Vietnamesisk kaffe med kondenseret mælk

IMG_1624I erkendelsen af, at P og jeg muligvis aldrig får udvekslet vores Vietnam-billeder og jeg derfor ikke kan lave et indlæg, der fuldt beskriver vores kulinariske rejse, har jeg besluttet at begynde småt, for I skal ikke snydes for det fantastiske køkken jeg smagte, duftede, så og oplevede i Vietnam denne vinter. Mange af de ting vi fik var fantastiske, men inkluderede også råvarer vi aldrig vil kunne få herhjemme, såsom mantis shrimp, så jeg lægger ud med et aldeles tilgængeligt tip, som alligevel totalt opsummerer Vietnams forhold til kaffe: vietnamesisk kaffe med kondenseret mælk.

Opskriften er såre simpel: Du tager simpelthen bare noget stærk kaffe, og hælder oveni et glas, hvori du har hældt et par gavmilde centimeter kondenseret mælk i bunden. Vil du have iskaffe, fylder du godt op med isterninger. Rør godt rundt, og nyd din autentiske vietnamesiske kaffe.

Vietnameserne drikker både kaffen kold og varm, men vi drak den oftest kold. Det var simpelthen for varmt til andet. Men jeg smagte også kaffen varm og det smagte også glimrende. Uanset hvor du får den, om det er på et hotel eller en ydmyg gadebod, er fremgangsmåden stort set altid ens: kaffen er brygget på et vietnamesisk kaffebryggersæt, som vist ovenover. (Som Praktikanten forøvrigt var lidt bitter over, at jeg ikke havde taget med hjem til København. Jeg tror bare, jeg tænkte, at han havde nok i sine 45 forskellige espressokander…) Kaffebønnerne (kværnet) ligger i metalbeholderen og der hældes vand over- herefter drypper kaffen ned i glasset under, hvor man har sin kondenserede mælk. Når kaffen ikke drypper mere, er den klar. Mængden af kondenseret mælk varierede men på fotoet ovenover er der liiiige lovlig meget kondenseret mælk i, men jeg kunne virkelig godt lide det. Prøver du at spare på sukker i kosten, bør du nok halvere mængden.

Næsten alle kaffebønner fra Vietnam er af arten Robusta, der godt nok har en mindre god smag, men til gengæld en høj koncentration af koffein – så der er da lidt til Jer, der primært bruger kaffe som rusmiddel 😉 Men smagen af robustabønnen kan også blive helt fin i forskellige kaffeblandinger, primært dem, der er egnet til espresso.

I Danmark er vietnamesisk kaffe uforståeligt nok ikke særlig udbredt, men hvis du gerne vil opleve lidt af Indokinas stemning, så er District Tonkin lige skudt op på Frederiksberg. Det er en superfed vietnamesisk café og butik, som tilmed er nomineret til Årets Café af IByen. Tjek den her.

Hvilke lande har du besøgt, som havde anderledes og lækre kaffetraditioner?

Og et lille PS. Vil du have bedre kaffe, kaffeanmeldelser og mere af en sand kaffeekspert, så besøg Francisca og hendes nye kaffeblog Coffeeporn lige her!

Hasselnøddelikør! Mit tiramisu-tip

tiramisu2Jeg vil lige videregive et tiramisu-tip til de, der trænger til sød weekendinspiration 🙂 I sidste uge lavede jeg, i anledning af mit italiensk-holds afslutning en omgang tiramisu, som vi kunne nyde sammen med forårets sidste italienske verber.

Det var tilmed min første tiramisu, så the pressure was on, men den blev heldigvis spiselig – eller mere end spiselig, nu skal det hele ikke gå op i jantelov og ydmyghed! Billedet stammer dog ikke fra min tiramisu, som blev temmelig kvæstet på cykelturen fra Nordvest til indre Frederiksberg.

Men tippet er i al sin enkelhed at være lidt opfindsom i hvilken type alkohol man blander i sin kaffe, som derefter skal fugte ladyfingers. I de fleste opskrifter står der, at man skal bruge kaffelikør, fx marsala. Imidlertid kan det føles voldsomt at købe en hel flaske, når man nu kun skal bruge 1 dl til en 10-portioners tiramisu. Sådan havde jeg det også selv, og var ved at droppe hele projektet (det er lidt uhensigtmæssigt for min økonomi at købe en flaske sprut, jeg ikke helt skal bruge) – indtil jeg opdagede en slat hasselnøddelikør, også kaldet Frangelico, jeg havde haft stående siden Suhrs. Hmmm, begyndte min Stop-spild-af-mad-hjerne at tænke, hasselnødder, er det ikke meget godt i samspil med kaffe og sår’n… Hermed var problemet løst og jeg kunne få bugt med min frangelico slat OG lave en dejlig omgang tiramisu! Bum. Udnyttelse af alkoholresourcer som kun en polak kan gøre det 😉 Jeg tænker, at andre slags lignende likører også kunne have fungeret – hvad tænker I derude; har du erstattet kaffelikøren i din tiramisu med noget andet, som var ligeså lækkert?

Frangelico passer rigtig fint ind i tiramisu, men hvis du er bekymret for om der bliver for lidt kaffesmag, så ja, det gør der muligvis. Jeg synes personligt min tiramisu blev god, men lad mig være ærlig og sige at den manglede lidt kaffesmag og faktisk måske også lidt sprutsmag..? Jeg tror dog problemet kan løses ved at lave stærkere kaffe – simpelthen.

Et andet godt og nemt tip er at putte lidt sukker i din kaffe. (Altså kaffe, sukker og sprut sammen, istedet for den gængse kaffe-sprut blanding). Det forbedrer kraftigt kaffens smag og bare rolig, det bliver ikke overdrevent sødt. Bare put et par teskeer i kaffen, smag eventuelt gerne på den, så du ved det smager godt.

Jeg smagte tiramisuen over tre dage og ligesom at en brownie bliver bedre af at stå, så synes jeg også tiramisuen var bedre torsdag end onsdag, hvor den blev lavet. Til gengæld synes jeg den havde sat sig for meget fredag og ikke var smattet nok. Men bestemt stadig lækker.

Du kan se mere om likøren her, hvor der også er et link til en forhandler. Personligt tænker jeg dog, at der er mange penge at spare, hvis man handler næste gang man selv eller en ven er i Italien…

frangelicoEt pudsigt aber dabei til Frangelicos historie er, at det for nyligt blev opkøbt af Camparigruppen, som også ejer Aperol. Åhhh Camparigruppe, I ❤ you!

Appetitlig Aperol – Drinksmoden anno 2014

IMG_1561 Så blev det sgu 2014 og jeg kan se tilbage på et 2013 med mange nye opdagelser indenfor mad og drikke. Jeg lærte at spise oliven, jeg fik noget rødvin jeg faktisk kunne lide (!) og på højskolens studietur til Italien opdagede jeg vidunderdrinken Aperol Spritz! Aperol Spritz er en drink, der består af hvidvin, danskvand og Aperol, som er en bittersød alkohol fra Norditalien (byen Padova, for de der skulle være interesserede). Opskriften er hemmelig, men smagen er baseret på appelsin, urter og rabarber.

Men det mest fantastiske ved Aperol er at den egner sig til at blive mikset med virkelig mange ting. Aperol Spritz er den perfekte sommerdrink eller velkomstdrink – frisk og ikke så sød, at man er ved at få nok efter en enkelt, som jeg fx synes er tilfældet med de evigt populære cidere. Nej, Aperol er – bilder jeg mig ind – en mere voksen måde at drikke på og da den ikke er hjernedødt stærk kan man få nogle stykker uden at sejle rundt.

I Italien blev jeg ret overrasket over at jeg aldrig før havde smagt denne vidunderlige drinks. Så det må virkelig have været et tegn fra Universet at jeg skulle fortsætte Aperoleriet herhjemme, da Aperol få uger efter vores hjemkomst blev lanceret i bette Danmark. Derfor virkede det som en logisk slutning at Aperol var the drink of choice til at afrunde mit fantastiske madår 🙂 Specielt fordi jeg har fået et par veninder med på vognen, bl.a. P, som jeg spiste middag med. Hun var mildt sagt begejstret for udsigten til diverse Aperol drinks på den festlige aften. Jeg har nævnt Aperol Spritz og det er den bedst kendte Aperol drink, men man kan faktisk mikse Aperol med bl.a. følgende ting (altså en ad tingene og Aperol, ikke en balje med ALT i 😉 ): appelsinjuice, ginger ale, tonic, danskvand, lemon sodavand, appelsin sodavand. Sikkert mere endu, men her er lidt begynder forslag.

IMG_1559P og jeg har testet de fleste blandingsforhold og der er indtil videre intet, der ikke smager godt. Det handler om, hvad du er i humør til – hvor sødt det skal være. Hvis du blander med ginger ale, forsvinder alkoholsmagen fuldstændigt og det er rigtig fint egnet som et alternativ til sodapop, altså til de, der gerne vil have lidt procenter, men faktisk ikke kan lide en skarp eller bitter alkoholsmag. Elsker du Campari og bitter alkohol? Nyd en Aperol on the rocks med ren Aperol, isterninger og en skive appelsin. Som en mellemvariant, alle elsker, er min favorit Spritzen.

Her får du mine to yndlings Aperol drinks!

Aperol Spritz:

3 dele Prosecco fx Cinzano (alternativt tør hvidvin – nationalt fortrækker tyskere og østrigere hvidvin, mens jeg elsker udgaven som italienerne laver den, med boblevand 🙂 )

2 dele Aperol

1 del danskvand

Isterning og appelsinskive til pynt – Server i hvidvinsglas som på billedet ovenover

Orange Aperol:

1/3 del Aperol

2/3 dele appelsinjuice, gerne friskpresset

Isterninger

Pynt med appelsinskive

IMG_1562Orange Aperol 

Orange Aperol egner sig supergodt til… jamen, jeg har lyst til at sige hvad som helst. Den er meget mild og smager af blodappelsinjuice. Fuldstændigt. Så hvis du elsker den syrligesøde smag så skynd dig at mikse en Orange Aperol!

Aperol koster 119 kr for 70 cl, men der er tit gode tilbud, hvor du kan få en flaske for under en hund, så hold godt øje 😛 Alkoholprocenten er 11%.

Den bedste højtid: Thanksgiving

IMG_1519Imorgen er det Thanksgiving – jeg elsker Thanksgiving. Jeg er så heldig at have veninder, der har boet i staterne, så nu nyder vi hvert år godt af Thanksgiving.  (Andre importerede mærkedage fra USA hader jeg som pesten. Jeg hader fx Valentines. Fatter ikke, at folk ikke kan se, at fx den dag KUN er skabt for at skabe mere hjernedødt forbrug og køb-smid-væk kultur.)

Nej, det er anderledes med Taksigelsesdagen. Det allerfineste ved Thanksgiving er, at den faktisk har et godt budskab, som ikke handler om at smide penge efter fx grim udklædning. Nej, budskabet er tre ting jeg elsker højt:  god mad, taknemmelighed og samvær med sine bedste venner (eller familie, kan man vel også benytte sig af). Uanset hvor trist november synes, har jeg altid Thanksgiving at se frem imod. I år spillede maden 100%, det må komme sig af, at P – fast værtinde, tidligere bosat i Houston – nu har haft nogle år til at finjustere the masterpiece that is Thanksgiving – det er altid godt, i år var det EPISK 🙂

IMG_1516Vi får altid det samme: kylling/kalkun, stuffing, sovs, kartoffelmos, cranberrysauce, søde kartofler og salat og dessert bagefter. Der kan være variationer i salaten og desserten – det er okay, men jeg elsker altså også, at alt det andet altid er ens. Det smager fantastisk, især stuffingen, og så er det hyggeligt at få det hvert år. Jeg glæder mig altid vildt, og jeg værdsætter det mere, fordi det kun sker en gang i året.

Jeg har ingen opskrifter at dele med jer, jeg vil bare opfordre alle til at huske at være ekstra taknemmelige imorgen. Hvis du ikke har lagt planer endnu, kan du stadig nå at samle nogle du holder af, og holde en middag med stearinlys, god musik og mad lavet med kærlighed. Det skader aldrig at prøve at være extra taknemlig 🙂 I min vennegruppe har vi hvert år en taksigelsesrunde, hvor vi på skift siger tak for en ting vi er særlig glade for det år. Vi bliver ved, indtil det løber af sporet og udvikler sig til bizarre anekdoter eller grineflip. I år var der en del taknemmelighed over færdiggjorte kandidatuddannelser – for min del var jeg bl.a. meget taknemmelig for mit ophold på Suhrs Madakademiet i foråret og for min tre ugers solo-Interrail i sommers.

Hermed er min kærlighed til Thanksgiving givet videre. Hav en dejlig, taknemlig Thanksgiving torsdag!

IMG_1514Forventningens glæde breder sig..!

IMG_1520Jaah, der levnes ikke meget, når P har stået i køkkenet. Tre portioner blev det til – ville gerne være fortsat. Men jeg skulle jo også have plads til dessert: bagt cheesecake!

Tuc Pecan Pie – En nem, autentisk sydstatstærte

BilledeI fredags fik jeg en gæst, som har en meget sød tand, ligesom mig. Det gav mig en herlig undskyldning for at bage – yay! Derfor gik jeg i gemmerne og fandt en tærteopskrift fra dengang jeg tog et cajun madlavningskursus. Cajun betyder mad fra de amerikanske sydstater og deres køkken har en masse spændende retter. Fx denne her Ritz Pecan Pie – en tærte med pecannødder og den amerikanske kiks Ritz (eller under danske himmelstrøg med TUC kiks). Den har en ret skøn karamelagtig smag og så antydningen af det salte. Mums!

Det er ikke nemt at skaffe Ritz kiks herhjemme, men de kan nemt erstattes med TUC kiks. Denne opskrift er altså modificeret efter at jeg nu ikke har adgang til alle de særlige cajun madvarer, jeg havde på det kursus dengang 🙂 Men kagen er lækker og supernem uanset hvad, så det er bare om at komme igang!

Ingredienser – cirkamål, de kan justeres efter smag:

80 gram pecannødder

55 gram TUC kiks / Ritz, smuldret til ret små krummer

2,5 æggehvider (dvs. to bægere af de pasteurisede hvider man kan få)

2 dl sukker

1 teske flydende vanilleekstrakt

NB: Bruger du Ritz kiks, tilføj da en lille teske salt til dejen, da TUC er mere salte end Ritz

Tilbehør: Kan spises alene eller med flødeskum eller vanilleis

IMG_1486 Sådan gør du:

1. Knus dine kiks til ret små krummer, som man forhåbentlig kan se på billedet ovenfor.

2. Hak dine pecannødder groft. De opskrifter jeg fandt, bruger dem hele, men jeg vil fortrække grofthakkede fremover. Bland kiks og nødder.

3. Pisk dine æggehvider meget stive. Husk at skål og piskere skal være pinligt rene, da hviderne ellers måske ikke kan stivne.

4. Fold sukker og kikse-nøddeblanding ned i hviderne. Tilsæt vanilleekstraktet. Bland ingredienserne, men ikke sådan at du pisker i vildskab. Det skal bare lige vendes rundt.

5. Smør en tærteform og hæld dejen i. Bag i en halv time ved 175 grader. (Hold øje! Min var på vej til at få for meget, trods der kun var gået 30 minutter – kagen skal være gyldenbrun og lidt mørkebrun går også an, men ikke mere end det)

6. Skal der flødeskum til? Lad kagen køle lidt, mens du laver flødeskum af 2,5 dl piskefløde. Det burde være rigeligt 🙂

IMG_1487Sådan ser kagen ud på vej ind. Det er ikke en pæn kage! 

IMG_1505Mmm, det er altså bare en hyggelig tærte. Den er nem og ret anderledes, så den er især god, hvis du gerne vil give dine gæster en lidt ny oplevelse. Og så bliver den næsten bare bedre af at stå, så du kan godt lave den i god tid 🙂 Teksturen er jeg ret vild med, den er sådan lidt chewy. Netop derfor er det også lækkert med en kontrast i tilbehøret – i form af fløjsblød is eller flødeskum.

Restaurant-anmeldelse: Platter, Warszawa

Interrail 063

Efter Berlin kom jeg til Warszawa – altid et dejligt gensyn. Men selv om jeg har boet et lille år i Warszawa har jeg aldrig været på en god restaurant der, fordi jeg altid har spist hjemme, med venner eller familie – altså ligesom man jo ikke hele tiden spiser ude i Danmark 😉 Denne gang derimod var jeg opsat på at besøge restaurant Platter på Intercontinental Hotel. Jeg havde tripadviset det og studeret menuen online og det så virkelig godt ud, stilen var sådan lidt nyfortolkning af det polske køkken med fokus på gode råvarer!

Priserne var virkelig lave i forhold til Danmark og gourmetmad, men høje for Warszawa, så jeg valgte budgetløsningen (også af hensyn til resten af interrailens budget, hehe) og tog en lunchmenu med tre retter og vand til 105 zl, altså 185 kroner.

Det var vildt svært at vælge for menuen var for vild og der var stor valgfrihed – man kunne frit vælge sine tre retter mellem kategorierne: supper, appetizers (kolde retter), varme forretter, hovedretter og desserter. Mine øjne var ved at falde ud af hovedet på mig, fordi jeg bare stirrede på alle de lækre retter. Min tjener var rigtig sød til at forklare mere om retterne, og vejlede i forhold til hvad han synes personligt bedst om – det hjalp med at få valgt, så jeg kunne komme videre med frokosten 😉 Jeg endte med en varm forret, en hovedret og en dessert.

Jeg var temmelig spændt, for har aldrig spist på et sted der havde en stjerne eller en Bib – altså før dette besøg. Også bare det at selve restaurantens dekor var ret eksklusivt og jeg var den eneste “almindelige” person, alle andre var forretningsmænd , gjorde sit til at øge forventningerne. Og den slags forventningspres kan godt skade ens spiseoplevelse lidt, men…

Interrail 062

… Platter levede op til mine forventninger – mere til endda! Jeg fik disse lækre, meget smagfulde ande-ravioli til forret. Det var supergodt, at det var lavet som forret, for and er jo så fed i smagen, så man kan nemt få nok! Ovenpå var lækker parmesan, lidt tomat, ovnbagt løg og, hmm, måske brøndkarse..? Det smagte fantastisk!

Interrail 064

Til hovedret havde jeg valgt en fisk, som jeg desværre ikke har kunnet finde navnet på, men den var fast og hvid, som en torsk, men jeg synes den havde en finere smag end torsk, som kan være lidt blah! Tjeneren havde forklaret mig at de havde et par fisk, der ikke var på kortet og at han synes det var et godt valg, og det fik han ret i. Som tilbehør var der sorte linser, tomat-chilisovs, lyngrillede grøntsager og rucolapesto. Alt ved retten var upåklageligt, specielt smagen på gulerødderne og asparges, de smagte så friskt og rent og gulerødderne var så søde. Men jeg synes altid frugt og grønt er bedre i Polen end hjemme, så det burde måske ikke komme bag på mig 🙂 De grøntsager beviste virkelig at gode råvarer kan stå alene og ikke behøver alt muligt pis. Resten var naturligvis osse dejligt – og servicen var super: min tjener sagde, at jeg måtte sige til, hvis jeg savnede noget og så tillod jeg mig at bede om mere pesto. Og det fik jeg selvfølgelig på nul komma fem.

Til dessert fik jeg denne sommerdessert, en kage med flødeskum og friske bær.

Interrail 066

Desserten var god, men ikke banebrydende. Det bedste var de friske bær, som smagte som sommer på en tallerken. Men dejen, som var let og smagte næsten usynligt, ved jeg ikke helt hvad bidrog med. Derfor tror jeg, at når jeg kommer tilbage til Platter, vil jeg vælge en anden ret istedet for dessert, måske en kold appetizer. Men det er altså virkelig småtingsafdelingen nu, for oplevelsen var virkelig skøn.

Kan kun anbefale det til alle, der vil opleve gourmetmad til en billig penge! 🙂 Tjek selv menuen ud her!

Berlin – eksotisk mad i familiære omgivelser

Billede

Så er jeg hjemme efter mine 22 dages Interrail. Det var nok en kende optimistisk at jeg troede, jeg skulle blogge on the road 🙂 Der skete hele tiden noget og hvis der ikke gjorde, var jeg så smadret at jeg bare fladede ud. Det var selvfølgelig heller ikke en hjælp at jeg ikke har en tablet eller smartphone… 😉

Anyways – jeg begyndte i Berlin for snart 4 uger siden. Berlin er en skøn by at spise i, i al fald hvis du ikke har vildt mange penge. Desuden er de rigtig gode til alle former for etnisk/eksotisk mad og det er jeg stor fan af, så det er båre dæjlig 😉

Jeg fandt nu ikke noget exceptionelt – selv om jeg en eftermiddag stod i kø i 5 kvarter (jeg ved det, dybt godnat) for at smage Mustafas gemysekebab!! Ja, den smager godt, men ikke SÅ godt. Helt klart en nice kebab til kun ca 30 kroner, men er der noget mad, man vil STÅ OP i kø for i over en time? Jeg ved seriøst ikke, hvad jeg havde gang i 😀Billede

5 kvarters ventetid for denne fætter. Har du smagt Mustafas kebab? Syntes du, den ventetiden værd?

En anden dag havnede jeg på “District Mot”, som vel var en kloning mellem en vietnamesisk restaurant og Joe & The Juice – forstået på den måde at der kun arbejdede unge, “lækre” fyre med aaaalt for meget selvtillid. Det var synd, for det ødelagde en ellers fin aftensmad.

Retten øverst var en rød karry suppe med kylling og søde kartofler – den smagte fantastisk, sød og lidt stærk og med en kraftig smag. Kyllingen var perfekt mør. Dertil drak jeg en lille kande af den lækreste stærk-søde ingefær te. District Mot ligger i Prenzlauer Berg, og selve stedet har en ret hyggelig indretning. Billedet her yder det ikke retfærdighed.

Billede

Men jeg vil nu aldrig komme igen. Der er SÅ mange spisesteder i Berlin, i særdeleshed i Prenzlauerberg, så når District Mot kan have en så rude betjening så bliver det uden mig som stamkunde. Fyrene, der serverer, virker meget trætte af en, og når de så giver mig en regning med en rød-tegnet understregning under “prices do not include VAT” for ligesom at guilte mig til at give drikkepenge, ja så får de gudhjælpemig da slet ingen. Måltidet – uden guilt tips – kostede cirka 10 euro.

Nej, så steg serviceniveauet en smule (eller et par hundrede kilometer) da jeg tog på Bib Gourmand restaurant i Warszawa et par dage senere. Her er en teaser:

BilledeJeg vender tilbage om et par dage med detaljer om et af Warszawas allerbedste spisesteder. Stay tuned 🙂

Farvel Suhrs: Top 10 over madoplevelser på højskolen

maarbjerg konkurrence 001I fredags var der afslutningsfest på Suhrs og det har taget mig nogle dage at forstå at opholdet på madhøjskolen er ovre. Allerede nu er et nyt kursus igang og min skole er fyldt med falske kursister… Og derfor fik jeg en øjeblikkelig trang til at lave en top 9 over de fedeste ting, jeg tager med mig fra opholdet på Suhrs Madakademiet.

Min sentimentale Suhrs top 9:

1. Mikkel Maarbjerg, Markus Grigo, Sashiko Kuramoto… vi har haft besøg af helt fantastiske kokkelærere på skolen. Det har betydet, at vi både har besøgt andre landes madkulturer, men også at vi har fået et indblik i gæstelærernes tilgang til mad og arbejdsgangen i et køkken. Det har været superfedt – og sjovt at se, hvordan nogle elever blev småbange for Markus’ måde at være på, mens jeg selv elskede hans lidt kæft-trit-og-retning-agtige måde at undervise på. Dejligt tysk 😉

april, mad 013En af kagekreationerne, som Grigo lærte os at lave.

2. At udbene kylling. Ahh, Frankensteins kylling. At sprætte en fugl op, tage indvolde og knogler ud af en den og derefter fylde den med mad, sy den sammen igen, ovnstege den og så spise den – det må være en af de mest ydmygende måder at blive spist på. Da udbeningen fandt sted, var jeg freaked out og syntes det var overvældende. Men bagefter var det fandme sjovt at tænke tilbage på 🙂

Jeg har desværre ingen billeder, da jeg var albuedyb i død fugl under hele sceancen, men det er nok ret godt, da min fugl blev maltrakteret på det groveste. What can I say, jeg er ikke god til at sy.

Her er dog et link til de skønne Price brødre og deres udbenede kylling – det er faktisk en okay forklaring de har strikket sammen! Og hey, du skal ikke blive ked, hvis du synes det går helt ad helvede til. Jeg brugte nok en halv time på at udbene min kylling. Hastværk er lastværk, så tag dig god tid.

3. At opdage madvarer, jeg ikke kendte eller ikke kunne lide før. Jeg har aldrig kunnet lide oliven. Hvert år har jeg smagt en oliven, kun for at konstatere, at jeg syntes, de var klamme og smagte ad sure tæer. Det ændrede sig fra en måned til en anden. Pludselig på studieturen i Italien fik jeg en oliven, der smagte fint. Jeg prøvede derefter alle oliven jeg kunne finde og jeg kunne lide dem alle! Lidt samme oplevelse har jeg haft med vin – vin og mig har et anspændt forhold, men efter at virkelig have arbejdet på at kunne lide det, bl.a. hos Clou, er der faktisk meget dessertvin jeg kan lide (fx Kabir), en del hvidvin, en smule rose og… nåja, stadig ikke rødvin overhovedet 😉

Så er der ting jeg ikke vidste fandtes. Kålrabi fx. Jeg vidste ikke hvad det var, men på Suhrs smagte jeg det, og det smager fantastisk!

4. Ferrara – jeg elsker italiensk madkultur og spiste som en konge på studieturen, specielt i byen Ferrara. Byen er ydermere Slow Food by, et koncept der handler om, at mad fortjener god tid, særligt når man nyder den – mad skal ikke sluges i bilen på vej til arbejde.

I byen fandt jeg bl.a. denne utroligt gode Bib Gourmand restaurant. Derudover opdagede jeg den fantastiske drik Aperol Spritz, som kom til Danmark bare få uger efter jeg kom hjem fra Italien. Klart et tegn på, at jeg skal fortsætte min Aperol-obsession.

Tjek forøvrigt lige madbladet Gastros miniguide til Aperol-drinks her!

aperol 007All you need is love Aperol.

5. Stop spild af mad. Fuck, man kan spare mange penge og skåne miljøet og redde verden 😉 , hvis man lige tænker sig om og bruger den der lidt rynkede peberfrugt eller sit tørre rugbrød. Det er da også blevet til et par sparetips herinde, fx billigere pesto eller lækkert hjemmelavet ymerdrys.

6. Chokoladekage med blå ost. (I’ll just let that one sink in.)

På skolen havde jeg et fag der hed “Kemien i maden”. En af de sidste gange, skulle vi lave mad-forsøg. Der var en elev, der lavede chokoladefondant med blå ost i. Jeps. Kage med blå ost. Det smagte F-A-N-T-A-S-T-I-S-K. Jeg er lige pt i udviklingsfasen med selv at fremstille dette vidunder og vender tilbage med opskriften så snart den sidder i skabet!

7. At lære at lave sovser! Jeg har aldrig kunnet lave sovs, i den der brune, gængse forstand. Men på Suhrs lykkedes det mig faktisk at lave ikke en, men to velsmagende sovser. Det lyder som en lille bitte ting, men fuck jeg var stolt.

8. Desserthimlen. Vi har fået utrolig meget lækker dessert på skolen, og det har næsten været ligeså sjovt at lave det, som at spise det. Særligt de ting, som jeg skulle lave for første gang og som lykkedes, er noget jeg er glad for. Fx mørdej, fragilite eller macarons. Der er nu stadig ting jeg ikke rigtig forstår. Husblas fx. Jeg har altid lidt haft en angst for husblas, og naturligvis – den ene gang på skolen jeg skal lave en dessert med husblas, bliver den totalt fejlslagen. Men hey, så var der så meget andet dessert man kunne fråde 😉

smushi dessertNuttet dessert fra smushi-temadagen.

9. Mindre kød, mere økologi. Jeg har virkelig fået et nyt syn på den måde vi spiser i Danmark. Det bliver nok en anelse for langhåret til en top 9, men long story short: jeg spiser en del mindre kød nu end før Suhrs, og jeg savner det faktisk ikke. Derudover er der skruet op for økologien – og det behøver ikke være særlig dyrt. Hvis man køber mindre kød, så udligner budgettet sig sgu nok alligevel.

Hmm… Det føles altså lidt fattigt at opsummere hele sit liv i flere uger til et blogindlæg, men det var i al fald et forsøg =) Hvis du sidder derude og er i tvivl om Suhrs er det rette for dig, er du velkommen til at skrive – så skal jeg forsøge at besvare spørgsmål og hjælpe så godt jeg kan.

Mit italienske is-eventyr

Billede

Ta-daaa! Ingen Italienstur uden is! I troede da ikke, I slap for en mundvands-fremprovokerende-og-måske-irriterende-appetitlig udlægning af alle de is jeg fortærede, mens jeg levede la dolce vita i Italien..? Well, no such luck 😉

Jeg elsker is. Jeg E.L.S.K.E.R. is. Den eneste slags jeg ikke kan lide, er den med rosiner i – det er en forvirrende blanding af tekstur, temperatur og … bare føj. Alle andre is er velkomne og mødes med standardhilsnen: Get in my belly! Derfor havde jeg hede drømme om alt det frisklavede, lækre is jeg skulle spise i Ferrara. Jeg havde en ambitiøs plan om at spise is mindst en gang dagligt, ikke besøge samme gelateria mere end en gang, og altid tage nye smagsvarianter, for således at nå pensum rundt. Det ville have resulteret i at jeg havde smagt ti slags is. Men pga vores pakkede program og at jeg også skulle levne plads til “rigtig mad”, endte jeg med sølle tre besøg ved tre forskellige ispushere og nåede derfor ikke min kvote på ti forskellige smagsvarianter. Til gengæld tog jeg tre smage ved sidste besøg, hvor jeg godt kunne se, jeg havde svigtet mig selv, men jeg synes samtidig jeg ville give op med manér. Så hermed kommer min is-guide til Ferrara (og sikkert Italien, da der fandtes et par gode kæder blandt isstederne):

1. L’era Glaciale

Første is fandt vej til min mave fra et lille sted med gode åbningstider – således fik jeg stillet mit fix klokken 23.30..! Stedet hedder L’era Glaciale (frit oversat: ‘Istiden’). Jeg fik en kugle med klassisk chokolade og en med NUTELLA-IS! Chokoladeisen var desværre ordinær, lækker, bevares, men hvornår er chokoladeis ikke det? Jeg tvivler nu også på, at noget kunne have konkurreret med Nutellaisen. O.M.G. Geniales. Hvad skal jeg gøre for at få det indført herhjemme? Alt i alt et tilfredsstillende besøg, særligt til de blot 15 kroner, der er standardprisen for to kugler is i Italien.

2. Bella Mia

Min anden is kom fra Bella Mia – en franchise, som ligger mange steder i Italien. Derfor kan jeg få Bella Mia is igen allerede i juli, når jeg skal til Rom – yay!! Nå, det var det med at fokusere 🙂 Min anden italienske is fik jeg på en skoldhed, vindstille dag: altså en perfekt is-dag! Jeg valgte Nocciola, nødde-is, og Bacio, nødde-choko-is. Nogle ville kalde den sidste en slags Nutella-is og det kan jeg da også godt leve med 😉 Jeg fik også lov at smage nogle af de andre varianter, så jeg kunne bestemme mig. Synes faktisk, pigen i forretningen var vildt flink og servicemindet. Og isen var der ikke en finger at sætte på. Det er den på fotoet øverst. Kan du se, hvor cremet den er? Begge smage var fantastiske og fyldt af smag – og fordi de smagte af så meget, var det faktisk rigeligt med to kugler. Jeg kunne smage de gode råvarer og der var masser af hele hasselnødder i bacio-isen. YUM!

Bella Mia som kæde er måske lidt…. piget? Ved ikke om et gelateria overhovedet kan være butch per definition, men det er som om Bella Mia har valgt at satse lidt mere bevidst på det kvindelige klientel. Der er i al fald pænt og lillat, hehe.

Billede

It’s a marathon, not a sprint. Isspisning på mit niveau er ikke for sarte sjæle.

3. Grom

Min sidste aften i Ferrara måtte jeg erkende, at jeg ikke ville nå mine ti italienske is-smage. Men jeg kunne nå op på syv! Og det skulle ske på gelateriaet Grom, som jeg havde passeret tidligere på dagen, hvor der var en overvældende kø. Det var der ikke klokken 22, og jeg bestilte mine tre smage: chokolade extra noir, creme de Grom og på toppen pompelmo rosa, altså pink grapefrugt. Og nårh ja, så fik jeg tilbudt flødeskum, og hvilken idiot siger nej til det 😉

Som I kan se, var denne is lidt grotesk i størrelsen. Jeg var nødt til at få min ven til at holde isen, for at jeg kunne tage et billede, fordi jeg ikke turde tage chancen med isen i en hånd og kameraet i den anden. Men neejj, hvor jeg nød den is! Grapefrugt-isen var sådan et hit, at min veninde, efter at smage min is, løb ind i butikken og købte noget til sig selv. Men min favorit var Creme de Grom, deres egen unikke is-smag. De beskriver den som “egg cream with biscuits and Teyuna chocolate chips”. Jeg kunne ikke smage deciderede chokoladestykker i isen, men det gjorde mig ikke noget, for den smagte virkelig lækkert. Der var til gengæld relativt store kiksestykker i og de var af en god crunchy kvalitet, måske en Digestive-agtig opskrift?

Grom virker som feinschmeckerens issted. Priserne er lidt højere, indretningen mere strømlinet og så har de nogle smagsvarianter jeg aldrig, aldrig har set før. Pigerne bag disken var rigtig søde til at lade mig smage, og det var et held, for så kunne jeg fravælge en is jeg smagte, som mindede om daggammel risengrød 😀

Jeg kan ikke vælge en favoritis eller et favoritgelateria – men jeg kan sige, at jeg glæder mig endnu mere til at komme tilbage til Italien, nu hvor jeg har oplevet forårets fantastiske iseventyr! Indtil da klarer mig med min Københavnske favorit, Is A Bella 😛 God is-appetit derude!

Se mere om de italienske  issteder her:

http://www.bellamiagelateria.it/en/

http://www.grom.it/eng/index.php

http://www.tripadvisor.dk/Restaurant_Review-g187897-d3645193-Reviews-Gelateria_Yogurteria_L_Era_Glaciale-Livorno_Province_of_Livorno_Tuscany.html

NB: Jeg har ikke kunnet finde en hjemmeside for L’era Glaciale, men I kan tjekke anmeldelserne fra andre byer, deres standard er nok ret jævn landet over.

 

Anmeldelse: Restaurant Ca’ d’Frara, Ferrara, Italien

Billede

Så er jeg hjemme og udhvilet efter ti dages studietur i Italien. Turen bød på masser af fantastisk mad – bl.a. to besøg på Ca’ d’Frara, en restaurant, der er nævnt i Michelinguiden for tredie år i streg! Ja ja, det er ikke helt på niveau med at få en af de vigtige stjerner, men omtale i Michelinguiden er nok til mig – og bestemt også mere tilgængeligt for min pengepung 😉

Mit første besøg på Ca’ d’Frara, i byen Slow Food-Ferrara, var et tilfælde. Vi var en del fra skolen, der havde spottet stedet, og en dag gik en af mine frokostplaner i vasken og jeg tog en tjep beslutning om at tage på Ca’ d’Frara. Og sikken god beslutning! Jeg fik kun en ret og et glas vin, men det var mere end rigeligt til at slå Ca’ d’Fraras kvalitet fast. Stedet havde kun et menukort på italiensk – som de fleste steder i Ferrara – og det gjorde det lidt tricky at vælge. Men hey, jeg har aldrig rigtig fået noget ulækkert mad i Italien, så jeg endte med cannelloni med verdure, altså grøntsager. Så følte jeg mig sikker på, at det ikke ville blive for freaky. Og det var det bestemt heller ikke. Retten kom ind og var så smuk, at jeg næsten ikke havde lyst til at spise den – det er den på fotoet øverst. Jeg synes lidt den ligner det italienske flag med de grønne, hvide og røde farver, og jeg ved ikke om det er tilsigtet, men smukt er det i al fald. Udover den elegante anretning, duftede mine cannelloni afsindigt godt og forventningens glæde voksede i mig. Man kunne nemt være blevet skuffet, men cannellonierne var så pissehamrende afsindigt lækre, at jeg bare nød hver en lille bid, som jeg prøvede at trække i langdrag, så jeg kunne strække oplevelsen 🙂 Cannelloniernes grøntsagsfyld var lækkert og blødt, uden at være udkogt og smasket og den sovs, der lå ovenpå var fyldig og cremet, måske noget fløde-oste-værk? Jeg har svært ved at pinpointe de præcise ingredienser, men det er jo egentlig også ligegyldigt: det var sindssygt godt!

Til min ret fik jeg et glas af husets hvidvin og i forhold til at jeg ikke er så glad for vin, synes jeg faktisk den var lækker, den var ikke for tung – jeg kan ikke have tunge vine. Den duftede forresten helt vanvittigt godt af frugt. Og så kostede den kun 4,5 euro. Hvad sker der for, at man umuligt kan få et godt glas vin til maden herhjemme uden at slippe det tredobbelte beløb?

Nå, alt i alt, var det en fantastisk frokost og jeg snakkede så meget om den bagefter, at tre af mine venner fra skolen ville med derhen næste dag. Der sørgede jeg for at have lidt mere appetit, så jeg kunne smage to retter på den fine restaurant.

Billede

På mit andet besøg besluttede jeg at tage en ferrarask specialitet til min primi og disse gnocchi til secondi. Jeg glemte at tage et billede af primien og det er lidt synd for wow, den var grotesk. Vi var tre der fik den, og en der fik “mine” cannelloni fra dagen før. Og jeg skulle måske bare have gentaget cannelloni-succeen for vores specialitet var sgu… speciel. Det var kort sagt kød, macaroni, svampe og trøffel indbagt i dej, som seriøst smagte af sandkage. Det er ret sjovt at sige, man har spist pasta og kød indbagt i sandkage 🙂 Men det er altså ikke en særlig god idé i praksis (er det en god ide på papiret? Jeg ved det ikke, vi forstod ikke menuen :D)

Til hovedretten havde min veninde og jeg besluttet, at vi ville tage en ret hver og bytte på halvvejen så vi fik smagt lidt mere. Jeg begyndte som sagt med gnocchi, som var lækre og smagte af tomat og skaldyr – men jeg blev først virkelig begejstret, da vi byttede ret og jeg fik denne pastaret:

Billede

I grunden en utrolig simpel ret, hvor der var meget få “rigtige” ingredienser, måske kun tomat, musling, pesto, blæksprutte, og pasta. Men nøørj, hvor smagte den af meget. Den havde et pift af peber, men slet ikke på den måde, hvor man tænker “uf, det er stærkt”, men bare sådan at retten virkede frisk og let. Muslingerne var lækre og pastaen kogt til perfektion.

Mine medspisere var også glade for deres retter – særligt var der en secondi, der bestod af fritteret alt. Friteret blæksprutte, friterede grøntsager – det eneste der ikke var fritteret var dyppelsen, som var en hjemmelavet mayo af en art. Der er nu noget helt særligt over madvarer, der lige har fået en tur i ønskebrønden 😉
Suhrs Italien 033Til maden fik vi denne rubinrød lambrusco – lambrusco er en egnsspecialitet og intet som det klamme sprøjt vi får herhjemme (undskylder det rystede billede, jeg ved ikke hvad der er sket der). Vi havde også – baseret på min frokosterfaring – fortæret en god del olivenolie; brødet var bare en ydmyg og tør olie-transportør. Det virker måske absurd at nævne en restaurant for olivenolien, men den var bare virkelig lækker. Jeg tror også sætningen, “jeg vil helst bare gerne drikke den fra flasken” faldt.

Ca’ d’Frara lavede nogle fodfejl i forhold til en fortravlet tjener og regningbesvær, men hvis man holder fokus på mad og vin, så ville jeg bestemt gerne besøge stedet igen. Det skal bemærkes at man snildt kan få både lækker mad (to retter) og vin for under 200 kroner per mand, og hvor i al verden kan man få det herhjemme, på et sted som Michelin har nævnt? Hvis du kender et sted så sig det lige videre 😉