Skal du have mælk i kaffen? Så er du et dårligt menneske

fougazcapucinoForleden var jeg sammen med en veninde. Da jeg afbrød samtalen, for at sige jeg skulle have mælk, vrissede hun: “Hvordan kan du dog drikke mælk, når du siger du er feminist?”. Det var ikke første gang hun sagde noget i den stil til mig. Det var også den eneste grund til, at jeg overhovedet forstod hvad hun snakkede om.

For hvordan er det lige at de to ting har en pind at gøre med hinanden?

Feminisme handler om ligestilling mellem kønnene, at kvinder ikke skal ses ned på og gøres til sexobjekter og at kvinder skal have de samme muligheder, der i lang tid har været forbeholdt mænd. Vegansk kost handler om at man kun spiser plantebaseret kost. Der er selvfølgelig oftest en mere værdipræget årsag til dette. Den varierer bredt: det kan skyldes dyrevelfærd, sundhed, miljø og det CO2-aftryk man kan leve med at sætte på kloden.

Når min vegetar-veninde, som sjældent drikker almindelig mælk (ja, hun gør det faktisk selv indimellem!), bliver hidsig over at jeg drikker mælk, hvordan er det så, at hun har fået koblet det op på feminisme? Hvordan blev ens madvalg endnu dybere end “kun” miljøforhold eller dyrevelfærd?

18818259_1485422368187628_2006638314_o
God mod dyr – det er sådan jeg ser mig selv. Her i samvær med en fremmed hund.

Jeg synes folk går for højt op i deres mad. Ikke på den gode måde, hvor man køber god kvalitet og bruger tid på at kokkerere (I Danmark bruger vi en rekordlav procendel af vores indkomst på mad sammenlignet med andre lande). Men på den dårlige måde: folk er besatte af mad som en del af deres image. Det er noget man kan dyrke som en religion. Det presses ind i alle samtaler og presses ned i halsen på venner og bekendte, når man deler samtlige måltider online.

Det er som det er. Jeg ved ikke, hvordan vi skal ændre på det (for jeg synes ikke det er fedt, jeg synes det er dræbende kedsommeligt). Jeg troede dog vi som nation havde peaket. At vi ville på et tidspunkt snart ville gå retro, og begynde at chille i køkkenet og nyde maden uden at ITALESÆTTE den konstant.

Når mad bliver ens image

Men min venindes spørgsmål om hvordan jeg dog kan drikke mælk som feminist, får mig til at tænke på, om vi faktisk ikke har peaket endnu i forhold til at bruge mad som branding og som noget, der mest kun er til, for at fortælle hvem vi er. Jeg har skam googlet hvordan feminisme og veganisme skulle hænge sammen – det er noget med at mor-køerne savner deres børn og vi udnytter deres ko-kroppe og også noget med at hvis vi kvinder vil være lige med mænd, så skal vi behandle alle arter på lige fod med menneskearten. Jeg forstår godt argumenterne, teoretisk set. Men jeg synes også bare, at det er grotesk, at jeg ikke skulle kunne havde hele mit værdigrundlag – og der er feminist noget af det første jeg vil beskrive mig selv som – uden at være vegansk.

Den måde vi udnytter jordens resourcer er ikke holdbar. Det er vist ikke til debat (medmindre man ingen sjæl har og/eller arbejder for Monstanto). Men når jeg allerede har skåret voldsomt ned på kødindtag, spiser vegetarisk når muligheden er der og meget mere, så synes jeg faktisk allerede jeg gør hvad jeg kan. Hvis alt man gør, skal være 100% for at tælle med og for at være validt, så risikerer man at ekskludere mennesker, som gerne vil forbedre sig. Og det er ikke vejen frem. Derfor vil jeg blive ved med at kalde mig selv feminist OG indimellem putte mælk i kaffen.