Anmeldelse: Restaurant Ca’ d’Frara, Ferrara, Italien

Billede

Så er jeg hjemme og udhvilet efter ti dages studietur i Italien. Turen bød på masser af fantastisk mad – bl.a. to besøg på Ca’ d’Frara, en restaurant, der er nævnt i Michelinguiden for tredie år i streg! Ja ja, det er ikke helt på niveau med at få en af de vigtige stjerner, men omtale i Michelinguiden er nok til mig – og bestemt også mere tilgængeligt for min pengepung 😉

Mit første besøg på Ca’ d’Frara, i byen Slow Food-Ferrara, var et tilfælde. Vi var en del fra skolen, der havde spottet stedet, og en dag gik en af mine frokostplaner i vasken og jeg tog en tjep beslutning om at tage på Ca’ d’Frara. Og sikken god beslutning! Jeg fik kun en ret og et glas vin, men det var mere end rigeligt til at slå Ca’ d’Fraras kvalitet fast. Stedet havde kun et menukort på italiensk – som de fleste steder i Ferrara – og det gjorde det lidt tricky at vælge. Men hey, jeg har aldrig rigtig fået noget ulækkert mad i Italien, så jeg endte med cannelloni med verdure, altså grøntsager. Så følte jeg mig sikker på, at det ikke ville blive for freaky. Og det var det bestemt heller ikke. Retten kom ind og var så smuk, at jeg næsten ikke havde lyst til at spise den – det er den på fotoet øverst. Jeg synes lidt den ligner det italienske flag med de grønne, hvide og røde farver, og jeg ved ikke om det er tilsigtet, men smukt er det i al fald. Udover den elegante anretning, duftede mine cannelloni afsindigt godt og forventningens glæde voksede i mig. Man kunne nemt være blevet skuffet, men cannellonierne var så pissehamrende afsindigt lækre, at jeg bare nød hver en lille bid, som jeg prøvede at trække i langdrag, så jeg kunne strække oplevelsen 🙂 Cannelloniernes grøntsagsfyld var lækkert og blødt, uden at være udkogt og smasket og den sovs, der lå ovenpå var fyldig og cremet, måske noget fløde-oste-værk? Jeg har svært ved at pinpointe de præcise ingredienser, men det er jo egentlig også ligegyldigt: det var sindssygt godt!

Til min ret fik jeg et glas af husets hvidvin og i forhold til at jeg ikke er så glad for vin, synes jeg faktisk den var lækker, den var ikke for tung – jeg kan ikke have tunge vine. Den duftede forresten helt vanvittigt godt af frugt. Og så kostede den kun 4,5 euro. Hvad sker der for, at man umuligt kan få et godt glas vin til maden herhjemme uden at slippe det tredobbelte beløb?

Nå, alt i alt, var det en fantastisk frokost og jeg snakkede så meget om den bagefter, at tre af mine venner fra skolen ville med derhen næste dag. Der sørgede jeg for at have lidt mere appetit, så jeg kunne smage to retter på den fine restaurant.

Billede

På mit andet besøg besluttede jeg at tage en ferrarask specialitet til min primi og disse gnocchi til secondi. Jeg glemte at tage et billede af primien og det er lidt synd for wow, den var grotesk. Vi var tre der fik den, og en der fik “mine” cannelloni fra dagen før. Og jeg skulle måske bare have gentaget cannelloni-succeen for vores specialitet var sgu… speciel. Det var kort sagt kød, macaroni, svampe og trøffel indbagt i dej, som seriøst smagte af sandkage. Det er ret sjovt at sige, man har spist pasta og kød indbagt i sandkage 🙂 Men det er altså ikke en særlig god idé i praksis (er det en god ide på papiret? Jeg ved det ikke, vi forstod ikke menuen :D)

Til hovedretten havde min veninde og jeg besluttet, at vi ville tage en ret hver og bytte på halvvejen så vi fik smagt lidt mere. Jeg begyndte som sagt med gnocchi, som var lækre og smagte af tomat og skaldyr – men jeg blev først virkelig begejstret, da vi byttede ret og jeg fik denne pastaret:

Billede

I grunden en utrolig simpel ret, hvor der var meget få “rigtige” ingredienser, måske kun tomat, musling, pesto, blæksprutte, og pasta. Men nøørj, hvor smagte den af meget. Den havde et pift af peber, men slet ikke på den måde, hvor man tænker “uf, det er stærkt”, men bare sådan at retten virkede frisk og let. Muslingerne var lækre og pastaen kogt til perfektion.

Mine medspisere var også glade for deres retter – særligt var der en secondi, der bestod af fritteret alt. Friteret blæksprutte, friterede grøntsager – det eneste der ikke var fritteret var dyppelsen, som var en hjemmelavet mayo af en art. Der er nu noget helt særligt over madvarer, der lige har fået en tur i ønskebrønden 😉
Suhrs Italien 033Til maden fik vi denne rubinrød lambrusco – lambrusco er en egnsspecialitet og intet som det klamme sprøjt vi får herhjemme (undskylder det rystede billede, jeg ved ikke hvad der er sket der). Vi havde også – baseret på min frokosterfaring – fortæret en god del olivenolie; brødet var bare en ydmyg og tør olie-transportør. Det virker måske absurd at nævne en restaurant for olivenolien, men den var bare virkelig lækker. Jeg tror også sætningen, “jeg vil helst bare gerne drikke den fra flasken” faldt.

Ca’ d’Frara lavede nogle fodfejl i forhold til en fortravlet tjener og regningbesvær, men hvis man holder fokus på mad og vin, så ville jeg bestemt gerne besøge stedet igen. Det skal bemærkes at man snildt kan få både lækker mad (to retter) og vin for under 200 kroner per mand, og hvor i al verden kan man få det herhjemme, på et sted som Michelin har nævnt? Hvis du kender et sted så sig det lige videre 😉

 

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s