeg ikke selv erfaring med.

8. Bag i et kvarters tid ved 175 grader. Mange ovne har totalt forskellig bagetid, så hold øje med dine kager! Mine er dejlig halvbagte, som jeg foretrækker, efter et kvarter, men hvis jeg ville have dem supersprøde, skulle de have lidt mere. Men hey, er der noget bedre end sådan en mushy-stadig-lidt-dejet-smeltet-chokolade-cookie!?

9. Det er jo her de kloge siger, at kager skal afkøle på en rist. Det gør mine kager langt fra altid og jeg kan seriøst ikke se problemet – jeg synes de bliver fine, uanset hvad de afkøler på!

10. Bed til at du har dej til overs (jeg har altid en del tilbage, fordi min ovn jo er så bette). Pak det klar til at komme i fryseren. Denne dej er den bedste snack at hive ud af fryseren! Jeg gemmer altid med intentionen om at bage resten, men ender altid med at spise restdejen med en ske direkte ud af fryseposen, som en slags is.

Jeg havde jo lovet en forklaring på mine kagers alternative udseende: Det der sker, hvis man vil have perfekt cirkulære cookies er (i min ovn i al fald), at hvis dejen får nok plads at flyde ud på, bliver dejen også tyndere og så bliver kagerne helt gennembagt. Det er jeg ikke så vild med, for jeg elsker når cookies har et lidt dejagtigt centrum – og det får jeg ved at sætte mine dejkugler så tæt ved hinanden, at kagerne ikke kan flyde helt ud, men bliver bremset af hinanden 🙂 Og det går altså som en leg lige at brække ens nybagte cookies fra hinanden, så man ikke skal spise en hel sammenhængende kæmpecookie, hæhæ.

God appetit!

Smushi – smørrebrød version 2.0

Billede

Når jeg tænker dansk madkultur, tænker jeg ofte på ting, som jeg ikke er stødt på andre steder. Et godt eksempel er smørrebrøddet, som har fået en renæssance de sidste par år – først hjulpet på vej af smørrebrødsstedet Aamans, og bagefter det nyeste skud på stammen: Smushi!

Smushi lyder som sushi, men tro ikke, at smørrebrøddet så indeholder ris og tang! Navnet handler bare om at smushi bruger æstetikken fra sushi, så man laver små fine madder med smukke detaljer – måske lidt ulig traditionel dansk mad, som tit er en dynge af kartofler og sovs.

Og lige præcis de æstetisk appetitlige smushier lavede jeg og de andre elever på Suhrs Madakademi (en højskole midt i København) lige inden påskeferien. Jeg har ikke været elev på skolen så længe og ærlig talt? Jeg gik sgu lidt i panik, da lærerne forklarede om smushi og delte opskrifter ud – ikke mindst fordi de ikke havde skrevet mængdeangivelser på, for vi skulle da lige udfordres lidt extra! Det lød megasvært, synes jeg, og jeg har aldrig lavet hjemmelavet karrysild eller skinkesalat derhjemme.

Jeg satte mig på skinkesalaten, som skulle bestå af en god skinke i tern, ærter og hjemmerørt mayo smagt til med citron og dijonsennep. Pynten, som jo er mindst lige så vigtig i smushiens verden, var blancherede asparges placeret i en løkke af en tynd skive agurk, og til slut toppet med tynde skiver rødløg og lidt karse (men man kan variere selv som man lyster – opskriften foreskrev egentlig spiselige blomster og ærteskud, men jeg brød ikke ligefrem sammen fordi de to ting manglede på toppen af madderne). Og selvom jeg var nervøs, forsvandt min panik lidt da jeg kom igang, for jeg besluttede at håndtere det lidt a la LEGO hvor jeg bare byggede højere og højere 🙂 Resultatet kan du se øverst. Ret blæret, ikke? Smushi er lig udstikkerforme, og derfor endte skinkesalaten som cirkler, kvardrater og hjerter.

Vi fik fremstillet måske ti slags frokost-smushier, plus nogle dessertsmushier (det kommer vi til!). Her kan du se et udvalg, forrest er det karrysild til venstre og hønsesalat til højre.

Billede

Smagsmæssigt er der nogle smushityper, der lægger sig totalt op ad klassisk smørrebrød – men jeg synes, alle smushierne var meeeeget flottere end klassisk højtbelagt smørrebrød. Der var kælet for hver en minimal detalje og det gjorde det bare meget lækrere at sætte tænderne i. Og så var der de udgaver, som bare smagte hundrede gange bedre, end jeg er vant til! Min absolutte favorit var denne gule fætter:

Billede

Den hjemmelavede karrysild, toppet med pocherede vagtelæg, var dagens vinder for mig. Den smagte virkelig fantastisk – jeg synes købe-karrysild er alt for stærk, men den her hjemmelavede var så lækker og afrundet i smagen. Haps!

Billede

Om eftermiddagen – da frokosten lige var sunket til bunds – gik vi ombord i kagesmushierne 🙂 Igen havde udstikkerformene været på overarbejde, og her kan du se et rundt og et firkantet forsøg. Alle kagerne er baseret på hjemmelavet lagkagebund og så toppet med forskellige lækre ting, men ting vi er vant til i det danske kagelandskab, såsom chokolademousse, hvid choko-creme, nougatcreme osv. Men iiihhh, hvor var de dog fine!

Kort sagt: det er virkelig en fornøjelse at sætte tænderne i hjemmelavet smørrebrød – specielt når det tager sig så smukt ud som smushi gør!

Café-anmeldelse: Riccos, Fiolstræde, Kbh K

Café-anmeldelse: Riccos, Fiolstræde

Øv, øv, tre gange øv – tredie gang blev bestemt ikke lykkens gang for mine caféanmeldelser. Fiaskoen stod Riccos på Fiolstræde for.
Riccos kaffebarer har mange københavnere en holdning til – af de negative høres bl.a. det vage bavl at, “det er blevet en kæde”. Det argument har jeg aldrig forstået, for det er da helt okay at gøre en succes til en kæde. I al fald hvis man kan opretholde det oprindeligt høje niveau, der gjorde én til en succes in the first place. Det synes jeg så desværre ikke er tilfældet for Riccos på Fiolstræde, en af de større Riccos.

Nå, men, jeg var der for et par dage siden for at eftermiddagshygge med en veninde, som gerne have villet derind, fordi den ser så hyggelig ud.
Jeg har været i andre Riccofilialer, men denne var ny for mig. Jeg synes som regel der har været fint i de andre Riccoer, måske bare lidt anonymt, men der plejer ikke at være en finger at sætte på servicen eller kaffen. Måske netop derfor blev jeg extra skuffet denne eftermiddag!
Det begyndte ellers så fint – en glad barista tog imod og han var så glad og smilende og jeg tænkte, “iih, det bliver godt det her” – så min skuffelse blev bare mangedoblet da forvirringen gik igang. Vi ventede psykopat-lang tid på at afgive bestilling (der stod en børnefamilie foran os. suk.) og dernæst glemte de min iskaffe i blenderen, så min veninde var færdig med sin chai, da jeg fik min kaffe. Forøvrigt måtte jeg selv ned at bede om den efter virkelig lang tid, og der fik jeg bare en vrissen undskyldning og intet andet. Det synes jeg er vildt dårlig service, når man bestiller en mellemdyr iskaffe til 38 kroner.
Måske er jeg en sur gammel kone, men sidst en café glemte min bestilling, undskyldte de til de var blå i hovedet og gav mig en gratis juice som kompensation.

Stemningen på denne to-plans-Riccos er otte gange mere hektisk end på de andre. Den er ret pæn og havde nogle fede billeder på væggen, så de har jo et fint udgangspunkt at arbejde med, men den er bare voldsomt underbemandet – i al fald da vi var der. Det resulterer i kaos, køer og glemte kaffer. Man kan sgu da ikke bemande en Riccos med måske 30 siddepladser med sølle to ansatte!

Om det så smagte godt? Jo, det smagte fint – chaien var afdæmpet og hyggelig, men heller ikke mindblowing. Min iskaffe var god – men det er vel ret svært at ødelægge is blendet med kaffe, eller hvad? Alt i alt er denne Riccos slet ikke besværet værd.

Er der nogen, der kan anbefale en Riccos, der fungerer? De har nemlig nogle gode, lange åbningstider, så det kunne være fedt at vide, hvor man kan gå hen, skulle man få trang til en cafétur efter kl. 21…

PS. Billedet er faktisk fra en tidligere Riccos-tur, hvor der blev kælet for chaien – det mig og min ven fik var simpelthen ikke foto-værdigt!

Hjemmelavet Bounty – lækkert og sindssygt nemt!

Hjemmelavet Bounty - lækkert og sindssygt nemt!

Er der noget som en god Bounty? Ja, der er! Der er hjemmelavede bountyer – de er nemme at lave, billige og fri for bizarre ingredienser.

De indeholder kun tre ting – og selv om jeg ikke er en fanatisk palæotype, der kun vil spise dit og dat og kun “rene” eller “naturlige” fødevarer, så synes jeg alligevel det er lækkert, at jeg ved præcis hvad der er i disse lækre choko-treats. (Og bagefter er det umuligt ikke at tænke over, hvorfor der er så meget mere end tre ingredienser i købe-Bountyer!)

Det er så skræmmende nemt at lave dine egne, yummy Bountyer:

1) Der skal handles. Du skal have en pose kokosmel, en dåse kondenseret mælk og mørk chokolade (circa 100 gram er fint). Chokoladen skal du skal smelte og overtrække med, så måske skal du lige gå udenom de allerbilligste skodchokolader 😉 Kondenseret mælk kan efterhånden fås alle steder, men der er større chance for at finde det i Irma end i Fakta. Jeg har hørt fra kondenseret-mælk-afhængige at Rema 1000 har den mest stabile lagerbeholdning 😉

2) Du blander kondenseret mælk og kokosmel i en skål. Jeg gør det på øje/føle-mål. Massen skal hænge sammen – du skal bare bruge fornuften og prøve dig frem til du rammer en bountyagtig konsistens, som kan rulles til kugler (det er min dovenskab der sætter ind her, det er nemmere at lave ens kugler, end at lave de der aflange fiduser).
Jeg kan ikke bruge hele dåsen af kondenseret mælk. Og så husk at gemme en smule kokosmel til at drysse på de færdige bountyer.

3) Smid kuglerne på køl.

4) Smelt chokolade. Lad chokoladen afkøle en anelse.

5) Overtræk kuglerne med den mørke chokolade. Jeg tog en teske til hjælp – prøv dig frem og se hvad der virker for dig. Drys med resten af dit kokosmel og sæt på køl igen.
NB: Her kan det være en idé at lægge dem på bagepapir. Jeg lavede i første forsøg den fejl at lægge dem direkte på tallerkener (faktisk kan man se det på billedet) og så tørrer de og sidder så fast på tallerkenen, så når man vil løfte dem, går de i stykker.

6) Efter et par timer er du klar til at gå ombord i et orgie af lækre, hjemmelavede bountyer! Det er bare meeega godt!

Café-anmeldelse: Fougaz, Torvehallerne

Billede

Igår var jeg i Torvehallerne og dandere den med min (eks-roommate) veninde A. Vi havde sat hele formiddagen af til at tulle rundt derinde og derfor havde vi også planlagt at få lidt morgenmad sammen først. Valget faldt på bageriet Fougaz, som ligger i hal 2 – dels fordi deres altid-lækre-smagsprøver, har sat sig fast i min bevidsthed, dels fordi der simpelthen er utroligt få steder, der havde åbent klokken ni i weekenden. (Hvad sker der for det? Det synes jeg er vildt mærkeligt – men den tager vi en anden gang.)

Vi havde egentlig ikke lyst til en gigantisk morgenmad og derfor var det nok rigtig fint, at vi endte hos Fougaz. Jeg synes nemlig deres udvalg var temmelig begrænset – det er ikke en café, men en bager, som så har valgt at peppe udvalget en anelse op, så du også kan få lidt tapas og sådan. Men vi var der jo altså klokken ni, og jeg havde mest bare lyst til en lille og lækker morgenmad. Fougaz oser af kvalitet over kvantitet og derfor nøjedes jeg med en youghurt med frugt og hjemmelavet musli – det smagte rigtig godt! Jeg kunne ikke smage noget tilsat sukker eller sirup, men der var dejlig sødme fra hindbærrene, der var proppet i youghurten og tilmed gav en smuk farve. Og så hev Fougaz et es ud af ærmet: de serverede min morgenmad med en lille mini chokolademuffin – det var en dejlig overraskelse!

Dertil fik jeg en cappuccino. Jeg hører til den slags kaffedrikker, der foragter sukker i kaffen, men har stærkt behov for mælk i. Nogen vil måske påstå, jeg i virkeligheden drikker mælk med kaffe i. Oh well – min cappuccino var i al fald både smuk og velsmagende lækker!

Billede

Min morgenmad stod mig i 60 kroner – 30 for maden, 30 for kaffen. Det ligger fint op ad det øvrige Københavns bageri og cafépriser, men til den pris synes jeg godt betjeningen kunne være mere venlig – den unge ekspedient virkede utroligt træt af at være der. Ikke uforskammet, bare tvær – ikke lige det man gerne vil stå op til. Derudover er der vildt koldt hos Fougaz, men det er nok ikke deres skyld så meget som noget generelt for Torvehallerne. Men hvis du beholder overtøjet på, er det helt hæderligt at indtage morgenmaden hos Fougaz!

Opdatering, august 2013: Det ser ud til at Fougaz er nedlagt og erstattet af en dyr juicebar (fordi dem manglede man virkelig flere af i indre by 😉 )

 

Projekt Popcake!

Billede

Der gik fuldstændig tylskørt i den i weekenden, hvor min veninde P og jeg havde planlagt, at vi skulle lave popcakes og hygge med perleplader. Perlepladerne har vi ikke haft gang i siden vi gik i klub i folkeskolen – og popcakes er jo et relativt nyt fænomen herhjemme, så det var vi begge totalt nybegyndere i. Kort sagt er en popcake en kage(rest) blandet med flødeost, rullet rund og pyntet på en kreativ måde, hvorefter den grovædes fra den pind, den sidder på (deraf navnet popcake – “popsicle” er slikkepind på engelsk).

Jeg tænkte, det måske var rart for nogen at se en popcakes tilblivelse – det er ikke sværere end man gør det til! Og så er det en milliard gange mere hyggeligt end man tror!

Min veninde P havde bagt en brownie, mens jeg var ude og købe perleplader – derudover havde hun købt ting, vi kunne pynte kagerne med. Når det kommer til udsmykning af popcakes kan man sgu gøre nærmest præcis hvad man vil, og vi havde lys og mørk chokolade, kokosmel, krymmel, bolscher osv. – som I kan se her. (NB: Sprutten i baggrunden har ikke noget at gøre med kagerne, hæhæ)

Billede

Når man først har en kage eller en kagerest som smager godt, går resten ganske nemt. Der er et par pligt-ting, man skal gøre, før man kommer til det sjove, nemlig at pynte sine popcakes.

1. Smuldr din kage godt.

2. Bland den med flødeost (for guds skyld ikke light! det skal jo smage af noget) – der findes sikkert mål, men vi gjorde det altså bare sådan på øjemål, indtil det var en god, solid masse. Stil på køl et par timer.

3. Tril til kugler og pas på de ikke bliver for store – det har noget at gøre med at dine pinde skal bære vægten af popcake, og jo større kugler, jo tungere og så risikerer du bare, at kagen falder af pinden!

4. Vi blandede en tyk glasur, som vi brugte som lim mellem pind og kage. Altså, vi dyppede en pind i glasur og stak den i en kugle (bare lidt ind, ikke hele vejen igennem), og da alle kagekuglerne havde en pind i røven, røg de på køl igen!

5. Mens kagerne får lidt tid på køl, kan man slappe af og gøre sit pynt klar. Vi knuste bolscher og smeltede chokolade. Men det er jo her du skal være kreativ og bare gøre det du har lyst til 🙂

6. Du er klar til at pynte fuldstændig overdrevent!

Billede

Hjemme i vores popcake-laboratorium var parolen vidst at MORE IS MORE. Det var nærmest som om det galdt om at få mest pynt på, hvad billedet også demonstrerer. Jeg synes faktisk, vi var gode til at finde på nye kombier og der var ikke to ens popcakes.

I forhold til smagen, som jo er vigtigere end udseendet, synes jeg at det blev liiidt for sødt med den hvide chokolade. Der var det klart lækrere med mørk, lidt bitter chokolade – og så havde jeg virkelig en forkærlighed for kokosmelet!

Et helt gennemgående, klokkeklart råd er dog: SPIS DEM KOLDE! Vi lavede en rookie mistake, og begyndte at smovse løs lige efter fremstilling. Det var sgu en anelse vammelt med sådan en gang lun kage med stuelunken chokolade på – dagen efter spiste jeg mine rester og de smagte MEGET bedre efter en nat i køleskabet.

Men hold nu kæft, hvor var det dog hyggeligt at pynte. Jeg glæder mig til næste gang jeg skal lave popcakes 🙂

Café-anmeldelse: Plenum, Nørrebro

Café-anmeldelse: Plenum, Nørrebro

Ja ja – muligvis er brunch ikke hipt og in mere, men jeg ææælsker det stadig. Jeg elsker også Nørrebro, så derfor synes jeg, det er oplagt, at min første caféanmeldelse er om Nørrebrocafeen Plenums brunch!

Jeg har været på Plenum et utal af gange, for jeg boede engang tæt ved og det var bare det eneste sted, der altid havde noget appetitligt/åbent/plads. De kører sådan en hyggelig stil med citater på væggene og der er rigtig fine muligheder for at people-watche, hvis man sætter sig ved et af vinduerne, der vender ud mod altid-befolkede Sankt Hans Torv.

Jeg har altid syntes, at de med hensyn til maden havde et solidt niveau – jeg er i al fald aldrig gået derfra og tænkt “øv”. Denne formiddag blev jeg bestemt heller ikke skuffet. Jeg valgte ret hurtigt deres brunch, men for de, der synes at brunch kommer i for store mængder, kan jeg berolige jer med, at Plenum også har til den mindre sult: der var croissanter, youghurt og den slags småting man kunne hygge sig med. Det valgte min medbragte veninde, og I kan måske skimte hendes ydmyge, men lækre youghurt og frugt i baggrunden af billedet. Og ja, alt det andet er sådan set mit 🙂 Både mad og drikke.
Plenums brunch indeholder – som meget få bruncher jeg har fundet i København- både valgfri kaffe og juice og ingefærshot, og det synes jeg sgu er godt lavet til en pris på 125 kroner.

Jeg spiste faktisk hele min brunch. Kaffen var god, ingefærshottet gav et dejligt spark, som vækkede et b-menneske som jeg, og maden mættede dejligt. Plenum havde mange små tricks i ærmet. Fx er det forbandet rart, når man får frugt til sin brunch, som man kan smage er frisk – og ikke har ligget og døet en langsom død i et skummelt baglokale. Og så synes jeg også bare prisen er så meget mere fair end mange andre steder. Nu var jeg ikke giga fan af juicen, der var med brunchen, men jeg følte næsten den var “gratis” i og med at de 125 kroner inkluderer ALTING. (Generelt er jeg ikke fan af æblejuice, så jeg synes ikke, man skal fravælge Plenum på dén konto.)

Servicen var også ganske fin – jeg må indrømme, at jeg ser igennem dårlig service, hvis jeg får god mad, men det skal jo nævnes alligevel at tjenerne var søde og i godt humør denne weekend-formiddag. Jeg ventede selvfølgelig lidt på min brunch, men det er jo fint, når tiden går til at tjeneren skærer frugt og koger æg. Og det kunne jeg se ud i baglokalet/køkkenet at han gjorde 🙂

Min veninde har allerede foreslået en gentagelse – så vi kan vist kun konkludere, at Plenum gjorde alle maver tilfredse i denne her pissekolde marts måned!