Hasselnøddelikør! Mit tiramisu-tip

tiramisu2Jeg vil lige videregive et tiramisu-tip til de, der trænger til sød weekendinspiration 🙂 I sidste uge lavede jeg, i anledning af mit italiensk-holds afslutning en omgang tiramisu, som vi kunne nyde sammen med forårets sidste italienske verber.

Det var tilmed min første tiramisu, så the pressure was on, men den blev heldigvis spiselig – eller mere end spiselig, nu skal det hele ikke gå op i jantelov og ydmyghed! Billedet stammer dog ikke fra min tiramisu, som blev temmelig kvæstet på cykelturen fra Nordvest til indre Frederiksberg.

Men tippet er i al sin enkelhed at være lidt opfindsom i hvilken type alkohol man blander i sin kaffe, som derefter skal fugte ladyfingers. I de fleste opskrifter står der, at man skal bruge kaffelikør, fx marsala. Imidlertid kan det føles voldsomt at købe en hel flaske, når man nu kun skal bruge 1 dl til en 10-portioners tiramisu. Sådan havde jeg det også selv, og var ved at droppe hele projektet (det er lidt uhensigtmæssigt for min økonomi at købe en flaske sprut, jeg ikke helt skal bruge) – indtil jeg opdagede en slat hasselnøddelikør, også kaldet Frangelico, jeg havde haft stående siden Suhrs. Hmmm, begyndte min Stop-spild-af-mad-hjerne at tænke, hasselnødder, er det ikke meget godt i samspil med kaffe og sår’n… Hermed var problemet løst og jeg kunne få bugt med min frangelico slat OG lave en dejlig omgang tiramisu! Bum. Udnyttelse af alkoholresourcer som kun en polak kan gøre det 😉 Jeg tænker, at andre slags lignende likører også kunne have fungeret – hvad tænker I derude; har du erstattet kaffelikøren i din tiramisu med noget andet, som var ligeså lækkert?

Frangelico passer rigtig fint ind i tiramisu, men hvis du er bekymret for om der bliver for lidt kaffesmag, så ja, det gør der muligvis. Jeg synes personligt min tiramisu blev god, men lad mig være ærlig og sige at den manglede lidt kaffesmag og faktisk måske også lidt sprutsmag..? Jeg tror dog problemet kan løses ved at lave stærkere kaffe – simpelthen.

Et andet godt og nemt tip er at putte lidt sukker i din kaffe. (Altså kaffe, sukker og sprut sammen, istedet for den gængse kaffe-sprut blanding). Det forbedrer kraftigt kaffens smag og bare rolig, det bliver ikke overdrevent sødt. Bare put et par teskeer i kaffen, smag eventuelt gerne på den, så du ved det smager godt.

Jeg smagte tiramisuen over tre dage og ligesom at en brownie bliver bedre af at stå, så synes jeg også tiramisuen var bedre torsdag end onsdag, hvor den blev lavet. Til gengæld synes jeg den havde sat sig for meget fredag og ikke var smattet nok. Men bestemt stadig lækker.

Du kan se mere om likøren her, hvor der også er et link til en forhandler. Personligt tænker jeg dog, at der er mange penge at spare, hvis man handler næste gang man selv eller en ven er i Italien…

frangelicoEt pudsigt aber dabei til Frangelicos historie er, at det for nyligt blev opkøbt af Camparigruppen, som også ejer Aperol. Åhhh Camparigruppe, I ❤ you!

Anmeldelse: Café Le Rouge, Nørrebro

cafe le rouge (1)Hey peeps. Åh, det er svært at tage fat herinde, når man stadig drømmer sig tilbage til Vietnam og deres mad. Aldrig har jeg oplevet et land med så stor diversitet i råvarer og retter. Det var ganske enkelt utroligt. Men men – der er jo altid et men – da der er gået lidt koks i udvekslingen af fotos imellem min rejsemakker og jeg, har jeg stadig kun halvdelen og jeg vil ikke lave et halvt Vietnam indslag; de fortjener sgu fandme en ordenlig historie herinde, så derfor – mens vi venter på Vietnam – her er en anmeldelse af cafe Le Rouge, som jeg besøgte kort tid efter, at jeg var vendt hjem til forår og blæst i København.

Jeg bestilte en klassisk burger, da jeg sidst på turen i Asien, havde savnet pizza og burgere. Den kom, udover kartoffelbåde, også med coleslaw. Hele molevitten til 99 kr. Der var ingen der spurgte, hvordan min bøf skulle være; så jeg fortalte dem, at den skulle være medium, måske en anelse, altså virkelig en MY, rare.

Åha, jeg blev helt bange da vores mad kom ind… A, min veninde, grinte næsten af sin Cæsar salat, som var en giga BUNKE af salat. Min burger tårnede sig op som det skæve tårn i Pisa, toppet af med urter og flankeret af kartofler og coleslaw. Dolket hele vejen ned igennem af min kniv. Mjaahh… Nej. Ikke smart fundet på, bare sært.

Det var Vietnam reversed. I Vietnam er portionerne oftere små og veltilsmagt, mens her på Le Rouge var det gennemgående at kvantitet vist trumfer kvalitet. Det var ikke en dårlig burger. Det var det ikke. Men det var alt, alt for meget og det er dumt at brede sine ambitioner ud til ikke kun at omhandle en burger, men også kartofler og coleslaw. Specielt hvis der er fodfejl i både burger og kartofler. Så kunne man evt starte med at perfektionere en af delene, før man smider resten med i den helt gigantous ret! Min bøf var nogle steder medium og nogle steder totalt rare. Når jeg beder om medium/medium-rare så vil jeg ikke have dette her:

BilledeJeg spiste det ikke, dels fordi jeg ikke ville men også fordi noget skulle levnes. Godt nok var jeg sulten, men jeg tror ikke på, at NOGEN normale mennesker ville kunne spise op. Det kunne A heller ikke – hun sagde salaten var fin, men at selve cæsarsalat-smagen bliver trættende i de mængder.(Der var også en brødkurv. Det er fin service men hvis du vil stoppe madspild så bestil en ret til to veninder og lad det blive ved det 😉 )

Nuvel, pånær bøffen, der næsten muh’ede, var burgeren rigtig god. Dejlig smeltet ost, god dressing og friske grøntsager (og nok af dem) – jeg var positivt overrasket over urterne på toppen, de var supersprøde og det var lækkert. Coleslawen var ok, omend jeg ikke ved hvad den skulle med for generelt. Og så var der nødder i. Ikke lige min smag i den ret, men sikkert noget, der vil glæde nogen.

Kartoflerne var det der var gået mest galt, set i lyset af hvor nemt det er at lave kartofler. Stik en nål i dem! Er de hårde? Aha – så server dem ikke!

BilledeJeg spiste noget af det, men efterlod de mest hårde. Det er ikke raketvidenskab at lave kartofler, så Le Rouge, stram op! Alternativt fjern dem, når nu anretningen alligevel er så abnorm stor..? Op til jer, men lige nu kan I ikke overskue at stege bøffen rigtig OG lave kartofler, så et eller andet skal der laves om.

Når det så er sagt, så er det en ok café og det meste af vores mad kunne da sagtens spises. Der er ok sød servering og maden kommer ret hurtigt, og der er lyst og højt til loftet – det er der nogen, der synes er sportshalsagtigt, men jeg fortrækker det, fremfor at gnide skuldre med fremmede. Menuen er meget varieret og der er lidt for enhver smag. Måske er det derfor der er problemer med tilberedningen? Er kokkene bare pisseforvirrede over at sku’ magte både burger, thai suppe og jomfruhummere..?

Jeg tror ikke, jeg kommer tilbage, for bare få uger senere opdagede jeg det, jeg nu mener, er den bedste burger restaurant i Kbh. Den kommer der en anmeldelse af snart, teaser teaser 😉 – og så kommer der selvfølgelig en guide til Vietnam, så snart Gøg og Gokke, aka rejsemakker og jeg, får styr på vores billeder 🙂 Indtil da vil jeg gå ture og nyde, at der er blevet så dejlig lyst i vores lille land. Ses snart!

Restaurant-anmeldelse: Wokshop, Frederiksberg

IMG_1573Jeg elsker at gå ud og spise en afslappet middag på en stille hverdagsaften. Restaurantbesøg behøver ikke være det helt vilde; lidt luksus indimellem er ikke at fornægte, men der er jo flest hverdagsaftener, så hvorfor ikke hygge lidt på dem? Derfor tog jeg på thai-spisestedet Wokshop i tirsdags. Jeg har spist på Wokshop måske 8 gange og er altid blevet glad og mæt til rimelige penge. Det blev jeg også denne gang. Jeg bestilte en gang oksekød med svampe og grønt til 129 kr og en gang kammuslinger (med asparges, broccoli, svampe og peberfrugt) til 155 kr. Dertil to forskellige asiatiske flaskeøl (4 slags flaskeøl, alle koster 35 kr), som en meget sød tjener hjalp med at vælge!

IMG_1574Wokshop har i mine øjne en effektiv ting kørende, hvor man kan komme ind fra gaden, få et bord og en afslappet og billig middag på under 2 timer. Jeg havde nok håbet på lidt mere plads til privat snak – men der var ret fyldt på denne tirsdag. Nuvel, det skal jo ikke ligge dem til last, at de har nok kunder. Jeg forstår det godt, da jeg synes deres bundniveau er rigtig højt. Det eneste jeg har at udsætte på dette besøg var risene, som plejer at være bedre kogt, men denne gang havde et par smattede, vandede mundfulde. Men hovedrollerne – okseretten og kammuslingerne- var lækre og servicen sød, opmærksom og effektiv.

IMG_1575

Pasta med ovnbagte grøntsager og parmesan

IMG_1565Endelig! Efter to ugers aktivering har jeg fået min frihed tilbage og det betyder naturligvis masser af madlavning =) En af mine veninder har bedt mig lægge denne ret op, efter jeg begejstret fortalte, hvor nem og billig den er at lave. Retten har som sådan intet navn, for den er toppen af praktisk og hverken hip eller fancy på nogen måde. Det handler mestendels om pasta med grøntsager til og hvis man er til ost (og hvem er ikke det 😉 ) så også det. Retten kan varieres i en uendelighed og er derfor god som restemad. Osten kan varieres mellem parmesan, mozarella og sikkert også andre varianter, jeg ikke har nået at teste endnu. En af de ting jeg elsker ved retten er auberginens bløde smag og så de bagte hvidløg. Det lyder måske voldsomt at spise hele fed hvidløg, men giv det en chance, hvis du ikke har smagt det før – de har en mild og sødlig smag, helt anderledes fra rå hvidløg.

Her får du en opskrift, som blot er inspiration, da retten er svær at ødelægge – så du kan sagtens justere den til din smag og favoritgrøntsager 🙂

Ingredienser (til 2):

Pasta (meget gerne frisk)

1 aubergine

1 squash

1 peberfrugt (evt 2, hvis du lyster)

250 gram cherrytomater

1 stort løg

5 hele fed hvidløg, uden skal og ‘top’

Topping: Frisk basilikum og din cheese of choice 😛

Fremgangsmåde:

1. Skær grøntsagerne ud i passende stykker. Det kan være halve cherrytomater, løgbåde og de andre grøntsager i bidder af ca 3×3 cm. Grøntsagerne svinder meget i ovnen, så tag højde for det. Men det er altså svært at gøre forkert. Det er en meget taknemmelig ret.

2. Fordel det hele i et stort ovnfast fad og hæld lidt olivenolie jævnt over, det skal ikke svømme i olie, men du skal op og bruge i al fald 3-4 spiseskeer mindst.

3. Bag i ovnen ved 175-200 grader i mindst 45 minutter. Rør gerne kort rundt efter en halv time og tjek om der er væde nok, hvis ikke hæld lidt vand eller olivenolie ved. Grøntsagerne skal smatte ud. Det kan være nødvendigt at give dem en hel time, før de er smattede. Igen er det en smagssag, så gør som du har lyst til, men minimum er 45 min ved 200 grader.

4. Når der er fem minutter igen, sæt da pastaen over i meget saltet vand. Så burde de to ting være færdige på samme tid.

5. Server med frisk basilikum og ost. Og husk salt og peber 🙂

IMG_1567Du kan bruge rigtig mange andre grøntsager i retten. Fx rødløg i både, fjerne hvidløg hvis du ikke kan lide det, bruge almindelige tomater, eller champignon.

IMG_1564

Amerikansk gulerodskage med flødeost-creme (VERDENS bedste opskrift)

ImageDette er min yndlingskage i hele verden: Enola Prudhommes Carrot Cake, en gulerodskage fra sydstaterne. Følgende ord og billeder kan SLET ikke beskrive, hvor god den er. Jeg har aldrig mødt en person, der ikke elskede den. Versus andre gulerodskager, som kan være kedelige, har denne et kækt pift fra de crunchy pecannødder og så den geniale fuldfede frosting.

Så derfor, nok snak og nu opskriften!

Ingredienser (nok til en klassisk sandkageform):

2 dl sukker

1,5 dl olie (fx raps eller andet smagsløst – ikke oliven!)

2 æg

2,5 dl mel

1 teske natron

1 teske bagepulver (erstat evt natron med en til teske bagepulver)

1/2 teske salt

1 teske kanel

250 gram groftrevet gulerod

1/2 dl pecannødder, evt let knust

Rasp

Frosting (rigeligt…!) :

100 gram flødeost naturel (fx Philadelphia) – IKKE LIGHT, fy fy

25 gram meget blødt smør

1 teske vanilleessens (kan udelades)

250 gram flormelis

Pecannødder, hele, til pynt

ImageSådan gør du:

1. Rør sukker og olie sammen til det er cremet. Tilsæt æggene et ad gangen.  Rør godt sammen.

2. Sigt (eller… hvis du gider… 😉 ) mel, bagepulver, evt natron, kanel og salt ned i blandingen.

3. Bland dine let knuste nødder i. Bland også revne gulerødder i.

4. Smør en form med olie og drys derefter med rasp. Ryst evt. formen lidt for hjælpe raspen ud i alle afkroge. Hæld overskydende rasp ud.

5. Hæld kagedejen ned i formen. Bag ved 175 grader midt i ovnen. Kagen skal have circa en time, men det afhænger som altid af din ovn. Stik en strikkepind eller andet i kagen – når der ikke hænger noget ved, er kagen klar.

6. Mens kagen bager, kan du lave frosting: Rør smør og ost sammen. Det skal være ret godt blandet, ellers får du smørklumper i frostingen. Tilsæt vanilleessens. Bland flormelis i lidt efter lidt. Jeg gør altid dette med elpisker. Der skal virkelig meget flormelis i.

7. Når kagen kommer ud, skal du lige lade den køle ret meget af, da frostingen ellers vil ‘smelte’, når du kommer den på kagen. På billederne kan man se, at jeg har været utålmodig, og det får frostingen til at flyde lidt 😉 Pynt med pecannødder.

Nyd straks denne lykke-bombe. Bon appetit! 🙂

PS. Forbered dig på at du muligvis ikke har helt så meget lyst til at dele, som du havde forstillet dig før du gik igang.

PPS. Tak til FOF og Peter Abrahamsen for madlavningskurset ‘Cajun Cooking’

PPPS. Husk at det er megasundt. Kagen er jo fyldt med grøntsager.

Appetitlig Aperol – Drinksmoden anno 2014

IMG_1561 Så blev det sgu 2014 og jeg kan se tilbage på et 2013 med mange nye opdagelser indenfor mad og drikke. Jeg lærte at spise oliven, jeg fik noget rødvin jeg faktisk kunne lide (!) og på højskolens studietur til Italien opdagede jeg vidunderdrinken Aperol Spritz! Aperol Spritz er en drink, der består af hvidvin, danskvand og Aperol, som er en bittersød alkohol fra Norditalien (byen Padova, for de der skulle være interesserede). Opskriften er hemmelig, men smagen er baseret på appelsin, urter og rabarber.

Men det mest fantastiske ved Aperol er at den egner sig til at blive mikset med virkelig mange ting. Aperol Spritz er den perfekte sommerdrink eller velkomstdrink – frisk og ikke så sød, at man er ved at få nok efter en enkelt, som jeg fx synes er tilfældet med de evigt populære cidere. Nej, Aperol er – bilder jeg mig ind – en mere voksen måde at drikke på og da den ikke er hjernedødt stærk kan man få nogle stykker uden at sejle rundt.

I Italien blev jeg ret overrasket over at jeg aldrig før havde smagt denne vidunderlige drinks. Så det må virkelig have været et tegn fra Universet at jeg skulle fortsætte Aperoleriet herhjemme, da Aperol få uger efter vores hjemkomst blev lanceret i bette Danmark. Derfor virkede det som en logisk slutning at Aperol var the drink of choice til at afrunde mit fantastiske madår 🙂 Specielt fordi jeg har fået et par veninder med på vognen, bl.a. P, som jeg spiste middag med. Hun var mildt sagt begejstret for udsigten til diverse Aperol drinks på den festlige aften. Jeg har nævnt Aperol Spritz og det er den bedst kendte Aperol drink, men man kan faktisk mikse Aperol med bl.a. følgende ting (altså en ad tingene og Aperol, ikke en balje med ALT i 😉 ): appelsinjuice, ginger ale, tonic, danskvand, lemon sodavand, appelsin sodavand. Sikkert mere endu, men her er lidt begynder forslag.

IMG_1559P og jeg har testet de fleste blandingsforhold og der er indtil videre intet, der ikke smager godt. Det handler om, hvad du er i humør til – hvor sødt det skal være. Hvis du blander med ginger ale, forsvinder alkoholsmagen fuldstændigt og det er rigtig fint egnet som et alternativ til sodapop, altså til de, der gerne vil have lidt procenter, men faktisk ikke kan lide en skarp eller bitter alkoholsmag. Elsker du Campari og bitter alkohol? Nyd en Aperol on the rocks med ren Aperol, isterninger og en skive appelsin. Som en mellemvariant, alle elsker, er min favorit Spritzen.

Her får du mine to yndlings Aperol drinks!

Aperol Spritz:

3 dele Prosecco fx Cinzano (alternativt tør hvidvin – nationalt fortrækker tyskere og østrigere hvidvin, mens jeg elsker udgaven som italienerne laver den, med boblevand 🙂 )

2 dele Aperol

1 del danskvand

Isterning og appelsinskive til pynt – Server i hvidvinsglas som på billedet ovenover

Orange Aperol:

1/3 del Aperol

2/3 dele appelsinjuice, gerne friskpresset

Isterninger

Pynt med appelsinskive

IMG_1562Orange Aperol 

Orange Aperol egner sig supergodt til… jamen, jeg har lyst til at sige hvad som helst. Den er meget mild og smager af blodappelsinjuice. Fuldstændigt. Så hvis du elsker den syrligesøde smag så skynd dig at mikse en Orange Aperol!

Aperol koster 119 kr for 70 cl, men der er tit gode tilbud, hvor du kan få en flaske for under en hund, så hold godt øje 😛 Alkoholprocenten er 11%.

Hjemmelavede pebernødder med ingefær, nelliker og sort peber

IMG_1544

For et par uger siden bagte jeg pebernødder og lavede konfekt med søde A, som jeg kender helt tilbage fra de glade biologidage (før jeg kom ind på journaliststudiet). Pebernødderne var overraskende lækre, nemme og billige at lave og helt klart værd at bruge noget hyggetid på sammen med en mor, søster eller veninde. Her kommer den drønnemme opskrift til dem, der ikke har fået nok af julegodterne endnu 🙂 Der bliver til cirka 120 stykker, som kan holde sig mindst 2 uger.

IMG_1543

  • 175 g sukker
  • 1 æg
  • 2 store spiskeskeer piskefløde 38%
  • 250 g hvedemel
  • ½ tsk stødt kanel
  • ½ tsk friskkværnet sort peber
  • ½ tsk stødt ingefær
  • ½ tsk stødt nellike (du kan sagtens selv støde nogle hele nelliker i en morter)
  • 85 g smør

NB: Juster evt krydderierne efter smag og behag. Jeg ville bestemt ikke skrue op for peberen, da det var passende, men mere ingefær eller kanel ville ikke skade.

Pisk sukker og æg til en luftig masse og rør fløden i. I en anden skål blander du mel og krydderier. Smuldr smørret i. Saml nu dette med æggesmassen. Rul dejen til stænger – brug gerne lidt mel, så du undgår det vildeste klister-rod. Skær små stykker (på størrelse med hasselnødder) og tril dem runde.

I forhold til størrelsen: ja det virker megasmåt. Men de hæver helt vildt. Det gør selvfølgelig ingenting, at ens pebernødder bliver gigantiske, men vil du have de små som du er vant til, så skal de virkelig være små, før de ryger i ovnen!

Sæt pebernødderne på plader med bagepapir og bag dem øverst i ovnen. De skal have 8-10 minutter ved 200 grader. HOLD ØJE! De skal altså ud så snart de er lysebrune!

IMG_1551Held og lykke og glædelig jul ❤

 

Den bedste højtid: Thanksgiving

IMG_1519Imorgen er det Thanksgiving – jeg elsker Thanksgiving. Jeg er så heldig at have veninder, der har boet i staterne, så nu nyder vi hvert år godt af Thanksgiving.  (Andre importerede mærkedage fra USA hader jeg som pesten. Jeg hader fx Valentines. Fatter ikke, at folk ikke kan se, at fx den dag KUN er skabt for at skabe mere hjernedødt forbrug og køb-smid-væk kultur.)

Nej, det er anderledes med Taksigelsesdagen. Det allerfineste ved Thanksgiving er, at den faktisk har et godt budskab, som ikke handler om at smide penge efter fx grim udklædning. Nej, budskabet er tre ting jeg elsker højt:  god mad, taknemmelighed og samvær med sine bedste venner (eller familie, kan man vel også benytte sig af). Uanset hvor trist november synes, har jeg altid Thanksgiving at se frem imod. I år spillede maden 100%, det må komme sig af, at P – fast værtinde, tidligere bosat i Houston – nu har haft nogle år til at finjustere the masterpiece that is Thanksgiving – det er altid godt, i år var det EPISK 🙂

IMG_1516Vi får altid det samme: kylling/kalkun, stuffing, sovs, kartoffelmos, cranberrysauce, søde kartofler og salat og dessert bagefter. Der kan være variationer i salaten og desserten – det er okay, men jeg elsker altså også, at alt det andet altid er ens. Det smager fantastisk, især stuffingen, og så er det hyggeligt at få det hvert år. Jeg glæder mig altid vildt, og jeg værdsætter det mere, fordi det kun sker en gang i året.

Jeg har ingen opskrifter at dele med jer, jeg vil bare opfordre alle til at huske at være ekstra taknemmelige imorgen. Hvis du ikke har lagt planer endnu, kan du stadig nå at samle nogle du holder af, og holde en middag med stearinlys, god musik og mad lavet med kærlighed. Det skader aldrig at prøve at være extra taknemlig 🙂 I min vennegruppe har vi hvert år en taksigelsesrunde, hvor vi på skift siger tak for en ting vi er særlig glade for det år. Vi bliver ved, indtil det løber af sporet og udvikler sig til bizarre anekdoter eller grineflip. I år var der en del taknemmelighed over færdiggjorte kandidatuddannelser – for min del var jeg bl.a. meget taknemmelig for mit ophold på Suhrs Madakademiet i foråret og for min tre ugers solo-Interrail i sommers.

Hermed er min kærlighed til Thanksgiving givet videre. Hav en dejlig, taknemlig Thanksgiving torsdag!

IMG_1514Forventningens glæde breder sig..!

IMG_1520Jaah, der levnes ikke meget, når P har stået i køkkenet. Tre portioner blev det til – ville gerne være fortsat. Men jeg skulle jo også have plads til dessert: bagt cheesecake!

Middag med mere

BilledeJeg har haft den BEDSTE maduge ever! Det startede med mellemøstlig mas hos P, gik over i indisk madlavningskursus med frøken Mode Med Mere, så tilbage til P, som igen i år husede en ærkeamerikansk Thanksgiving-middag – og så igår sluttede verdens bedste uge af med tre retters middag hos Maria! Hun havde tilberedt en lækker menu med inspiration fra det asiatiske køkken, da hun jo har vietnamesiske rødder.BilledeTil forret fik vi den vietnamesiske sandwich Banh Mi, som jeg ikke lige fik fotograferet, men den var superlækker og et spændende indslag fra et køkken, jeg selv er ret dårlig udi (altså det vietnamesiske). Hovedretten var denne lækre lakseret med friske grøntsager, med lækkert bid i og store stykker saftig laks. Alt sammen med en smagfuld rød karry-sovs.

IMG_1528Til dessert fik vi saltkaramel-chokoladetærter og passionsfrugt-sorbet. Det var temmelig episk og ja, det er helt fair at blive misundelig 😉 Begge dele var overdrevet lækre, men man skal ikke spise for meget af tærten, da den er MEGET rich. Hvis du har mod på at lave den selv, så har Maria en god opskrift på sin blog.

IMG_1530Jeg er virkelig kommet på opgave, hvis jeg skal forsøge at matche Marias treretters – næste gang er det jo min tur til at være vært. Yikes!

Tuc Pecan Pie – En nem, autentisk sydstatstærte

BilledeI fredags fik jeg en gæst, som har en meget sød tand, ligesom mig. Det gav mig en herlig undskyldning for at bage – yay! Derfor gik jeg i gemmerne og fandt en tærteopskrift fra dengang jeg tog et cajun madlavningskursus. Cajun betyder mad fra de amerikanske sydstater og deres køkken har en masse spændende retter. Fx denne her Ritz Pecan Pie – en tærte med pecannødder og den amerikanske kiks Ritz (eller under danske himmelstrøg med TUC kiks). Den har en ret skøn karamelagtig smag og så antydningen af det salte. Mums!

Det er ikke nemt at skaffe Ritz kiks herhjemme, men de kan nemt erstattes med TUC kiks. Denne opskrift er altså modificeret efter at jeg nu ikke har adgang til alle de særlige cajun madvarer, jeg havde på det kursus dengang 🙂 Men kagen er lækker og supernem uanset hvad, så det er bare om at komme igang!

Ingredienser – cirkamål, de kan justeres efter smag:

80 gram pecannødder

55 gram TUC kiks / Ritz, smuldret til ret små krummer

2,5 æggehvider (dvs. to bægere af de pasteurisede hvider man kan få)

2 dl sukker

1 teske flydende vanilleekstrakt

NB: Bruger du Ritz kiks, tilføj da en lille teske salt til dejen, da TUC er mere salte end Ritz

Tilbehør: Kan spises alene eller med flødeskum eller vanilleis

IMG_1486 Sådan gør du:

1. Knus dine kiks til ret små krummer, som man forhåbentlig kan se på billedet ovenfor.

2. Hak dine pecannødder groft. De opskrifter jeg fandt, bruger dem hele, men jeg vil fortrække grofthakkede fremover. Bland kiks og nødder.

3. Pisk dine æggehvider meget stive. Husk at skål og piskere skal være pinligt rene, da hviderne ellers måske ikke kan stivne.

4. Fold sukker og kikse-nøddeblanding ned i hviderne. Tilsæt vanilleekstraktet. Bland ingredienserne, men ikke sådan at du pisker i vildskab. Det skal bare lige vendes rundt.

5. Smør en tærteform og hæld dejen i. Bag i en halv time ved 175 grader. (Hold øje! Min var på vej til at få for meget, trods der kun var gået 30 minutter – kagen skal være gyldenbrun og lidt mørkebrun går også an, men ikke mere end det)

6. Skal der flødeskum til? Lad kagen køle lidt, mens du laver flødeskum af 2,5 dl piskefløde. Det burde være rigeligt 🙂

IMG_1487Sådan ser kagen ud på vej ind. Det er ikke en pæn kage! 

IMG_1505Mmm, det er altså bare en hyggelig tærte. Den er nem og ret anderledes, så den er især god, hvis du gerne vil give dine gæster en lidt ny oplevelse. Og så bliver den næsten bare bedre af at stå, så du kan godt lave den i god tid 🙂 Teksturen er jeg ret vild med, den er sådan lidt chewy. Netop derfor er det også lækkert med en kontrast i tilbehøret – i form af fløjsblød is eller flødeskum.