Hjemmelavet ymerdrys – en lækker måde at undgå madspild!

Billede

Jeg lyder som en plade med hak i men undskyld ventetiden! Denne gang havde pcen fået virus. Lidt surt, når jeg var totalt klar til at dele mit nyopdagede yndlingstip mod madspild: ymerdrys! For et par uger siden stod jeg i Netto og jeg havde SÅDAN lyst til en god fuldfed ymer og masser af drys. Men så så jeg deres ymerdrys. En gigantisk pakke (til over 20 kroner!), der på ingen måde kan spises op i et hjem med under 4 personer. Den slags pisser mig seriøst af. Særligt når man tænker på hvor få “rigtige familier” der er i dagens Danmark og hvor meget mad, der går til spilde, fordi det sælges i kæmpepakker. Oh well – gigapakken med drys fik mig til at tænke: “det kan jeg fandme gøre bedre og billigere selv” – det er jo dybest set bare rugbrød og farin. Som sagt, så gjort.

Og det var så vanvittigt nemt at jeg måtte lave en hurtigguide til drys for dummies. Seriøst – en abe med bind for øjnene kan lave en supernem og god ymerdrys:

Ingredienser:

Rugbrød, der ellers var på vej i skraldespanden (eller friskt. Det må man helt selv om)

Farin

Salt, hvis du er et saltsvin som jeg

Fremgangsmåde:

I den ymerdrys man kan købe, er forholdet typisk 75% brød og 25% farin – det gode ved at gøre det selv er, at du totalt selv bestemmer, hvor sød din drys skal være. Jeg lavede en ret u-sød version, men det var mest for eksperimentets skyld. 

1. Tag den mængde brød du vil lave ymerdrys af. Jeg brugte to skiver og havde til 5 dage til en person.

2. Put det i en blender. Tilføj den ønskede mængde farin. Jeg har hørt at op til 50% er lækkert, men selv puttede jeg kun 3 spiseskeer i og det var max 10% – og ikke sødt nok 😉

3. Blend. Tilføj lidt salt hvis du har lyst.

4. Bred smulder-blandingen ud på en bageplade dækket med bagepapir. Sæt i ovnen i et lille kvarters tid ved 150-175 grader. Det er altså nærmest umuligt at ødelægge det. Det handler bare om at tørre rugbrødet lidt ud og det kan du jo gøre som du vil: jo højere varme, jo kortere tid skal det have, men du risikerer også at branke smulderet. Så jeg fortrækker lavere varme i længere tid.

5. Tag det ud når du synes det er tørt nok. Lad det afkøle. Nu er du klar til at spise dejlig, fed ymer med mega stop-madspild-venligt drys! Selv elsker jeg at spise det med lidt syrligt æble til 🙂Billede

 

 

Café-anmeldelse: Superkaffeforsyningen, København N

Billede

Lige så langt som Superkaffeforsyningens navn er, lige så hyggelig er den bette café på Møllegade, en stille sidegade til den kaotiske Nørrebrogade. Og man skulle måske tro, det var umuligt at få ro og fred til sin kaffe eller morgenmad så tæt på al trafikken, men det kan man faktisk hos Superkaffeforsyningen. Superkaffeforsyningen har virkelig skudt papegøjen med deres placering. Seriøst, jeg har endnu ikke kigget passeret cafeen i dårligt vejr. Det er som om at selv hvis det regner på hele Nørrebro, er der et lokalt højtryk over Møllegade 😉

Nå, men for at holde mig til maden: deres brunch, som jeg testede her sidste weekend var meget okay, omend jeg ikke blev så mæt, som jeg forventer af en brunch 🙂 Jeg var der med min veninde P og vi tog begge en “morgentallerken” til 105 kr – det er inklusiv et smilende æg og valgfri kaffe – jeg fik en glimrende iskaffe, som blev nærmest inhaleret på cirka et nanosekund. Du kan også fravælge ægget og få brunch-fornøjelsen for 95 kr.
Al maden var rigtig fin i kvaliteten og de søde ansatte (virkelig søde, det er dejligt at man kan mærke folk nyder deres arbejde) oplyste os om at vi måtte vente lidt på croissanterne, da de var i ovnen. Dén slags ventetid er lige til at holde ud. Croissanten var da også superlækker og frisk, da den ankom – og der var alt andet støvsuget fra tallerkenerne, så det var nok meget godt. Og så er jeg vel også inde på min eneste anke mod Superkaffeforsyningen. Godt sted, tjek – søde ansatte, tjek – valgfri kaffe, som faktisk ER valgfri, så man kan få sig en ellers dyr iskaffe, tjek – lækker brunch med frisk frugt, blødt brød, nybagt croissant og æg kogt til perfektion, tjek – mæthed, der holder læææænge… not tjek.
Jeg ved ikke om det er mig eller hvad, men både P og jeg spiste ret hurtigt al vores mad; der var lidt ost til overs, men ikke noget at komme det på! Så vi gik glade, men ikke så mætte fra stedet. Men pyt. Jeg synes, det er en petitesse i disse dage hvor vejret er fantastisk og jeg kan sidde udenfor ved Superkaffeforsyningens borde og slappe af. Har du brug for en pause fra hast og jag, så smut forbi Superkaffeforsyningen – der er mega chill og deres iskaffe er forbandet god!
maj 2013 002 Se lige det smukke farveskift iskaffen har gang i. Mmmm…

Mit italienske is-eventyr

Billede

Ta-daaa! Ingen Italienstur uden is! I troede da ikke, I slap for en mundvands-fremprovokerende-og-måske-irriterende-appetitlig udlægning af alle de is jeg fortærede, mens jeg levede la dolce vita i Italien..? Well, no such luck 😉

Jeg elsker is. Jeg E.L.S.K.E.R. is. Den eneste slags jeg ikke kan lide, er den med rosiner i – det er en forvirrende blanding af tekstur, temperatur og … bare føj. Alle andre is er velkomne og mødes med standardhilsnen: Get in my belly! Derfor havde jeg hede drømme om alt det frisklavede, lækre is jeg skulle spise i Ferrara. Jeg havde en ambitiøs plan om at spise is mindst en gang dagligt, ikke besøge samme gelateria mere end en gang, og altid tage nye smagsvarianter, for således at nå pensum rundt. Det ville have resulteret i at jeg havde smagt ti slags is. Men pga vores pakkede program og at jeg også skulle levne plads til “rigtig mad”, endte jeg med sølle tre besøg ved tre forskellige ispushere og nåede derfor ikke min kvote på ti forskellige smagsvarianter. Til gengæld tog jeg tre smage ved sidste besøg, hvor jeg godt kunne se, jeg havde svigtet mig selv, men jeg synes samtidig jeg ville give op med manér. Så hermed kommer min is-guide til Ferrara (og sikkert Italien, da der fandtes et par gode kæder blandt isstederne):

1. L’era Glaciale

Første is fandt vej til min mave fra et lille sted med gode åbningstider – således fik jeg stillet mit fix klokken 23.30..! Stedet hedder L’era Glaciale (frit oversat: ‘Istiden’). Jeg fik en kugle med klassisk chokolade og en med NUTELLA-IS! Chokoladeisen var desværre ordinær, lækker, bevares, men hvornår er chokoladeis ikke det? Jeg tvivler nu også på, at noget kunne have konkurreret med Nutellaisen. O.M.G. Geniales. Hvad skal jeg gøre for at få det indført herhjemme? Alt i alt et tilfredsstillende besøg, særligt til de blot 15 kroner, der er standardprisen for to kugler is i Italien.

2. Bella Mia

Min anden is kom fra Bella Mia – en franchise, som ligger mange steder i Italien. Derfor kan jeg få Bella Mia is igen allerede i juli, når jeg skal til Rom – yay!! Nå, det var det med at fokusere 🙂 Min anden italienske is fik jeg på en skoldhed, vindstille dag: altså en perfekt is-dag! Jeg valgte Nocciola, nødde-is, og Bacio, nødde-choko-is. Nogle ville kalde den sidste en slags Nutella-is og det kan jeg da også godt leve med 😉 Jeg fik også lov at smage nogle af de andre varianter, så jeg kunne bestemme mig. Synes faktisk, pigen i forretningen var vildt flink og servicemindet. Og isen var der ikke en finger at sætte på. Det er den på fotoet øverst. Kan du se, hvor cremet den er? Begge smage var fantastiske og fyldt af smag – og fordi de smagte af så meget, var det faktisk rigeligt med to kugler. Jeg kunne smage de gode råvarer og der var masser af hele hasselnødder i bacio-isen. YUM!

Bella Mia som kæde er måske lidt…. piget? Ved ikke om et gelateria overhovedet kan være butch per definition, men det er som om Bella Mia har valgt at satse lidt mere bevidst på det kvindelige klientel. Der er i al fald pænt og lillat, hehe.

Billede

It’s a marathon, not a sprint. Isspisning på mit niveau er ikke for sarte sjæle.

3. Grom

Min sidste aften i Ferrara måtte jeg erkende, at jeg ikke ville nå mine ti italienske is-smage. Men jeg kunne nå op på syv! Og det skulle ske på gelateriaet Grom, som jeg havde passeret tidligere på dagen, hvor der var en overvældende kø. Det var der ikke klokken 22, og jeg bestilte mine tre smage: chokolade extra noir, creme de Grom og på toppen pompelmo rosa, altså pink grapefrugt. Og nårh ja, så fik jeg tilbudt flødeskum, og hvilken idiot siger nej til det 😉

Som I kan se, var denne is lidt grotesk i størrelsen. Jeg var nødt til at få min ven til at holde isen, for at jeg kunne tage et billede, fordi jeg ikke turde tage chancen med isen i en hånd og kameraet i den anden. Men neejj, hvor jeg nød den is! Grapefrugt-isen var sådan et hit, at min veninde, efter at smage min is, løb ind i butikken og købte noget til sig selv. Men min favorit var Creme de Grom, deres egen unikke is-smag. De beskriver den som “egg cream with biscuits and Teyuna chocolate chips”. Jeg kunne ikke smage deciderede chokoladestykker i isen, men det gjorde mig ikke noget, for den smagte virkelig lækkert. Der var til gengæld relativt store kiksestykker i og de var af en god crunchy kvalitet, måske en Digestive-agtig opskrift?

Grom virker som feinschmeckerens issted. Priserne er lidt højere, indretningen mere strømlinet og så har de nogle smagsvarianter jeg aldrig, aldrig har set før. Pigerne bag disken var rigtig søde til at lade mig smage, og det var et held, for så kunne jeg fravælge en is jeg smagte, som mindede om daggammel risengrød 😀

Jeg kan ikke vælge en favoritis eller et favoritgelateria – men jeg kan sige, at jeg glæder mig endnu mere til at komme tilbage til Italien, nu hvor jeg har oplevet forårets fantastiske iseventyr! Indtil da klarer mig med min Københavnske favorit, Is A Bella 😛 God is-appetit derude!

Se mere om de italienske  issteder her:

http://www.bellamiagelateria.it/en/

http://www.grom.it/eng/index.php

http://www.tripadvisor.dk/Restaurant_Review-g187897-d3645193-Reviews-Gelateria_Yogurteria_L_Era_Glaciale-Livorno_Province_of_Livorno_Tuscany.html

NB: Jeg har ikke kunnet finde en hjemmeside for L’era Glaciale, men I kan tjekke anmeldelserne fra andre byer, deres standard er nok ret jævn landet over.

 

Anmeldelse: Restaurant Ca’ d’Frara, Ferrara, Italien

Billede

Så er jeg hjemme og udhvilet efter ti dages studietur i Italien. Turen bød på masser af fantastisk mad – bl.a. to besøg på Ca’ d’Frara, en restaurant, der er nævnt i Michelinguiden for tredie år i streg! Ja ja, det er ikke helt på niveau med at få en af de vigtige stjerner, men omtale i Michelinguiden er nok til mig – og bestemt også mere tilgængeligt for min pengepung 😉

Mit første besøg på Ca’ d’Frara, i byen Slow Food-Ferrara, var et tilfælde. Vi var en del fra skolen, der havde spottet stedet, og en dag gik en af mine frokostplaner i vasken og jeg tog en tjep beslutning om at tage på Ca’ d’Frara. Og sikken god beslutning! Jeg fik kun en ret og et glas vin, men det var mere end rigeligt til at slå Ca’ d’Fraras kvalitet fast. Stedet havde kun et menukort på italiensk – som de fleste steder i Ferrara – og det gjorde det lidt tricky at vælge. Men hey, jeg har aldrig rigtig fået noget ulækkert mad i Italien, så jeg endte med cannelloni med verdure, altså grøntsager. Så følte jeg mig sikker på, at det ikke ville blive for freaky. Og det var det bestemt heller ikke. Retten kom ind og var så smuk, at jeg næsten ikke havde lyst til at spise den – det er den på fotoet øverst. Jeg synes lidt den ligner det italienske flag med de grønne, hvide og røde farver, og jeg ved ikke om det er tilsigtet, men smukt er det i al fald. Udover den elegante anretning, duftede mine cannelloni afsindigt godt og forventningens glæde voksede i mig. Man kunne nemt være blevet skuffet, men cannellonierne var så pissehamrende afsindigt lækre, at jeg bare nød hver en lille bid, som jeg prøvede at trække i langdrag, så jeg kunne strække oplevelsen 🙂 Cannelloniernes grøntsagsfyld var lækkert og blødt, uden at være udkogt og smasket og den sovs, der lå ovenpå var fyldig og cremet, måske noget fløde-oste-værk? Jeg har svært ved at pinpointe de præcise ingredienser, men det er jo egentlig også ligegyldigt: det var sindssygt godt!

Til min ret fik jeg et glas af husets hvidvin og i forhold til at jeg ikke er så glad for vin, synes jeg faktisk den var lækker, den var ikke for tung – jeg kan ikke have tunge vine. Den duftede forresten helt vanvittigt godt af frugt. Og så kostede den kun 4,5 euro. Hvad sker der for, at man umuligt kan få et godt glas vin til maden herhjemme uden at slippe det tredobbelte beløb?

Nå, alt i alt, var det en fantastisk frokost og jeg snakkede så meget om den bagefter, at tre af mine venner fra skolen ville med derhen næste dag. Der sørgede jeg for at have lidt mere appetit, så jeg kunne smage to retter på den fine restaurant.

Billede

På mit andet besøg besluttede jeg at tage en ferrarask specialitet til min primi og disse gnocchi til secondi. Jeg glemte at tage et billede af primien og det er lidt synd for wow, den var grotesk. Vi var tre der fik den, og en der fik “mine” cannelloni fra dagen før. Og jeg skulle måske bare have gentaget cannelloni-succeen for vores specialitet var sgu… speciel. Det var kort sagt kød, macaroni, svampe og trøffel indbagt i dej, som seriøst smagte af sandkage. Det er ret sjovt at sige, man har spist pasta og kød indbagt i sandkage 🙂 Men det er altså ikke en særlig god idé i praksis (er det en god ide på papiret? Jeg ved det ikke, vi forstod ikke menuen :D)

Til hovedretten havde min veninde og jeg besluttet, at vi ville tage en ret hver og bytte på halvvejen så vi fik smagt lidt mere. Jeg begyndte som sagt med gnocchi, som var lækre og smagte af tomat og skaldyr – men jeg blev først virkelig begejstret, da vi byttede ret og jeg fik denne pastaret:

Billede

I grunden en utrolig simpel ret, hvor der var meget få “rigtige” ingredienser, måske kun tomat, musling, pesto, blæksprutte, og pasta. Men nøørj, hvor smagte den af meget. Den havde et pift af peber, men slet ikke på den måde, hvor man tænker “uf, det er stærkt”, men bare sådan at retten virkede frisk og let. Muslingerne var lækre og pastaen kogt til perfektion.

Mine medspisere var også glade for deres retter – særligt var der en secondi, der bestod af fritteret alt. Friteret blæksprutte, friterede grøntsager – det eneste der ikke var fritteret var dyppelsen, som var en hjemmelavet mayo af en art. Der er nu noget helt særligt over madvarer, der lige har fået en tur i ønskebrønden 😉
Suhrs Italien 033Til maden fik vi denne rubinrød lambrusco – lambrusco er en egnsspecialitet og intet som det klamme sprøjt vi får herhjemme (undskylder det rystede billede, jeg ved ikke hvad der er sket der). Vi havde også – baseret på min frokosterfaring – fortæret en god del olivenolie; brødet var bare en ydmyg og tør olie-transportør. Det virker måske absurd at nævne en restaurant for olivenolien, men den var bare virkelig lækker. Jeg tror også sætningen, “jeg vil helst bare gerne drikke den fra flasken” faldt.

Ca’ d’Frara lavede nogle fodfejl i forhold til en fortravlet tjener og regningbesvær, men hvis man holder fokus på mad og vin, så ville jeg bestemt gerne besøge stedet igen. Det skal bemærkes at man snildt kan få både lækker mad (to retter) og vin for under 200 kroner per mand, og hvor i al verden kan man få det herhjemme, på et sted som Michelin har nævnt? Hvis du kender et sted så sig det lige videre 😉