Perfekt pink vin: Beringer Sparkling Rosé

rose

Okay, tordenvejr og voldsom regn skriger måske ikke på pink picnic vin MEN! På et tidspunkt kommer sommeren tilbage og så er der simpelthen ingen lækrere, blødere og mere festlig vin end denne her smukke sag. Jeg fik den sidste forår til Ps kandidatfest og har været besat af den siden. Jeg har aldrig fået så lækker en vin in. my. life. Nu er jeg også en slikmund, så fair warning; denne vin er ikke til dig, der mest nyder en knastør vin. Denne her rosé er ret sød, men den er slet ikke sød på en kvalm Asti måde, men mere på en frisk og frugtig måde. Jeg kunne snildt drikke en flaske alene 🙂

Vinen er ikke nem at skaffe i butikkerne, men fås sommetider i fx Superbest – ellers er det nemt at finde den online, når man ved hvad man går efter.

Du kan fx shoppe vinen online her

Cin cin og skål !

Foto: Vildmedvin.dk

Ismarathon part II: Iskold nydelse hos Ismageriet

IMG_1833Har I nydt weekenden og det gode vejr? Jeg har været ude og cykle – til Amager og Dyrehaven – og nød på begge destinationer en gigantisk is. Jeg synes jo næsten, at isspisning er min pligt, når vejret er godt! 😉

Søndag tog Maria mig med ud til Ismageriet, som jeg efterhånden har hørt så meget om, at det næsten var blevet en legende. ‘De må godt nok have noget vild is, siden så mange valfarter ud til midten-af-ingenting-Amager’ har jeg tænkt om Ismejeriet, så nu var det på tide med handling fremfor spekulationer. Ismageriet har en vildt hyggelig og retro-læks butik på Kongelundsvej, og det var meget nemt at finde, dels på grund af deres isbil, der holder ude foran, og dels på grund af menneskemylderet (som Maria endda forklarede mig, ikke var voldsomt denne søndag!). Men iihhh, jeg elsker altså deres stil: lys turkis, uniformer og klinker transporterede mig tilbage til 50’erne!

IMG_1831

IMG_1824Jeg fik frk. ModeMedMere til at posere foran Ismageriets flotte isbil. Yndige, begge to, ikke?

Nuvel, vi var her jo ikke kun for at nyde det flotte retro look – nej, der skulle jo indtages is, gerne i upassende mængder! Maria havde lagt sig i selen ved at droppe frokosten – selv havde jeg mere filosofien at man lægger en bund med lidt kedelig frokost, for på den måde at ‘klargøre’ mavsen til en kæmpe portion dejlig is 😉 Vi valgte begge to kugler (du kan vælge mellem bæger og vaffel) til den meget almindelige pris af 29 kroner – en kugle koster en tyver. Maria tog kirsebær og Ismageriets ret specielle publikumsfavorit: hvid chokolade, lakrids og citron. Jeg fik en smagsprøve og kirsebærisen synes jeg var dejlig, mens den anden var alt for lakridset til min smag (jeg kan jo ikke så godt lide lakrids…). Synes det var en stærk salmiaksmag, der overdøvede alt andet, men som sagt er denne is en af deres all time klassikere og den har mange fans. Jeg synes til gengæld der var rigtig mange andre lækre smage i køledisken og det var næsten umuligt at skulle nøjes med to!

IMG_1826Som du kan ane her… maaaaange lækre varianter! Jeg endte med karamel-chokolade-jordnød, altså en slags Snickers is, og så nutella-kiks. Begge to smagte rigtig lækkert og teksturen var helt rigtig og cremet – ingen iskrystaller her. Nutella-kiks isen var dog ikke helt så mindeværdig som Snickers isen. Den var god, men det var ikke helt tydeligt for mig at det var Nutella, der skulle have inspireret den.

Jeg synes størrelsen på isen var rigtig god, ikke for nærigt, men heller ikke et bjerg af is. Ismageriet har forresten en hel del siddepladser, hvilket er superfedt, da området er roligt og sparsomt trafikeret. Det er sgu lækkert at man kan sætte sig ned og nyde sin is i solen 🙂 Jeg skal helt sikkert tilbage, for hvordan kan jeg komme igennem sommeren uden at teste deres karamel-nougat eller deres hasselnød?

Der er mange der siger, at Ismageriet er det bedste is der findes i København og omegn. Jeg er stadig i tvivl, for jeg synes også virkelig at Bryggen 11 har noget yummy is og nogle vilde smagsvarianter – det har de to steder lidt tilfælles, de lidt funky, unikke slags is. Måske jeg bare kan have to favoritsteder 🙂

IMG_1836Se hvor nuttede Ismageriets bægre er!

 

Ice Queen og andre isbutikker på Frederiksberg

IMG_1786Hvis du kommer forbi Frederiksberg denne sommer, så gør dig selv den tjeneste at få en is i Smallegade kvarteret. Den huser både en Is A Bella, Ice Queen og den nye Bon Bon is (ikke som Bon Bon land, mere som i fransk fornemt slik). Is A Bella er altid en favorit for mig, men jeg har også testet de to andre isbutikker, for god ordens skyld. Hos Ice Queen fik jeg en gigantisk is med tre kugler til 35 kroner. Det var lige i overkanten og udgjorde næsten et helt måltid. På billedet kan man se den fine lyserøde jordbæris, som desværre smagte syntetisk og lidt af guf og den meget vellykkede After Eight is, som jeg virkelig kan anbefale! I bunden havde jeg en chokolademousse is, som også var rigtig lækker – men er du til stærk chokoladesmag, vil den nok ikke kunne tilfredsstille dig. IMG_1787Ice Queen har nogle stole udenfor, hvor man kan sidde og nyde sin is, hvilket er ret lækkert – og vel faktisk nødvendigt, da isene tit er så store at man ikke kan gå og spise samtidig 😉 Priserne er lidt høje, men standard for København og størrelsen taget i betragtning er det vel næsten rimeligt. Da jeg synes der var stor forskel på smagskvaliteten, vil jeg foreslå at du benytter dig af smagsprøver, som gives med gavmild hånd. Derudover kan du få kaffe og lidt andet godt hos Ice Queen, men eftersom stedet er populært blandt børnefamilier, ville jeg aldrig anbefale stedet som decideret kaffested. IMG_1788Hvis du ikke synes Ice Queen lyder som din kop te, ligger der en Is A Bella og en nyåbnet Bon Bon iscafe indenfor to minutter. Is A Bella er i min verden gennemtestet og min klare favorit i Danmark, måske med konkurrence fra Bryggen 11. Igår fik jeg så en is hos Bon Bon, da de laver deres egne vafler, og det er jo ikke så tit det sker – så det skulle prøves! Og joh vaflen var da lækker, men nu er det jo primært isen man går efter og til en pris på 34 kroner for to kugler, synes jeg ikke det er besværet værd. Servicen var god og du kan få masser af smagsprøver, men de viste mig faktisk mest, at mange af smagene savnede styrke – det hele blev lidt for anonymt. Jeg kunne faktisk ikke finde mere end to smage, jeg gad spise – det endte med jordbær og After Eight, så jeg kunne sammenligne direkte og aftereighten var ligeså god som hos Ice Queen, mens jordbærisen var bedre og med tydelige stykker af rigtig frugt i. Men når der kun var to smage jeg faktisk fandt interessante og prisen så desuden var rimelig steep, så tror jeg ikke det bliver en gentagelse hos Bon Bon.

Hvor er dit yndlings is sted i København?